Det hele begyndte i 2010 med 4.000 gæster. Siden er det gået fremad og fremad, og nu kommer 35.000. Uden at være ekspert ved jeg, at musikken tematisk kan spænde fra nordisk mytologi over første og anden verdenskrig til død, lemlæstelse og mere død. Så hvorfor er det egentlig, at brands som f.eks. Rådet for Sikker Trafik headbanger i takt med festivalen på Refshaleøen?

Behovet for genfortryllelse

For nylig skrev jeg om skraldesamuraier i Japan, og den virtuose affaldsbekæmpelseskoreografi handler om det samme som et slæng af it-chefer, der går amok foran Helveti-scenen. Nøgleordene er kampen mod hverdagens træge affortryllelse, eller i ét ord: genfortryllelse.

I mange år skrev medierne om, at det var helt vildt, at musikken var så sort, og folk var så søde. Journalistpraktikant efter journalistpraktikant må have stået måbende og tænkt, at det da ikke kan passe – musikkens mørke burde forplante sig til vold og uorden. Men sådan er det ikke, og det er en central del af Copenhells succes. Det er lykkedes at skabe rammer og en publikumskultur, der fungerer. Måske hjælper det også, at musikken er så larmende, at man ikke kan snakke helt så meget med sidepersonen, som Thomas Treo siger, at de gør på Northside.

Copenhell er eskapisme, hverdagsfrikvarter og genfortryllelse. Det samme kan man sige om andre festivaler, men det lader til, at de modfortællinger, der har været stærke i alle årene – høj musik og ordentlig opførsel, tæt på byen og helt andet univers osv. – har været med til at skabe en differentiering, der i den grad har fungeret for Copenhell. Og det er nok en smule nemmere at glemme hverdagen til Mastodon end Mads Langer, som spillede på hhv. Copenhell og Folkemødet i 2022.

Må man få noget mere kant, tak

Med fare for at lave en lettere pseudolingvistisk analyse melder udtrykket ”kant” sig. For måske er der en sammenhæng i al Copenhell-succesen med det forhold, at 2010 både var festivalens fødselsår og det år, hvor udtrykket ”så skal vi bare have lidt mere kant” sådan cirka toppede. Mange kommunikationsmennesker har kigget tilbage over mødebordet på kunden, der efterspurgte kant, mens alt i kropssprog, brief og forudgående dialog udstrålede revisor.

I 2016 lavede Royal Unibrew en kisteovernatningskampagne med Copenhell, og i år får Rådet for Sikker Trafik cykelhjelm og dødsmetal til at hænge sammen – vist en gentagelse fra sidste år. Jeg ved ikke, om det stadig sker, men for nogle år siden passerede jeg en bus, hvor der stod 666 som linjenummer, og der er ingen præmier for at gætte, hvor den kørte hen. Hvis så forskellige brands som Royal Unibrew, Movia og Rådet for Sikker Trafik alle kan bruge Copenhell til at få noget kant – altså uden at sige det! – kan man roligt tale om kommunikationssucces.

De senere års udvikling fra et apolitisk og forsigtigt brandlandskab mod mere stillingtagen, som f.eks. i relation til Pride, har tilsyneladende passet fint med Hells udvikling. At kommunikere på Smukfest eller Smatten ved Roskilde er ok, men der har været, og er åbenbart stadig, en anden form for attitude i sorte læderveste og nitter. Selv når der er en vis sandsynlighed for, at det er Mette fra HR, der har taget outfittet på. 

Hvis det ikke var, fordi hele DJØF HQ må formodes at være i Allinge-Sandvig-området, mens Afsky, Life of Agony og Napalm Death fyrer den af, burde Sara Vergos tropper egentlig også lave noget relevant medlemskommunikation med en passende mængde kant.

Den uhellige corporate identitet

Et særkende for Copenhell er det visuelle look. Det er ikke festivalstandard, at de brands, der får adgang til pladsen, skal underkaste sig stedets CVI. Sort, rødt og hvidt er farverne, som selv internationale brands skal anvende. Det er den vej eller the highway – væk fra hell.

Visuel konsekvens kan lyde som en mindre ting, men det er det ikke. Genfortryllelse med kant virker simpelthen bedre og anderledes, hvis man hele tiden er lukket inde i en sfære, der ikke bare sonisk er udfordrende, men også er konsistent med hensyn til udtrykket, der rammer smask i synet.

Liv efter helvede

Når det sidste plekter er smadret, den allersidste klat bræk spulet væk, og en übercentral festivalplads pakket ned, går livet videre. Og spørgsmålet er vel også, om Copenhell kan holde den semisataniske damp oppe fremover. Publikum er ikke det yngste, og samtidig har hver eneste lille flække efterhånden sin egen festival. Måske er det kun antallet af (Madens, Ungdommens, Naturens) folkemøder, der kan konkurrere?

Det kan ligeledes tænkes, at placeringen af det sorte arrangement inden længe bliver problematisk. For selvom det jo er tæt på centrum, er der måske for lidt plads til videreudvikling. Trafikken er et kapitel for sig.

Udfordringen for Copenhell er under alle omstændigheder, som for så mange andre brands, hvordan man bliver ved med at forny og genfortælle sin historie uden at miste sig selv undervejs. I ’22 kom Copenhell Con til, hvilket efter sigende skulle være en form for nørdemesse-extravaganza. Forhåbentlig bliver det næste ikke yogamorgen med King Diamond.

Til alle, der skal afsted i ’23, er der kun én ting at sige: Stay heavy!