Kriseknuser-klicheens krise

Krisekommunikation har alt for længe været fagets kronjuvel og selvsikre selvforståelse. Det er tid til at komme videre af mange gode grunde.
Drop nu den evige kriseknuserkliche. Verden og faget skriger på nye teorier, nye historier, ny faglig nysgerrighed og ikke mindst ny faglig selvforståelse. Vi er andet og mere end krisekommunikation og den evige, dumsmarte sniksnak om krisehåndtering. Vi kan ikke længere leve som mennesker og fag i krisekommunikationens golde skygge. Tiden skriger på holdninger, handling og håb. Det er den egentlige og vigtige krise, vi bør håndtere nu. Kilde: Getty Images.
Drop nu den evige kriseknuserkliche. Verden og faget skriger på nye teorier, nye historier, ny faglig nysgerrighed og ikke mindst ny faglig selvforståelse. Vi er andet og mere end krisekommunikation og den evige, dumsmarte sniksnak om krisehåndtering. Vi kan ikke længere leve som mennesker og fag i krisekommunikationens golde skygge. Tiden skriger på holdninger, handling og håb. Det er den egentlige og vigtige krise, vi bør håndtere nu. Kilde: Getty Images.
af TIMME BISGAARD MUNK, ANALYTIKER OG KOMMENTATOR

Krisekommunikation har været gaven, som gav og gav. År efter år. Shitstorm efter shitstorm. Endelig var der noget, vi k-folk var gode til. 

Endelig, kunne vi sælge noget, som alle ville købe. Et supersælgende universalmiddel, som alle fra topchefen til Se & Hør-chefredaktøren kunne se værdien i som strategisk omhu og sladder. Her var et kæmpe problem og hul i markedet, hvor vi k-folk var en del af løsningen for første og eneste gang i fagets historie. 

Et produkt med x-faktor, som altid var ugens store mediehistorie med os som en feteret troldmand og fikser. Fagets folkelige gennembrud og identitetshistorie er derfor bundet helt og fuldt op på krisehåndværket. 

Krisekommunikationen er nemlig på godt og ondt den faglige kronjuvel og fundamentet for faglig stolthed og selvforståelse. Det holder bare ikke længere. Det er totalt boomeragtigt. Det er tid til, at k-folk klapper i med kriseknuserklicheen og kommer videre. 

Vi kan ikke længere være kriseknusere, når kriseknuserkompetencen er blevet allemandseje

Medieringen af samfundet og krisekommunikationens folkelige gennembrud har medført, at alle og enhver i dag besidder de kriseknuserkompetencer, som før var en skattet og eksklusiv k-faglighed. 

Samtidig er krisekommunikation blevet mere personlig og privat på egne SoMe-platforme. Folk har lært det selv, og de kan selv på egne platforme. 

Alt dette har tilsammen undergravet asymmetrien mellem k-faglig krisekommunikationsindsigt og almindelige menneskers krisekommunikative literacy. Det er ikke længere en faglighed, men sund fornuft for alt og alle. Det er altså ikke blot en kliche, men er blevet en usælgelig banalitet. 

Vi kan ikke længere være kriseknusere, når kriseknuseri er boomeragtigt skævt på tidsåndens nye, ærlige og inderlige moralisme

Tidsånden er store problemer med svære, smertefulde, store løsninger, som kræver offervillighed og heltegerninger. Vi søger mod, mening og medmenneskelighed. Vi er i krise som aldrig før, men kriser skal ikke styres; de skal mærkes for at føre til smertefulde og dyre, men rigtige løsninger. 

Nu handler det ikke om at fedte sig igennem, men at være en helt, som holder på sine værdier. Det er bare ikke rigtigt gået op for k-branchen. 99 pct. af den krisekommunikation, som sælges i dag, er derfor totalt skæv på tidsåndens nye alvor og heroisme. 

Det er coverup-rådgivning, som handler om det taktiske og operationelle, hvor det burde handle om, hvordan virksomheder proaktivt forholder sig til risiko og forandrer sig selv igennem transformativ og strategisk issues management. Hvor den strategiske issues management er det, som gør, at man vælger sig selv til som helt og finder sit mod. 

I den klassiske kriserådgivning vælger man sig selv som en fedtspiller, hvor det boomeragtigt handler om at være uærlig og ikke tage ansvar. Fagligheden og faget er dermed mudret ind i sofisme og 90’er-spin, selvom tiden vil noget andet og mere. 

