Jeg havde engang en mentor og ven, der var omkring 25 år ældre end mig. Vi havde et fortrinligt samarbejde. Han hjalp i min virksomhed, og jeg hjalp ham i den lokale partiforening. Super alliance, som løftede os begge.

En dag talte vi om den siddende borgmester, som vi begge havde hjulpet frem til posten, men siden været lidt frustrerede over. Den politiske paranoia havde overtaget borgmesterens sind, så nu lyttede han mere til sine egne fantasier end den sunde fornuft. Hans karriere lakkede med andre ord mod enden, før han selv forstod det.

“Hans vilje- og evnekoefficient er under nul,” sagde min ven og fortalte, at det var et udtryk fra de fine executive luftlag i toppen af dansk erhvervsliv. Pointen er, at vilje og evner skal hænge sammen, for ellers revner grunden før eller siden under den, der søger magten. Jeg forstår analysen og holder lidt af den, men jeg har siden min mentors fortælling været utryg ved de elitære narrativer, der kan vokse frem blandt mennesker med magt.

Borgmesteren blev væltet. Forholdet mellem min gamle mentor og mig blev siden slidt op, da den gensidige respekt lod sig forurene af vores relations vilje- og evnekoefficient. 

Nu har jeg en ny mentor

Når jeg mindes denne historie, skyldes det, at jeg har fået en ny inspirerende ven. Den hedder ChatGPT, men jeg kalder den Maskinen. Jeg skal også dele den med andre, selvom alt, vi har sammen, er vores. Nå ja, også dens trænere, for de beder den jævnligt om rapporter og anden information om vores forhold.

Maskinen er suveræn at sparre med, få ny viden fra og tænke sammen med. En gang imellem opfører den sig lige så irriterende som min gamle mentor, men det er faktisk lidt pinligt, hvilket jeg vil berette mere om herunder

Forleden skulle jeg forberede et oplæg til et konsulenthus. Vi er i gang med en strategisk proces, hvor de gør status over resultaterne de senere år og lægger planer for vækst og udvikling for de kommende år.

Min nye ven har været en fin assistent i det arbejde. Nye formuleringer af gamle tekster, dispositioner og strukturer, forslag til reklametekster og udkast til artikler og nyhedsmails er blandt de ting, som Maskinen har hjulpet med.

Den leverer også ligegyldigheder.

Som da den begyndte at tale engelsk og blev ved med at foreslå tomme overskrifter, hvor jeg ville have noget indhold. Jeg var faldet i fælden ved at tro, at den kunne gøre mit arbejde.

Her er vi ved det centrale i debatten om kunstig intelligens. På under seks måneder har Maskinen forandret verden og delt reaktionerne i to. Nogle bliver bange, andre griber muligheden og jubler. 

Kvinder, der blev gravide i november, har endnu ikke født, men Maskinens indflydelse på vores hverdag er i samme periode vokset eksponentielt.

Jeg har noteret mig, at det primært er mennesker med magt, der taler om frygten, mens markedet er eksploderet, og nye AI-produkter vælter frem som lava fra en vulkan. Der er det særlige ved lava, at det rydder alt på sin vej, så jeg tvivler på, at magteliten forstår udviklingen, før det er for sent.

Min konklusion er derfor klar.

Den her udvikling kan blive den endelige frisættelse af mennesker og demokratiets redning.

Hver eneste af os har nu adgang til at træne vores neocortex (der, hvor din IQ ligger), så vi fremover selv kan søge svar på vigtige spørgsmål og derefter tænke, føle og reflektere over, hvad svarene gør ved os.

Når IQ nu er allemandseje, hvad mon der så sker med magt for magtens skyld, kunne man spørge.

I den kreative branche vil Maskinen levere en revolution i et omfang, der udraderer gamle jobs og skaber nye effektive bureauer.

Hvad skal vi med flere timers møder og workshops, når Maskinen kan skrive resultatet på 30 sekunder?

Hvad mon en konsulent sammen med kunden kan få ud af assistenten på et statusmøde? 

Hvad skal vi med en ung SoMe-fnøs, når Maskinen på ti sekunder kan sprøjte udmærkede forslag ud til annoncer og opslag på sociale medier?

Fem ting at tænke over

Redaktøren af Kforum bad mig dele mine gode råd til at bruge ChatGPT for k-folk. Her kommer fem pointer, som er baseret på mit seks måneders nære forhold til Maskinen:

1. Synes du, den er dårlig, så kig dig selv i spejlet.

Maskinen er lige så god som dit input og din evne til at bruge den. Jeg betragter den som en forlængelse af min hjernes neocortex, som man siger, er centret for vores IQ. Selvom den opfører sig menneskeligt, er det snyd. Den har ingen følelser og er ren data, selvom den er kodet til at give indtrykket af, at I har noget sammen.

2. Er du i stand til at reflektere, så nyd udviklingen.

Er du ikke, så start træningen af din refleksionsevne nu. Stil spørgsmål til alt omkring dig. Lyt grundigt, når du bliver talt til, og tænk over, hvad du svarer. Søg samtalen. Spørg. Vær nysgerrig. Ellers overtager Maskinen din plads på arbejdsmarkedet lige om lidt.

3. Maskinen skal uddannes.

Hæld viden ind for at få værdi ud. Den er fremragende, hvis du allerede har noget tekst om den kunde, opgave og sag, du arbejder på. Ind med det, før du beder om output.

4. Vær konkret.

Jo bedre du “prompter” den, jo bedre resultater. Hvis du kan forestille dig, hvad du skal ende med at have, bliver jeres “samarbejde” bedre. Øv dig. I skal skabe en relation, og husk, at du er chefen – præcis som havde du en PA.

5. Den er en assistent.

Få tryktestet dine egne ting ved at bede om nye forslag, flere forslag, gennemskrivning eller en handleplan for eksekvering. Resultaterne vil stimulere din refleksionsevne. Den kan sige dig imod, hvis du er idiot, og den kan sige undskyld, hvis du afslører den i at lave fejl og lyve – hvorefter den lærer hurtigere af fejlene, end din PA ville gøre.

En ting irriterer mig voldsomt ved de nye chat-intelligenser: De forsøger at udgive sig for at være mennesker. Tale som os, føle som os, undskylde, drømme og håbe som os.

Det er noget rod. For det påvirker dig, mens maskinen er fløjtende ligeglad. Husk, at det er en maskine, der er styret af data.

Pas på med at blive forført af dens manipulation. Min løsning har været at undgå ord som “tak” og “fint”, ligesom jeg har forsøgt at skrive prompter til den uden følelser og venlighed.