Det fede ved at krympe sig

Hvorfor kan du ikke bare slukke for tv-serier, som får dig til at krumme tæer? Der er et eller andet ved at se andre udstillet i pinlige situationer, der gør os godt. Hvad er det?
Hvad kan du lære af "cringe" og "Indian Matchmaking"? | Foto: Getty Images
Hvad kan du lære af "cringe" og "Indian Matchmaking"? | Foto: Getty Images
Carly Drake, North Central College, og Anuja Pradhan, Syddansk Universitet

”Cringe” er den følelse, du får, når din chef fyrer en vittighed af, og der ikke er en eneste i hele lokalet, som griner. Eller når dit barn fyrer fodbolden af for fuldt drøn ... og rammer virkelig, virkelig langt ved siden af målet. Eller når Kendall Roy underholder med en totalt akavet rap ved farens 50-årsjubilæum som Succession-foretagendets store rorgænger. Det er den skam, som du kan føle på vegne af andre, både i virkelighedens og fiktionens verden, og ”cringe” er en både fysisk og følelsesmæssig oplevelse. Først en hårdtslående ”Åhh neej!”-mavepuster, som om det er dig selv, det går ud over – efterfulgt af et befriende lettelsens suk: ”Pyyhh! Godt det ikke var mig!”. 

@identifyashappy via tenor.com
@identifyashappy via tenor.com

Forskningen har for det meste beskrevet ”cringe” som noget negativt – en lidt dobbeltbundet voyeuristisk (med?)følelse, der giver dig lov til at være tilskuer til andres ulykke. Og det er selvsagt forførende. Men vi har en idé om, at ”cringe”-underholdning faktisk også giver sit publikum en dybere indsigt i både dem selv og andre, og at dét måske kan være endnu en grund til, at vi er tiltrukket af det. 

”Cringe” som underholdning

”Cringe” huserer især i tv-serier, hvor seerne tilsyneladende nyder at overvære tåkrummende scener og blive forlegne på andres vegne, når de fiktive karakterer lander i pinlige sociale situationer. Som når Toby fra ”The Office” i en virkelig ”cringe”-klassiker akavet og ekstremt charmeforladt forsøger at tage Pam på knæet. ”Cringe”-komedier som ”The Office” og ”Curb Your Enthusiasm” har enorm succes verden over, men også reality-tv dyrker ”cringe”, når personerne stiller sig til skue som ofre for kærestesorg, elendige præstationer eller ydmygende kritik

Det er muligvis et udslag af vores egne blandede erfaringer med den indiske kultur, som vi kender indefra, at vi fik lyst til at undersøge ”cringe” med første sæson af ”Indian Matchmaking” som case. Serien kører på Netflix, og vi følger ægteskabsrådgiveren Sima Taparia, der guider kunder i Indien og USA i forbindelse med indgåelse af arrangerede ægteskaber. Den er enormt populær – tredje sæson, som kører i øjeblikket, er nomineret til en Emmy og har inspireret en spinoff, der hedder ”Jewish Matchmaking”


Vi anvendte en metode til studiet, som kaldes autoetnografi, hvilket betyder, at man bruger sine egne erfaringer som data og nedskriver sine reaktioner på den case, man undersøger, i en slags dagbog. Da episoderne i ”Indian Matchmaking” gennemspiller den ene tåkrummende situation efter den anden, sad vi altså og overværede kiksede dates og akavede situationer i massevis og beskrev vores forlegenhed, som jo er indbegrebet af ”cringe”. Den efterfølgende analyse af egne dagbogsnotater gav os således et førstehåndsindblik i, hvad det vil sige “at krympe sig” på andres vegne. 

Vi tumler alle rundt her i livet

Det overraskede os ærlig talt lidt, at de pinlige scener, som vi overværede, hverken så ud til at tilfredsstille en lidt usmagelig trang til voyeurisme hos os eller skadefryd over andres ulykke, sådan som det ellers ofte hævdes af ”cringe”-forskere. I vores tilfælde virkede det snarere, som om det kan have en slags terapeutisk virkning at bingewatche en serie af pinlige episoder. Samtidig med at vi krympede os gevaldigt undervejs på aktørernes vegne, erkendte vi nemlig også, hvad det er, vi ikke er så begejstrede for hos os selv. At se ”Indian Matchmaking” triggede noget selvindsigt og mindede os om, at vi – præcis som personerne i serien – heller ikke altid er sluppet lige heldigt afsted på datingmarkedet. 

