De seneste ugers anklager mod Russell Brand har kridtet #MeToo banen op. Det sker i kølvandet på, at tre britiske medier, Sunday Times, The Times og Channel 4’s Dispatches, offentliggjorde anklager om en række seksuelle overgreb i perioden 2006 til 2013. Brand afviser anklagerne og understreger i en video, der blev delt på YouTube og X, tidligere kendt som Twitter, at de forhold han havde i sin ”promiskuøse” periode, alle var “consensual”. 

Dokumentaren “Russell Brand: In plain sight,” der blev vist på Channel 4 den 16. september, viser en noget anden fortælling, der er ofrenes oplevelser. Siden er flere anklager om seksuelle overgreb kommet til, og Scotland Yard har indledt en undersøgelse.

Uddøde med 90’er-humoren og genopstod i et kaninhul

Den 48-årige komiker og skuespiller har bygget sit brand op på sexisme-chokfaktor. Han uddøde med 90’er-humoren, fandt en plads som populær provokatør med en trofast fanskare og genopstod under COVID-19-pandemien som konspirationsdrevet influencer. Nu trækker han massiv opmærksomhed som offer for, hvad han selv kalder ”corporatist state and global media”, i en video, han lagde op på Rumble, kort tid efter politiet havde meddelt, at de ville igangsætte en efterforskning. I videoen opfordrer han sine følgere til at “modsætte sig stigende autoritær centraliseret magt”. 

Brands skifte er blot ét ud af mange eksempler på den konspirationskultur, der tog fart under COVID-19-pandemien og de mange nedlukninger, hvor adgang til fællesskaber foregik online. Som Joe Mulhall fra organisationen Hope Not Hate, der overvåger højreekstremistiske grupper, forklarer til The New York Times: Nogle af de mennesker, der naturligt var skeptiske over for medicinalindustriens monopol, begyndte at stille spørgsmål ved COVID-19-vacciner og blev derefter ”draget ind i meget bredere konspirationsteorier gennem online fællesskaber”. Der var pludselig ikke så langt mellem populærkultur, livsstil, sundhed, spiritualitet, wellness og lignende til fællesskaber og trends kittet af konspirationsteorier og ultrakonservative samtaleemner.

Som Joe Ondrak, der er efterforskningsleder i virksomheden Logically, der analyserer og bekæmper misinformation, siger til BBC: “Jeg synes, Russell Brands sag er særligt interessant. Han følger mange af de tilsyneladende sundhedsbevidste yogaretreats, venstreorienterede, antikapitalistiske figurer, der blev suget ind i COVID-skepsis, COVID-fornægtelse og modstand mod vaccination, for dernæst at blive spyttet ud i “The Great Reset” i den anden ende. 

Onlinekonspirationen om “The Great Reset” hævder, at en global elite bruger coronaviruspandemien til at nedbryde kapitalismen og gennemtvinge radikale sociale ændringer. Og her gemmer Russell sig, ligesom Tucker Carlson og Tate-brødrene, bag en “jeg stiller bare spørgsmål”-retorik, der slører de konkrete problemer. 

Der er et #MeToo før og efter pandemien

Når højtprofilerede individer i kølvandet på #MeToo er blevet anklaget for seksuelle overgreb, der ligger årtier tilbage, så er det efterhånden kutyme, at kendisvenner træder frem og offentligt udtaler sig om, at de aldrig har oplevet andet end den anklagedes ”gode karakter”, som Colin Dickey fra The Wall Street Journal formulerer det. Om det så er Ashton Kutcher, der kalder sin ”That ’70s Show”-kollega Danny Masterson for ”et ekstraordinært ærligt og bevidst menneske,” eller Lindsay Lohans udtalelse fra 2017 om, at Harvey Weinstein ”aldrig har skadet mig eller gjort noget imod mig” – både Kutcher og Lohan trak senere disse udtalelser tilbage. Som Dickey konkluderer: Manuskriptet er efterhånden standard: Undgå f.eks. at tale om de konkrete anklager, og fokusér på den anklagedes karakter med antydningen af, at ofrene lyver.

