Sig nej til kontormor

Er du hende, der laver husligt arbejde, når du er på arbejde? Rydder du af bordet efter den fælles morgenmad på arbejdspladsen? Så laver du “ikkeforfremmende” opgaver, der afsporer din karriere. 
Det er på tide at sige nej til kontormor og ja til nej-klubben. Anne Kirstine Cramon introducerer her bogen “The No Club – Putting a Stop to Women’s Dead-End Work”. Klubbens medlemmer fra venstre mod højre: Laurie Weingart, Lise Vesterlund, Linda Babcock, and Brenda Peyser. | Foto: Sally Maxson/Carnegie Mellon University.
Det er på tide at sige nej til kontormor og ja til nej-klubben. Anne Kirstine Cramon introducerer her bogen “The No Club – Putting a Stop to Women’s Dead-End Work”. Klubbens medlemmer fra venstre mod højre: Laurie Weingart, Lise Vesterlund, Linda Babcock, and Brenda Peyser. | Foto: Sally Maxson/Carnegie Mellon University.
ANNE KIRSTINE CRAMON, podcastvært, kommentator og kommunikationsrådgiver

Jeg skrev selv et indlæg i Berlingske med titlen Hvis du bager kage til dine kolleger, bliver du aldrig chef.

Indlægget handlede egentlig ikke så meget om kage, men om, at man som kvinde netop er mere tilbøjelig til at blive ansvarlig for diverse praktiske elementer på arbejdspladsen – sommerfester, at rydde af bordet efter den fælles morgenmad und so weiter. 

Og så får man spillet sig selv ind i en rolle, hvor det ikke er forfremmelserne, der står først for, men man ender som en form for kontormor, der er ansvarlig for den gode stemning. Min pointe var, at man skulle vægre sig for at ende i den rolle, for så blev der længere til forfremmelserne. 

Kære Gitte, Dorthe, Nadia og co. 

I var dengang dybt uenige med mig om, at det var tilfældet. I havde faktisk alle sammen bagt til jeres arbejde – og se jer, nu sad I faktisk der og var mellemledere og chefer alle mulige steder. Og mig fik I framet som en sur feminist, der var for krukket til at sætte min egen kop i opvaskemaskinen.

Bogen er i følge The No Club ”en praktisk, rettidig guide til at bringe ligestilling mellem kønnene på arbejdspladsen: frigør kvinders karrierer fra arbejde, der ikke bliver belønnet”.

The No Club

Men jeg håber, I vil læse med her – Gitte, Dorthe, Nadia og co. For jeg tror, at vi alle kan blive klogere. Og nu ødelægger jeg muligvis stemningen igen, for i denne uge udkom bogen The No Club – Putting a Stop to Women’s Dead-End Work

For den handler netop om, at kønnede opgaver på arbejdspladserne, som tilfalder kvinderne, ender med at afspore deres karriere. Og at kvinder i mange sammenhænge forventes at sige ja til det, som bogens forfattere kalder ”ikkeforfremmende opgaver”.

Der er faktisk et videnskabeligt belæg for dette, endda fra forfatterne selv. Linda Babcock, som er professor på Carnegie Mellon University og en af bogens fire forfattere, har afdækket, at det oftere forventes, at kvinder tager sig af praktiske ting på arbejdspladsen. 

5,5 uges ikke-forfremmende arbejde årligt

Forskningen viser også, at mens de fleste kan forstå, hvis en mand siger nej til at udføre en opgave, så kan det – hvis kvinder har nej-hatten på – lede til dårligere evalueringer af hendes arbejdsperformance og færre indstillinger til forfremmelser – og generelt gøre hende mere unlikable i chefen og kollegernes øjne. 

The No Club er faktisk en rigtig klub. Linda Babcock, som altså også har forsket i emnet, er stifter af af den. Hendes afsæt var, at hun brugte alt for lang tid dagligt på at udføre opgaver, som ikke havde nogen værdi i forhold til fx at blive forfremmet eller på anden måde avancere på arbejdspladsen.

