Kforums SoMe-selfie-tjekliste til Folkemødet

Kforum kom for et par år siden i besiddelse af den hemmelige SoMe-selfiemanual til Folkemødet. Den bruges med stor succes i Kommentatorkøbing, af PA-bureauer, DR og JP/Pol. Læs eller genlæs den her.
Sådan bliver du klar til på torsdag. | Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken/Ritzau Scanpix
Sådan bliver du klar til på torsdag. | Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken/Ritzau Scanpix
Timme Bisgaard Munk
  • Start med glad flyver-selfie med kollega: #Vierpåvej. Skriv du glæder dig, og nævn debatten om ____________. #én eller flere NGO-organisationer.
  • Skævt selfie-shot ud af bilen på vej fra Rønne med teksten: Vi glæder os til debatten om ___________ . Vigtigt, at du er sammen med flere anerkendte personer (husk i øvrigt at tagge disse). #ontheroad.
  • Glad landet-i-Allinge-selfie med en overset kollega, som trænger til anerkendelse. Gerne med krammer, så alle på kontoret kan se hendes nye status. Husk at smile ud mod kameraet. #verdensbedstekollega

  • Selv i panel-selfie. Seriøst voksenopslag med: Superspændende debat om ____________, hvor politiker ____________ og ekspert ____________ med fantastisk DR2/Information/kommentator ________ afdækkede ord, som slutter på –ing. Løsningen er dialog, samarbejde, og alt tegner godt, fordi ekspert ____________og politiker ____________ samarbejder om ____________. Nævn, at det ikke er hverken første eller sidste gang, I snakker om det. Husk gigantisk selvros af egen paneldebat. Men kun én gang og med fokus på det gode budskab. #politiskvoksenbudskab


  • Røgeri-selfie med kendt politiker eller selfiesuperhelt. Den kendte nævnes kun med fornavn. Vigtigt at signalere, at den kendte person ____________ har brugt sin dyrbare tid og sit programhul til alenetid med dig. Vigtig superhelt ___________ kæmper for den vigtige sag for/mod/sammen med/om ____________. #bedstevenner #BFF


  • Stort tillykke-selfie med vinder af klaphat/hoppebold/quiz/debathat/ølkrus-kastekonkurrence, som er kendt fra ____________. Afslut med anprisning af kendt tv-værts/politikers/kommentators betydning for ____________. #såfortjent


  • ALDRIG nogensinde: Selfie stående alene med kendis eller politiker. Det er taberagtigt og for folkeligt. Det virker, som om du er en outsider. #preteen #medina4evar #jegerdinstørstefan


  • Hjertet-på-rette-sted-selfie. Find ballon/flag/banner fra politisk modstander. Lav ond, men sjov, joke, som viser dit politiske ståsted og store humoristiske sans. #sloganforditpolitiskeparti eller #kerneværdi

  • Til kamp mod fake news-selfies: Selfie med mediechefer #realnews


  • Stor fyraftensøl-gruppe-selfie med en centrum-venstre politiker og en DR-vært med anden etnisk baggrund samt etnisk debattør fra Radio24syv og mindst tre kvinder. Tekst: Vi siger nej/ja/stop/befri/bekæmp ____________ sammen med ____________ (Husk kun fornavn = megavigtigt).


  • Feministisk selfiebar. Jeg var her, du var her, og hvis du ikke var her, er du ikke feminist. #weshouldallbefeminists #namedropdanskefeministerafallekøn


  • Selfie til lukket arrangement. DU er totalt insider. Tak til C20’s geniale kendisvirksomhed eller -person. Tekst: Ros til __________ for fantastisk fest. #kendtfirma #kendtCEO


  • Stor gruppe-selfie med udvalgte retter fra restaurant Kadeau. Strategi: Du signalerer, at du er god til at planlægge, godt kan lide god mad og tjener okay mange penge. Plus, du har mange venner, som tjener mange penge. #dyrvin #dyrmad #dyrkæreste


  • Megafest-selfie. Budskab: Du et et livsglad menneske. ”Du er til den rette fest”-signalet. Skriv kort: ”Festen er kun lige begyndt”. Gerne med en kendt, som har været DJ, og en politiker, som crowdsurfer. Overvej eventuelt video eller Insta-Boomerang. Henvis begejstret til glemte folkeeje-hits fra firserne. #Kendtpolitikernavn #magiiluften


  • ”Sol over Allinge”-selfie. Du har naturligvis festet hele natten. Tag selfie med dig selv og solopgangen. Skriv tak til folk. Nævn kun fornavn. #bestpartyever


  • Tømmermændsselfie. Tekst: Lancering 10.30. Motiv: Igen omgivet af venner. Baggrund: bageriet eller røgeriet. #festenerkunligebegyndt


  • Skabelonformula: Man bliver sgu helt høj af at være til _(Indsæt event)_ på Folkemødet. Tak til både de skarpe unge _(spejdere/debattører/højskoleelever/Gulddreng-fans)_ og det ældre, engagerede publikum. Konkluder: Det er svært at få øje på demokratiets krise her til Folkemødet. #FMstyrer


  • Hjemtursselfie på færgen eller i lufthavnen. Tekst: Tak til alle venner. Fremhæv ikke-kendte eller enkeltpersoner. Vis, at du anerkender alle, du har mødt. Tak til Folkemødet. Overvej abstrakt anerkendelse af demokratiet. #visesigen

  • Tilbage fra Folkemødet-selfie med datter/søn/hund/. Settings: lænestol i hyggelige omgivelser. Vælg gerne hjemmet og det nære som strategisk kerneværdi. Det kan være en tabt mælketand eller en forsvunden hundehvalp. Du kan også skrive det som en teaser: ”Du ved, du lige er kommet hjem fra Folkemøde når...” og skriv så svaret i dit eget kommentarfelt ”...du sidder i haven og ikke har lyst til en kold fadøl.” Anerkend Folkemødet som en fantastisk oplevelse, og fortæl en lille historie om dine sande familieværdier. #homesweethome #fadølspause

Brug denne guide til næste år. Du skulle jo nødigt ende med at blive set som en ganske almindelig gæst på Folkemødet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs