Alt handler om troværdighed – også i networking

I dag handler networking ikke kun om at udveksle visitkort og forretningsmuligheder; det handler om at opbygge autentiske relationer og give noget tilbage.
Tiden er bare løbet fra den kalkulerede måde at netværke på, skriver Louise Taarnhøj. | Foto: Sara Agnete Roland
Tiden er bare løbet fra den kalkulerede måde at netværke på, skriver Louise Taarnhøj. | Foto: Sara Agnete Roland
Af Louise Taarnhøj, indehaver af Lula Media

Jeg sidder med et Google Drev-dokument på tre sider. I dokumentet har jeg sirligt listet alle de personer, organisationer og politikere, jeg gerne vil møde på Folkemødet 2023. Jeg er tilbage efter fire års fravær, og den skal bare have én over nakken, skal den! NU skal der NETVÆRKES!

Jeg tager fra Folkemødet med kun fem afkrydsede punkter.

Men jeg føler mig som en succes. Hvorfor? Fordi jeg tog fejl med min lange liste. Mere om det senere.

Jeg har altid interesseret mig for netværk, og samtidig har jeg i mange år hadet ordet. Grunden til min afsky var, at det rummer alle de fordomme, jeg havde om folk, der er dygtige til at netværke – beregnende, overfladiske, udnyttende, egoistiske, kyniske, lumske og listige.

Jeg husker, hvordan Lars Mikkelsen i filmen ”Kongekabalen” havde en lille notesbog med info om sine kontakter – det gjorde det nemt for ham at spørge ind til en kontakts familie, når han tjekkede sine notater og læste, at sønnen gik til fodbold, og konen var ved at uddanne sig til yogalærer. Eller hvad der nu måtte stå. Dermed fremstod han sympatisk og nærværende. Smart.

Øv, hvor jeg hadede det, og samtidig kunne jeg selvfølgelig godt se det smarte i det.

Tiden er bare løbet fra den kalkulerede måde at netværke på. Det bliver utroværdigt og gennemskueligt. Folk vil kalde dit BS og droppe at hjælpe dig, hvilket jo er det, et netværk er til for, ikke sandt?

Før du begynder at forsvare den klassiske måde at netværke på, vil jeg gerne understrege, at det med notesbogen ikke er no-go i min verden, slet ikke. Især når man, som jeg, ikke er helt ung længere. Der er bare nogle ting, som du skal have i baghovedet, når du kaster dig ud i at netværke.

To store netværkstendenser

Jeg ser to meget store tendenser i networking i dag:

1. Vi magter ikke overfladiskhed.

2. Vi vil gerne selv hjælpe.

Troværdighed er nøglen til at skabe meningsfulde relationer.

Overfladiskhed kommer til udtryk, når man dyrker en relation kun med henblik på at få noget ud af det selv. Når man egentlig ikke bryder sig om personen, men stadig holder jævnlige møder og middage blot for at forblive på vedkommendes indre lystavle.

At netværke handler ikke kun om at præsentere den bedste version af os selv, men om at være ærlige og sårbare. Når vi viser vores autentiske selv, åbner vi døren til ægte relationer, der går ud over det overfladiske.

Hvis ikke du kan præstere en ægte interesse i dit netværk, kan det svække tilliden til dig, fordi andre ikke vil være sikre på, hvad dine intentioner egentlig er, og i værste fald, hvem du egentlig er. Og det giver sig selv, at hvis folk mister tilliden til dig, vil de være mindre tilbøjelige til at hjælpe eller samarbejde med dig i fremtiden.

En dårlig strategi

Jeg er en del af et mindre netværk, hvor vi har fået for vane at skrive til hinanden i en Messenger-tråd, når vi gerne vil have lidt kærlighed på vores opslag – jo flere likes og kommentarer, jo bredere kommer opslaget jo ud. 

Men det er en dårlig strategi, af to årsager: 

Et: Folk kan ikke være sikre på, hvorfor jeg liker og kommenterer opslag, hvis man bare kan bede mig om det. Jeg bliver nødt til at tage stilling til, hvad opslaget fortæller, før jeg kan kommentere. 

Og to: Andre folk lurer det samme, når en lille gruppe mennesker altid kommenterer hinandens opslag, og det slider virkelig på ens omdømme. Så vær autentisk i, hvad du gør online.

Karma er kun en kælling, hvis du lader hende være det.

Nummer to rummer et både sympatisk og egoistisk element: For et godt netværk er faktisk ikke kun det, der kan hjælpe dig. Det er også det, som du kan hjælpe. Vi lærer nemlig enormt meget af at hjælpe, og hvis du tror på karma, kommer alt godt jo igen. Win.

Og selv hvis du ikke tror på karma, så vil du højst sandsynligt mærke en vis form for stolthed blomstre, når du har rådgivet eller hjulpet en kontakt – og den energi er virkelig dyrebar. Så helt egoistisk: Insistér på at hjælpe andre.

Lyt, og vis interesse

En central del af autenticitet er at forstå og praktisere ”The Shine Theory”. Ifølge denne teori er det ikke nok at stræbe efter ens egen succes; vi skal også støtte og fremme succesen hos dem omkring os. 

Ved at glæde os over andres triumfer og være deres største tilhængere skaber vi et netværk, der er baseret på gensidig støtte og positiv energi.

Men hvordan implementerer du disse koncepter i din netværkspraksis? Først og fremmest handler det om at lytte aktivt og vise ægte interesse for andre mennesker. Når vi fokuserer på at forstå andres behov og mål, kan vi bedre finde måder at hjælpe dem på og opbygge dybere relationer.

Desuden er det vigtigt at være ærlige omkring ens egne styrker og svagheder. Tør du dele både dine succeser og fiaskoer, skaber du et rum for autenticitet, hvor andre føler sig trygge i at gøre det samme. 

Meningsfulde relationer

Ved at engagere dig i samtaler, dele dine ideer og bidrage til fællesskabet viser du dit engagement og din dedikation til at opbygge meningsfulde og ikke mindst langvarige relationer.

Der er ikke nogen tvivl om, at disse nyere tendenser ikke er til at komme uden om, når du netværker med Generation Z, og at det meningsfulde netværk kun eksisterer, hvis du tør være åben og ærlig og opmærksom på at give igen.

Så når jeg tager fra Folkemødet med kun en håndfuld møder i bagagen, er det en succes, fordi jeg kunne være fuldt tilstede, sætte mig ind i personens virke og væsen og samtidig være tryg ved at følge op på kontakten, når jeg kom tilbage til København. 

Den håndfuld møder blev til en håndfuld meningsfulde relationer, hvor vi hver især kan bidrage med inspiration, hjælp og støtte. Kvalitet frem for kvantitet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Læs også

Job

Se flere jobs