Forestil dig at være tvunget til at flytte 12 gange på to år. Forestil dig at være drevet på flugt fra dit hjemland, og forestil dig at blive forsøgt slået ihjel i dit eksil, alt sammen på grund af din journalistik og dine aktiviteter på sociale medier. Det kan lyde voldsomt, men det er ikke desto mindre, hvad Masih Alinejad lever i.

Jeg har følelsen af at kende Masih ret godt. Hun er en af de syv kvinder, jeg portrætterer i bogen ”Kvindsmod”. Alligevel ved jeg ikke præcis, hvor hun bor, og jeg har kun mødt hende via Zoom. 

Hun ville egentligt gerne mødes ansigt til ansigt i sit amerikanske eksil, men det krævede godkendelse af FBI og var så besværligt, at vi blev enige om at tale sammen over skærmen i stedet. Hun er en intens, levende og engageret person, der trodsigt insisterer på at leve. Det er smittende, og det er umuligt at undgå at bryde ud i latter sammen flere gange undervejs, når man taler med hende.

Nægter at lytte til FBI

FBI har gentagne gange opfordret hende til at gå i et vidnebeskyttelsesprogram. Men hun nægter at forsvinde, nægter at lade frygten tage overhånd og kue hendes kritiske stemme.

Lige fra hun var en lille pige, der voksede op i en fattig landsby i det nordlige Iran, har hun stillet spørgsmål. Ikke mindst ved de snævre rammer i landet, hvor piger hverken må cykle, synge offentligt eller gå uden slør. 

I gymnasiet forsøgte hun sig første gang med at nå ud til en større kreds med løbesedler. Sammen med en gruppe andre unge ønskede hun at modsige regimets propaganda. Det kostede et fængselsophold og afbrudt uddannelse. Men Masih fortsatte ufortrødent med at lede efter andre måder at bruge sin stemme på.

Journalistikken var trods manglende uddannelse helt oplagt for en uimponeret og spørgelysten ung kvinde. Hun maste sig ind som praktikant på avisen Hambastegi. Inden prøveperioden var omme, havde hun sin første forside og en fastansættelse. Hun blev en af de yderst få kvinder med fast gang i det iranske parlament. 

Afslørede korruption

Hun skulle gå fuldt tildækket, men hun kunne stille spørgsmål til magthaverne, og det gjorde hun. Mandlige kolleger og regeringstro politikere kaldte hende nedsættende ”den grimme ælling.” 

På et tidspunkt fik de hende suspenderet i tre måneder for at bære røde ”pinnochio”-sko. Men hendes afsløringer og forsider fortsatte. Indtil magten skiftede til et traditionelt orienteret parti, der promoverede sig selv med krav om opgør med ødselhed i samfundet. 

Masih afslørede, at de samtidigt havde givet sig selv skjulte bonusser. Hun blev anklaget for at have skaffet bevismaterialet igennem seksuelle ydelser, og hendes pressekort blev inddraget permanent.

I stedet blev hun forfatter. Flere bestsellere om hendes vej ind i journalistikken og oplevelserne på redaktionen blev udgangspunkt for en klumme i en af oppositionsaviserne. I en slags brinkmanship med myndighedernes toleranceniveau ramte hendes skarpe pen lige akkurat balancegangen. 

Men da hun fik sammenlignet præsidentens følgere som veldresserede delfiner, der lydigt sprang op efter de fisk, han kastede til dem, gik hun over stregen og fik styret på nakken. Utvetydigt fik hun at vide, at hendes helbred og frihed ville have godt af en udlandsrejse op mod valget i 2009. 

Overgreb, tortur og drab

Befolkningen rejste sig i vrede over valgresultatet, der gav den upopulære siddende præsident et stort flertal. Regeringen slog hårdt ned, men Masih nægtede at tie. Fra sit eksil publicerede hun historier om overgreb, tortur og drab, både på print og senere i en prisbelønnet radioserie. Hendes kritik blev klarere og mere tydelig.

En forårsdag i 2014 udvidede hendes virkemidler sig i en uventet retning. Hun postede et billede af sig selv med udslået hår under blomstrende kirsebærtræer med en tekst om, hvordan hendes hår nu kunne danse i vinden, befriet fra gidseltilværelsen i Iran. 

Responsen var enorm. Billedet blev til flere kampagner, hvor kvinder i Iran sendte billeder af sig selv uden slør. Kvinder med slør sendte også billeder og bakkede op om retten til selv at vælge. For Masih handler det ikke om modstand mod sløret i sig selv, men mod tvang og undertrykkelse.

Protesten lever

I 2022 gennempryglede det såkaldte moralpoliti i Iran en ung pige, hvis slør ikke sad helt rigtigt. Hun døde af sine kvæstelser, og det blev starten på en protest, hvis bølger ikke har lagt sig endnu. 

Masih poster stadig billeder af kvinder og deler historier om, hvad der sker i Iran. Hun har et tv-program, skriver klummer og er aktiv på sociale medier. I dag har hun millioner af følgere. Masih har ikke kun fundet sin egen stemme, hun er en stemme for mange.

Forhåbentligt kommer den dag, hvor hun, ligesom sit folk, kan leve frit. Til den tid håber jeg at få mulighed for at mødes med hende, uden behov for FBI’s mellemkomst.