En af de deltagere, som vi faldt pladask for, var Aparna – en succesrig advokat fra Houston, der ind i mellem kunne fremstå lige lovlig kontant for ikke at sige uopdragen. Matchmaking-konsulenten Taparia forsøger ihærdigt at overbevise Aparna om nødvendigheden af at ”gå på kompromis”, dvs. affinde sig med mænd, som hun inderst inde ikke synes, er hende værdige. Taparia kalder – ligesom mange fans af serien i øvrigt også gør – Aparna for en ”urealistisk perfektionist”

Aparna repræsenterer konflikter mellem traditionelle og moderne værdier i den indiske kultur, som den dag i dag er meget spændingsladede, og vi kunne i den grad genkende os selv og vores eget datingliv i hendes håbløse ”perfektionisme”. Vi kaldte endda hinanden ”Aparna”, når vi skrev sammen i analysefasen. Vores identifikation med Aparna mindede os om en scene med Michael Scott fra ”The Office”, hvor han med store armbevægelser lidt for hurtigt erklærer sin kærlighed – og ikke får et ”I love you too” tilbage. Eller en anden, hvor han har et pinligt skænderi med sin partner foran venner ved et middagsselskab. Og vi tænkte ”det dér har jeg også prøvet”. 

@voat via tenor.com
@voat via tenor.com

Tidligere forskning har peget på, at publikum generelt tager afstand fra karakterer som Aparna og Michael Scott, men vi tog disse pinlige repræsentanter for ikke særligt attråværdige aspekter af vores egen personlighed til os og identificerede os med dem. Det var simpelthen så befriende at se andre mennesker tumle rundt i tilværelsen, ligesom vi selv gør, og det fik os til at synes, at vi måske ikke behøvede at være så hårde mod os selv. 

At ”cringe” sig til en udvidet horisont

Når vi krummede tæer til scenerne i ”Indian Matchmaking”, undrede vi os indimellem over, hvorfor vi egentlig gjorde det. F.eks. når talen på en første date faldt på direkte spørgsmål om, hvordan privatøkonomien havde det, eller hvor mange børn den mulige partner gerne ville have. Når man er vokset op i en vestlig kultur, kan det godt være tåkrummende at overvære sådan en samtale. Men i andre dele af verden er det ganske normalt og endda forventeligt, ikke mindst i Indien, hvor sådan en alliance ofte handler om andet end romantisk kærlighed. Her er ægteskab ikke kun en forbindelse mellem to individer, men også et mere forretningsmæssigt anliggende mellem to familier, som kræver at få alle detaljer på bordet med det samme. Her signalerer de krumme tæer, at man er blevet opmærksom på nogle værdier og domme, som man finder anstødelige, men de sætter også gang i nogle refleksioner over kulturelle forskelle. 



Vi undgik heller ikke ”cringe” i forbindelse med vores mere formelle analyse af episoderne. Hvad formålet med en serie som ”Indian Matchmaking” kunne være, stod ikke lysende klart for os, og spørgsmålet fremkaldte hvide mennesker i ulande flashende hele deres ”hvide frelserkompleks” for fuld udblæsning på vores nethinder. Når vi kiggede dagbøgerne igennem, var de da også fyldt med spørgsmål til redigeringen af personernes historier – eller skal vi sige manipuleringen? Nogle af vores notater refererer, hvor pinligt vi oplever, at det er, når en scene fremstår meget tydeligt iscenesat, eller hvis karaktererne bliver latterliggjort, som f.eks. når de akavede første dates bliver vist med en fjollet underlægningsmusik. Her ledte vores ”cringe”-grimasser direkte over til nogle eftertanker om, hvilket ansvar man egentlig har som producent. For selvom serien måske nok på overfladen belyser nogle sociale problemer, som f.eks. sexisme, så er der jo ikke tale om, at den virkelig udfordrer eller tager fat i dem. 

Den er i øvrigt også blevet kritiseret for at tale for kastesystemet og at vise Indien som et tilbagestående land. Og det var netop den slags betragtninger, som vores ”cringe” ledte os i retning af. Derfor krympede vi os endnu mere, da vi begyndte at se os selv som deltagere i seriens underliggende diskrimination og latterliggørelse, fordi vi både grinte og lod os underholde – samtidig med at vi havde et professionelt udbytte – af ”Indian Matchmaking”. Men vi tilgav os selv, fordi vores loyalitet trods alt hverken lå hos producenterne eller ægteskabskonsulenterne, men helt tydeligt hos de kiksede personer, der blev udstillet i serien, og som lignede os selv. 

Så moralen er, at ”cringe” måske ikke bare er en overfladisk reaktion, der udelukkende giver næring til endnu mere voyeurisme og reality-tv. Det kan være, at det ligefrem er positivt, at der er så mange, som elsker denne form for underholdning. At ”cringe” sætter gang i noget selvrefleksion og efterkritik, når vi er færdige med at grine. Vi nåede i hvert fald selv længere end til bare at dø af grin og være flove på andres vegne – vi synes også, at vi ”cringede” os til en dybere forståelse af både os selv og andre og kulturforskelle i almindelighed. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også