Lyt til podcasten på Apple her

I de næste par weekender er den danske befolkning traditionen tro til julefrokost. For det er nærmest en social pligt at deltage i den årlige firmafest, hvor roller og rammer udfordres i en rus af alkohol. Det er et vigtigt ritual, hvor vi ser hinanden som hele mennesker frem for som chefer, kolleger og brikker i et maskineri, der skal køre rundt. 

Som chef skal man sige stop, når det hele menneske vil gå hele vejen til den årlige julefirmafest. Det hele menneske er nemlig ikke altid – og hele tiden – et kønt syn. Netop derfor er det vigtigt, at man som chef klart kommunikerer, hvad rammerne er for årets store fest. Hvilke rammer er det så, der skal kommunikeres, og grænser der skal sættes? Det har kønsforsker Christian Groes nogle bud på.

“Det handler som leder om at mentalisere, hvordan andre ser verden, og hvor deres grænser går. Det er nemlig deres grænser, som sætter rammen. Samtidig handler det om at kommunikere inkluderende, så alle føler sig velkommen. Det er de små detaljer, som tæller, og her skal man kommunikere det, flest kan være fælles om, og som er mindst ekskluderende. Julefrokosten er derfor ikke en drukfest til kl. 5, men en hyggelig middag, som også inkluderer dem, som ikke vil være med til kl. 5,“ siger han. 

De handler om i kommunikationen at sikre, at medarbejderne hele tiden kan vælge fra

Ledere har her et stort ansvar. Det handler om at skabe et socialt design, hvor deltagerne kan vælge fra situation til situation. Det kræver, at man hele tiden er bevidst om, hvad de har sagt ja til fra start til slut, og naturligvis, hvad de ikke har sagt ja til.

Den gode julefrokost er nemlig en hyggelig social situation, hvor der er mindst mulig social tvang. Et godt lavpraktisk eksempel er, hvordan man etablerer dansegulvet til årets julefrokost. Hvis man som chef fjerner alle borde og siger, at nu skal vi (alle) danse, kan der opstå en social tvang: En tvang, som tvinger dem, der ikke har lyst til at danse, til at komme ud på gulvet. Her skal man, ifølge MeToo-ekspert Christian Groes, sikre sig, at dansegulvet er i et tilstødende lokale og dermed er et aktivt tilvalg. En vej, man kan vælge blandt mange andre. Som han udtrykker det:

“Det er forkert, hvis medarbejderne hele tiden sættes i en situation, hvor de aktivt skal vælge fra. Det bør være omvendt. Altså i alle situationer er kravet et aktivt tilvalg. Et klart og tydeligt ja til f.eks. at ville danse eller drikke stærk spiritus. Det kunne kaldes at sikre samtykke i bred forstand for alle i alle situationer. I den forstand handler det som leder om, at der er mange helt legitime veje igennem julefrokosten, så de, der vil gå tidligt, eller de ædru kan det uden problemer. De har ret til at sige nej og fra i alle situationer.”

Lyt til podcasten på Apple her

En inkluderende julefrokost er en fest, hvor chefen IKKE er festens midtpunkt

Julefrokosten er medarbejdernes fest. Det er derfor vigtigt, at man som leder fylder så lidt som muligt og har respekt for det. Ifølge Christian Groes skal man som leder give plads og undgå, at julefrokosten bliver et kæmpe ego-direktørshow.

“Vi kender det alle. Chefen, der er vant til at bestemme, vil også gerne sætte en dagsorden for julefrokosten. Han eller hun har arrangeret festlege, “fordi det er godt for teambuilding” – og vil gerne holde en lang tale om sammenhold og frokostordninger. De yngre synes, det er boomeragtigt, og de ældre har hørt det hele før. Pointen: Lad i stedet de ansatte, eller de unge på jobbet, stå for løjerne. Det bliver det ofte sjovere og mere rummeligt af, men også mindre stødende, kedeligt og ulideligt at høre på for flertallet. Se, om ikke der kan laves en festkomité med repræsentanter fra alle køn, generationer, kulturer og baggrunde.“

Husk den omvendte kaptajn-regel

At være lidt usynlig som direktør betyder både noget for, hvordan man er til julefrokosten som chef, men naturligvis også hvor længe. Her er Christian Groes stor tilhænger af den såkaldte omvendt kaptajn-regel, som han beskriver således:

“Det er faktisk den præcist omvendte logik af en skibskatastrofe. I tilfælde af skibbrud bliver kaptajnen på skibet, til alle er sikkert i land, eller han går ned med skibet. Til en julefrokost er det omvendt. Kaptajnen går først, fordi han eller hun har tillid til, at skibet sejler bedst i land uden hans/hendes tilstedeværelse som overpædagog, sprechstallmeister eller den, der begrænser hyggen. Bliver chefen, er det for at sikre sig, at der ikke sker ulykker, eller for at vise, at han eller hun ikke er hævet over den laveste fællesnævner og dermed er moralsk ligestillet med alle andre. Eller simpelthen, fordi fristelsen til at være festens talende og dansende midtpunkt og styrmand er for stor. Efter MeToo har vi set, hvordan denne misforståede “staying till the end” kan hæmme andre og sætte chefen i et dårligt lys. En julefrokost skal være et frirum fra (ikke for) chefen, en fest mellem ligestillede uden overvågning og kontrol.“

Lyt til podcasten på Apple her