I tilfældet Brand er forsvaret massivt, men det kommer ikke fra kendte kollegaer. Derimod er det de seneste uger piblet frem med konspirationsteoretikere, højreradikale fans og influencere og alt det imellem fra de anti-woke kaninhuller. Flere medier beskriver Brand som opmærksomhedssøgende og hans konspirationskarriere, der blev kickstartet under pandemien, som blot en ny scene for et nyt, men potentielt endnu større publikum. 

Wired kalder det for “The Dark Economics of Russell Brand”. Hvor victim-blaming kan veksles til views og valuta. De seneste uger er opmærksomheden kun intensiveret. Kendte fra anti-woke-vognen, som Anna Khachiyan fra Red Scare, Tate-brødrene, Tucker Carlson, Elon Musk og Ian Miles Cheong, bonder over en fælles sag. Det er bl.a. statens og mediernes sammensværgelse, de mødes om – det er medierne, der er skurken. Tate bød Brand “velkommen i klubben” og Musk svarede på Brands video med kommentaren: ”Selvfølgelig. De kan ikke lide konkurrence.” Tucker Carlson tunede også ind med kommentaren: ”Kritiser medicinalindustrien, sæt spørgsmålstegn ved krigen i Ukraine, og du kan være ret sikker på, at dette vil ske.” 

Ifølge Matt Shea, der står bag flere dokumentarer om Andrew Tate, senest “The Man Who Groomed The World,” er der klare paralleller mellem Tate og Brand. I et Times Radio-interview beskriver han sammenligningen. Selvom de repræsenterer forskellige tilfælde af anklager og er to vidt forskellige personer, professionelt såvel som i form af deres influencer-persona, så forsvarer de de samme fejlagtige argumenter. Det er de sædvanlige #MeToo-argumenter, der fremføres med formålet at miskreditere ofrene: 

How the Matrix attacks

Alle kan jo komme med en anklage, som Tate-brødrene siger i et forsvar for Brand, hvor de sammen gennemgår “how the Matrix attacks.” Som Andrew Tate siger: “Verden kontrolleres af en udvalgt elite. Jeg kalder det Matrix; han [Russell Brand, red.] kalder det måske noget andet. Men vi nærmer os det fra helt forskellige vinkler. Vi kan mødes et sted på midten, men jeg nærmer mig det fra denne side, han nærmer sig det fra den side. I lang tid var Russell Brand selv en del af etablissementet, hvilket faktisk bliver et meget interessant punkt, som jeg vil vende tilbage til, når vi prøver at forstå, hvorfor han prompte blev så groft angrebet på så mange platforme”. Det handler om at fjerne fokus fra bevismaterialet med et slør af populær konspirationskultur. 

Som Lindsey Blumell, lektor i journalistik ved University of London, forklarer i en artikel i The Conversation, så er et almindeligt argumentatorisk greb, når ofre miskrediteres, at der ikke er tilstrækkelig bevis – det er hendes ord mod hans. “Men for dem, der fastholder voldtægtsmyter, synes indsamling af beviser ikke at betyde noget”. Bevismaterialet er i dette tilfælde seriøs journalistik. 

I en video, der blev delt på sociale medier, diskuterer journalisten Rachel Gilmore, hvordan ”konspirationskultur hjælper påståede skurke med at undslippe påstået meget dårlige ting.” Hun understreger, at Brand i årevis har ”trænet og bearbejdet sit publikum til at tage hans ord alene som sandheden”.

Russell Brands transformation illustrerer en tendens, hvor populærkultur, livsstil og sundhed sammenflettes med konspirationsteorier og kontroversielle emner. Dette skifte betyder også, at anklager om seksuelle overgreb i stigende grad møder en opbakning fra konspirationskultur, højreradikale fans og anti-woke-tilhængere, der bruger deres platform til at udfordre #MeToo og så tvivl om ofrenes troværdighed.