Kamikazeprojektet GVFB
FAGLIG FORMIDLING: Anmelderne har en fest med matchingkatastroferne i Gift ved første blik. Men potentialet er meget større.
af Malene Bjerre
Datingprogrammet Gift ved første blik kører i øjeblikket på DR på ottende år, og selvom seertallet er faldet en smule, vurderer programmets redaktør, Anna Askov, at over 600.000 ser med.
Noget, der til gengæld ikke er dalet, er mediernes interesse for programmet. Der er ugentlige anmeldelser – eller det, der ligner – i alle de store dagblade, kvindemagasiner og kulturmedier.
Det er supersjovt. Redaktionerne har fundet deres mest velskrivende skribenter frem, der dissekerer pinlige replikskifter, eksperternes bovlamme råd og sætter procenter på chancerne for det enkelte par. Det er faktisk tit en del mere underholdende at læse anmeldelserne end at se selve programmet. Ikke mindst Heartbeats Thomas Balslev ruller sig virkelig ud.
Men det er også overraskende smalt og ensartet dækket. Skribenterne ser stort set alle sammen det samme, her efter fjerde afsnit: At Olivia er ude af stand til at give den søde Patrick en chance. At Sebastian er en knudemand, og at Anders tager det pænere end pænt. At det ikke er det dybe vand, der tynger Mette, og at en dåse makrel aldrig bare er en dåse makrel. Alt sammen noget, vi faktisk heller ikke selv har kunnet overse.
Det er overload, og medierne ved det tilsyneladende også godt selv. Politiken prøver i hvert fald at forny den klassiske anmeldelse og lader to af deres journalister se programmet sammen og småsnakke undervejs, uden at vi egentlig bliver meget klogere af det. Og Information, der jo ellers praktisk talt har opfundet genren akademisering af det popkulturelle, har helt opgivet at være med i år.
Men der er så meget mere at sige om GVFB, som det hedder blandt venner; programmet, vi åbenbart ikke kan få nok af. Porten står åben for alle de faglige formidlere, der fra forskellige vidensområder kan gøre os klogere på, hvad der foregår mellem to fremmede mennesker, der kaster sig ud i et kamikazeeksperiment for rullende kameraer:
- Hjerneforskeren kan fortælle, hvad videnskaben ved om forskellen på den gode, trygge stilhed, vi kender blandt solide par, og så den pinlige tavshed mellem Patrick og Olivia i taxaen
- Filmvidenskaberen kan tage tråden op med en liste over de ti mest pinligt tavse scener i filmhistorien
- Retorikeren kan lave en analyse af, hvad det gør ved eksperternes etos, at de hverken har succes med at matche eller give parterapi, heller ikke selvom de forsøger at styrke deres troværdighed med rationaliserende fagsprog og fluffy livsvisdom
- Teologen kan opkvalificere Benny og Tanjas samtale om, hvorvidt man kan tro på Gud, når børn dør – teodicéspørgsmålet, der er omtrent lige så gammelt som kristendommen selv
- Sexologen kan forklare, hvad de hormoner, der udløses ved berøring, betyder for evnen til at forelske sig – og dermed give et skub til Sebastian
- Rejsearrangøren kan give forslag til ferieformer, der gør det lettere at lære hinanden at kende
- Den narrative psykolog kan pege på konstruktionen af utilfredsstillende tynde fortællinger og give forslag til andre måder at spørge ind til partneren, hvis han eller hun skal have en chance
- Konfliktforskeren kan vise den destruktive dynamik i skænderiet mellem Mette og Steen, hvor mindre forskelle udvikler sig til principielle dealbreakers
- Og så videre …
For det er grundlæggende en fremragende ide at tale med om det, som store dele af Danmark taler om – på tværs af generationer og segmenter. Den faglige formidler kan bruge sit fag som en lygte til at oplyse det fælles og dermed gøre os alle sammen klogere, både på GVFB og på faget.
Forslagene er til fri afbenyttelse, det er bare med at komme i gang. Og selv tak!