Det var opgaver, som skabte værdi for arbejdspladsen, men ikke for hende personligt. Babcock rakte ud til fire andre kvinder, hvoraf tre er medforfattere til bogen, og så blev The No Club en realitet. 

”Når man har brug for en tjeneste, er både mænd og kvinder mere tilbøjelige til at bede en kvinde om at udføre den tjeneste,” siger Lise Vesterlund, der er professor i økonomi, medlem af klubben og medforfatter, og fortæller, at i en af de undersøgelser, som bogen er lavet på baggrund af, viste det sig, at kvinder i gennemsnit årligt bruger 200 timer mere end mænd på ikkeforfremmende opgaver. Det svarer til cirka 5,5 uges arbejde. Årligt.

Bogen viser, at det ikke kun er kvinderne, der taber på at udføre diverse ikkeforfremmende opgaver. Det gør virksomhederne faktisk også. Og derfor er bogen også en guide til, hvordan kvinderne selv kan identificere disse opgaver – men den pointerer også, at det er en arbejdsgiveropgave at være med til at tage ejerskab på at skabe ændringen, hvor kvinderne godt må sige nej.

Husligt kontorarbejde

De ting, som jeg beskrev, da jeg sagde, at det var en dårlig idé med kage til arbejdspladsen, at tømme opvaskeren og planlægge sommerfesten, har sin helt egen kategori i bogen: office housework. 

Men de fire forfattere tilføjer endnu flere faldgruber, man som kvinde, der ønsker at avancere, skal være opmærksom på. Det kan også være, at man er hende, der tager noter til møderne, lige får en PowerPoint-præsentation til at se lidt mere lækker ud, at deltage i ansættelsesprocesser og oplæring af nye medarbejdere – alt muligt, som ikke får dig til at blive bedre stillet i forhold til en forfremmelse. 

Faktisk mener de fire forfattere, at disse ikkeforfremmende opgaver bærer en stor del af ansvaret for løngabet mellem mænd og kvinder samt de udfordringer, vi ser med at få nok kvinder på ledelsesgangene. 

Næ, det er ikke “omsorgsgenets” skyld

Men er det ikke bare, fordi kvinder nyder at udføre de her opgaver mere end mænd? Omsorgsgenet, you know. Næh, det er det faktisk ikke. 

Bogens massive research-rygrad af undersøgelser, eksperimenter, dataindsamling og interviews fortæller, at grunden til, at det er kvinderne, der hænger på de her opgaver, er, fordi de bliver spurgt hyppigere om at udføre dem, end mænd gør – og at det i langt højere grad kommer tilbage og bider dem i rø…øhh…bagdelen i forhold til likability fra ledelseslag og kolleger, hvis de afviser at udføre opgaverne. 

Udover blot at beskrive og underbygge med fakta, at det rent faktisk ER sådan, det forholder sig, kommer bogen også med en lang række råd til, hvordan man kan sikre, at ens egen karrierevej ikke ender i en omsorgsblindgyde. 

For langt hen ad vejen handler det også om, hvilke briller vi selv påfører os, når vi går ind ad døren til arbejdspladsen – chefen skal være bedre til ikke som automatreaktion at sætte Sofie til at lave referater, bare fordi hun er struktureret. Måske er hendes evner ud i orden og ryddelighed faktisk bedre brugt et andet sted i virksomheden – et sted, som også gavner Sofies karriere? 

Og så skal det være i orden og ikke gå ud over Sofies karrierevej, hvis hun venligt, men bestemt takker nej til at gå ind i karriereblindgyderne. Og de karriereblindgyder hjælper bogen med at identificere. 

Så kære Linda, Gitte, Nadia og co. Det er sådan set ikke for at sige, at man ikke må bage kage. Jeg siger bare, at vi skal hjælpe hinanden med at sikre, at kvinder har de samme muligheder for at avancere som mænd.

Og derfor har jeg ét fromt ønske til jer: Say yes to the no club! 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også