Produktet krisekommunikation er derfor ikke længere et universelt roundup-middel, men et problem, der blot gør kriserne, klimakrisen og de geopolitiske problemer større. Ja, det virker som en uærlig og misforstået symptombehandling i en verden, hvor ingen længere kan og må gemme sig. Det står i vejen for heltegerningen. 

Tiden er slet og ret løbet fra produktet og den faglige selvforståelse. Vi må derfor genopfinde os selv i tidens ånd. Krisekommunikationens krise er vores krise og burning platform, fordi tiden er en ny, ærlig, inderlig moralisme. 

Vi kan ikke længere være kriseknusere, når kriseknuseriet er et diffust og uklart forskningsfelt efter Trumps post truth-retorik

For at være fair. Både inden for retorikforskningen og corporate business communication har folk som Benoit, Villadsen, Winni Johansen og Finn Frandsen skrevet både gode og kloge ting om krisekommunikationens retorik. 

Det er og bliver dog et lidt uklart forskningsfelt, som sjældent er stærkt nok forbundet med praksis. Det bliver derfor hurtigt en bagklog teoretisk backseat driving eller en hovedløs praksis ud fra nogle få banale heuristikker a la “læg dig fladt ned, og sig undskyld”. Det er også et felt, som er gået i stå. 

Teoriudviklingen er blevet afløst af en tabloid populisme, hvor man finder de evige medieskandaler som det ultimative bevis på ens relevans og faglighed. Mediefragmenteringen har samtidig medført, at den fælles historie og krise er opløst i polariserede fællesskaber i egne lukkede universer, hvor den enes krise er den andens triumf. 

Tænk blot på Inger Støjbergs succes på trods af alverdens krisekommunikative råd. Pointen er, at Trumps post truth-verden og -retorik praktisk, faktisk og teoretisk har undergravet og destabiliseret, hvad krisekommunikation er og bør være. Dette paradigmeskred er stadig uløst teoretisk og i praksis for alle andre end Trump og Støjberg. 

Vi kan ikke længere være kriseknusene, når kriseknuseri er et oversolgt, unødvendigt, hundedyrt produkt, mange k-kunder sagtens kan undvære

Vi k-folk har en tendens til at overdrive betydningen af kriser og shitstorme. Langt de fleste virksomheder, emner og mennesker kommer helt uproblematisk igennem en krise ved at holde lav profil og blot vente på, at mediecirkusset er videre. Hvad der typisk blot betyder at vente en to ugers tid. 

Vreden er stor og voldsom, men flygtig. Krisekommunikation overvurderer vredens voldsomhed, men undervurderer flygtigheden. Tænk på, hvor mange vi har hadet i de evige folkedomstole og shitstorms, men glemt og tilgivet igen. 

Engang hadede vi energibosserne og pinkwashing-virksomheden Christian Hansen, nu hader og hetzer vi Nordic Waste og Diez. Allesammen ligegyldige på den lange bane, hvor alt og alle er tilgivet og glemt. Krisekommunikation er helt basalt ikke Return On Investment og et oversolgt, unødvendigt, hundedyrt produkt, mange sagtens kunne undvære. 

Vi kan ikke være kriseknusere, når kriseknuseri er en gammel nedslidt klichehistorie, som er blevet fortalt alt for mange gange af alt for mange.

Kriseknuserhistorien er en nedslidt kliche, som er blevet fortalt til hudløshed. Hvis vi er så gode til at kommunikere og skabe fortællinger, hvorfor fortæller vi så den samme kedelige historie igen og igen? 

Et hadehitnummer på evig repeat som fagets ulykkelige Groundhog Day. Personligt magter jeg ikke flere omgange af “den og den krisehåndtering er god eller dårlig”, ifølge en eller anden bedrevidende krisekommunikationskommentator. 

Alt for ofte med den samme evige konklusion. Hun/hun/den/det burde have sagt undskyld mere klart igen, igen, igen. Det bliver ingen klogere af. Det virker uaktuelt og uoriginalt, og verden skriger efter en ny fortælling for faget og branchen i takt med tiden.

Ergo, vi skal ud af det krisekommunikationsormehul. Vi skal finde modet til en ny, modig fortælling om vores fag og praksis. En fortælling, som er vores bud og bidrag til en bedre verden. 

Det kunne være en klimakommunikativ fortælling om håb, degrowth og klodens planetariske grænser. Vi er i big time krise som fag, og det hjælper slet ikke, at alverdens k-folk siger, at alle bare lægger sig ned på maven for at sige undskyld for 117. gang. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også