Undervurderet metode styrker kreativiteten

Det er hurtigt lært og styrker bl.a. kreativiteten og effektiviteten for alle, der arbejder med at skrive – alligevel er det de færreste, der bruger metoden, skriver forfatter Anders Haahr.
Hvis du taster på tilfældig vis ved du af gode grunde ikke, hvordan det er at være helt igennem ferm og flydende, skriver Anders Haarhr i et forsvar for blindskriften. | Foto: Getty Images
Hvis du taster på tilfældig vis ved du af gode grunde ikke, hvordan det er at være helt igennem ferm og flydende, skriver Anders Haarhr i et forsvar for blindskriften. | Foto: Getty Images
Af Anders Haahr Rasmussen, journalist og forfatter

Når jeg spørger mine venner og kolleger i mediebranchen, om de kan blindskrift, svarer de fleste ja, selvom svaret er nej. De tror, jeg spørger, om de er kommet videre fra at sidde med to pegefingre og lede efter bogstaverne på tastaturet, og det er de selvfølgelig. 

Deres hænder har efter mange års skriveri udviklet et lettere tilfældigt system med måske fem-seks fingre i brug, som gør, at de har følelsen af at skrive ret hurtigt og uden at kigge særlig ofte på tastaturet. Så jo, en slags blindskrift, siger de. 

Jeg smiler og nikker og undlader at ryste på hovedet, selvom jeg har lyst til at fortælle dem, at de ikke aner, hvad blindskrift er, og hvad det kan. Jeg har lyst til at fortælle dem om vigtigheden af at have styr på sine hænder, af sammenhængen mellem teknik, tempo og kreativitet. 

Jeg har lyst til at fortælle dem om en undersøgelse blandt hollandske skolebørn for nogle år siden, en masse 4., 5. og 6. klasseelever, som man delte op i to grupper. Den ene gruppe børn blev sendt til maskinskrivning, den anden gruppe, kontrolgruppen, gjorde ikke. 

De blev testet i forskellige skriveøvelser både før og efter forløbet, og selvfølgelig skrev den gruppe, der havde lært blindskrift, nu tre-fire gange så hurtigt, som kontrolgruppen, men det stoppede ikke der. 

Anders Haahr er forfatter, journalist - og tilhænger af blindskrift som kreativ metode. | Foto: Kaare Sørensen
Anders Haahr er forfatter, journalist - og tilhænger af blindskrift som kreativ metode. | Foto: Kaare Sørensen

De stavede også bedre, detaljerigdommen i deres beskrivelser var markant større, hvilket gik igen i en undersøgelse af britiske 8. og 9. klasseelever.

De elever, der blev udvalgt til at lære blindskrift, skrev efterfølgende tekster, der scorede højere end kammeraterne ud fra, hvor kreativt sproget var, hvor originale ideer der blev givet udtryk for, hvor udtømmende og omfattende de blev fulgt til dørs, hvor klart de blev struktureret og formidlet, og i hvilken grad teksten udviste forståelse for læserens perspektiv.

Nogenlunde samme konklusion nåede de frem til på Møn, da en flok elever fik et to måneder langt kursus i blindskrift med øget faglighed og koncentrationsevne til følge. 

”Jeg har set samme udvikling flere gange,” lød det fra it- og speciallærer Margot Schibitz. ”Når først man har lært det, så er det fingrene, der husker. Det giver børnene mulighed for at bruge al deres opmærksomhed på indholdet.”

Lad os tage fat i den opmærksomhed. Lad mig prøve at beskrive den fra et skrivende perspektiv. Hvor er den, når jeg skriver? Mit blik er på skærmen, konstant. Min opmærksomhed deler sig mellem sætningen, som den former sig foran mine øjne, og de tanker, der hvirvler rundt i hovedet på mig. Kun der. 

Jeg bruger ikke for to øjeblikkes opmærksomhed på tasterne. Jeg tænker, og det bliver til ord ganske af sig selv. Det er sgu nærmest magi. 

En anden måde at beskrive blindskrift på er gennem dets fravær. Hvis du taster på tilfældig vis, ved du af gode grunde ikke, hvordan det er at være helt igennem ferm og flydende. Vi, der er, tager det for givet. Folk går ikke frivilligt tilbage. 

Terry Pratchett, den britiske forfatter og satiriker, blev tvunget til det. I en alder af 59 år blev han ramt af en sjælden variant af Alzheimers, der gjorde, at han langsomt mistede evnen til at navigere tastaturet sikkert og hurtigt. 

Han måtte gå over til at taste med pegefingrene, hunt and peck, som de kalder det på engelsk. Hans hukommelse fungerede fint, og det var heller ikke svært for ham at udtænke komplicerede plot, men selvom han følte sig lige så sprogligt stærk som altid, blev teksterne ikke nær så gode. 

Han kunne skrive med sit hoved, men ikke med sine hænder, forklarede han. Forbindelsen var slået i stykker.

”Jeg elsker det terapeutiske ved at ramme tasterne i et tempo, der svarer til mine tanker. Det er meget frustrerende at miste den evne,” sagde han for nogle år siden til BBC’s Radio 4.

”Det at skrive, at taste, er en måde at tænke på: Den ene aktivitet præger den anden, så nu hvor jeg er nødsaget til at hunt and peck, gør det min tænkning hakkende og mit flow urytmisk.”

Kan det tænkes, at du skriver som en Alzheimers-ramt version af dig selv? Uden at vide det?

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs