Mød de arbejdsløse i fuldtidsjob

Det er hårdt arbejde at lade som om, man laver noget. Kan man være arbejdsløs og i fuldtidsjob på én gang? Sagtens. 
Mette Kirstine Goddiksen, journalist hos Kunsten

I nogle virksomheder er der ansatte, der får løn for 37 timer, selvom de dybest set ikke laver noget nyttigt. Normalt går de under radaren. Tvivlen og iboende tillid fra kolleger kommer dem til gode. Desuden er det dårlig stil at være skeptisk over for kollegers indsats. Eller endnu værre: Være en stikker, der klager over kollegerne til chefen. 

Udefra kan det være lidt svært at være kategorisk i forhold til de følelser, de arbejdsløse i job vækker i os. På den ene side tænker vi som kolleger, at hvis nogle får en fed lønseddel for at lave meget lidt, så er det godt for dem. Vi er ikke ude på at police the world. På den anden side virker den lade opførsel ekstremt provokerende, især for medarbejdere, som har meget travlt. Og endnu mere forvirrende er det, når disse arbejdsløse i job forfremmes, hvilket ikke så sjældent sker.

”Det er et velkendt fænomen på mange arbejdspladser – lad os sige det på den måde”, siger Joseph Fuller, professor i ledelsespraksis ved Harvard Business School. 

Igennem en artikel på Vox har journalist Emily Stewart sat sig for at undersøge fænomenet med de arbejdsløse i job. 

I sin research talte hun med flere fuldtidsansatte arbejdsløse, som af åbenlyse grunde ikke bruger deres eget navn i artiklen. Det mest overraskende for journalisten var, at mange af dem havde modstridende følelser – og altså ikke bare glædede sig over at hæve deres hyre uden egentlig at have gjort sig nogen ulejlighed for den. 

Dovne Robert i habit

For eksempel er der Nate, der arbejder hjemmefra. Han tror ikke, at hans chef eller nogen anden virkelig er klar over, at han ikke laver ret meget. For firmaet afskedigede hundredvis af arbejdere tidligere i år, og han klarede den. 

På papiret arbejder Nate 40 timer om ugen i driftsafdelingen hos en større techvirksomhed. I virkeligheden arbejder Nate højst en time om dagen. Han skynder sig over til sin computer, når han får en advarsel på sin telefon om, at han har en opgave, der skal udføres. Ellers bruger han det meste af dagen på at gøre, hvad han føler for – han tager en lur, ser tv og laver husarbejde. Hans eneste reelle begrænsning er, at han ikke kan gå for langt hjemmefra, hvis firmaet pludselig har brug for ham.

Egentlig er det ikke Nates ønske at drive den af. Det var bare sådan, firmakortene blev uddelt fra starten. Desuden er det svært pludselig at kontakte chefen og fortælle, at man ikke har nok at lave. For på den måde afslører han, at han ikke har lavet noget hidtil. 

”Jeg har ikke noget problem med at blive bedt om at udføre arbejde; jeg bliver bare ikke rigtigt spurgt,” siger han. 

Måske kunne han tage mere initiativ for at få flere opgaver, men han får gode præstationsvurderinger, så han har anlagt sig en apatisk why bother-holdning. Nate kan desuden ikke bare valse op til sin chef og meddele, at der ikke er nogen reel forretningsmæssig grund til hans eksistens.

Han dukker op til kontorets sociale arrangementer en gang om måneden for lige at vise sit ansigt, og han er generelt vellidt. Han har læst om virksomheder, der sporer fjernarbejdere for at sikre, at de rent faktisk arbejder, men føler sig ret sikker på, at hans virksomhed ikke gør det: ”I så fald var jeg ikke ansat længere”, siger han.

Så indtil videre fortsætter hans arbejdsløse beskæftigelsesstatus. Og han er ikke alene.

Pseudoarbejde er udbredt

Der er uendelige grunde til, at folk på arbejdspladsen ender med at have for lidt at lave. Måske er det projekt, de blev hyret til, ikke længere en prioritet, eller også håndteres de opgaver, de var ansvarlige for, nu af teknologi. Måske skulle de aldrig have været ansat i første omgang, eller de blev ansat for tidligt i en proces. Måske er de superhurtige til at klare opgaver, som ville tage meget længere tid for andre, hvorfor de har masser af overskudstid.

Endelig synes der at være status i at være en type, der med stor selvtillid valser gennem tilværelsen og opnår resultater uden sved på panden eller forsømt nattesøvn. Enhver, der har gået i skole, kender typen, der – efter eget udsagn – aldrig har åbnet en bog, men alligevel scorer 12 – hver gang! Der er prestige i at være den dygtige anarkist, hvilket gør, at vi andre, der bliver nødt til at forberede os, kan finde på at lyve om, at vi har arbejdet hårdt for de gode karakterer. 

Uanset konteksten er det chefens opgave at gennemskue, hvem der laver hvad.

”Nogle ledere er så uengagerede, at de er uvidende om situationen. Andre har for travlt med deres egne opgaver, eller de er ligeglade, så længe virksomheden tjener penge. Endelig er der ledere, der er for konfliktsky til at sørge for en rimelig opgavefordeling mellem medarbejderne”, siger Green.

For ikke at tale om, hvordan daglig drift kan fylde så meget, at lederen ikke overkommer at se sin organisation i det store perspektiv.

Og måske handler det om, at flere af os laver pseudoarbejde, som den danske antropolog Dennis Nørmark pointerer i bogen af samme navn. Måske uden at være klar over det selv.

Den konklusion kommer en anden af casepersonerne i artiklen med: 

Marty er politisk analytiker og bruger meget af sin dag på at øve musik og læse. Han og hans kolleger, hvoraf mange også keder sig, vælger nogle gange at diskutere forskningsartikler for at fordrive tiden. Han er ikke bekymret for, at nogle vil bemærke, at han laver private ting, fordi han bare kan lukke sin kontordør. 

”Det ironiske er, at jeg bliver set som den bedste performer på holdet, hvilket forvirrer mig. Jeg tror, det er, fordi alle de andre også bare finder på ting, der får dem til at se travle ud.”

Dovenskab som oprør

Endelig kan man se de arbejdsløse i job som en slags moderne frihedskæmpere, der har gennemskuet magtliderlige ledere og deres corporate bullshit. 

Læs for eksempel denne artikel om hellere at være doven fribytter end arbejdsom firmaluder.

Frihedsidealet – og skepsissen over for at leve for at arbejde frem for at arbejde for at leve – er også bærende i The Great Resignation.

Men uanset om de arbejdsløse i job feder den med afsæt i en samfundskritik, ligegyldighed eller decideret arbejdsvægring, så går det ud over kollegerne. Oprøret virker selvisk og usolidarisk – og det ville være mere ærligt af den arbejdsløse i job bare at sige op. Desuden trives de fleste af os bedst med, at vores arbejde giver mening, og at vi bidrager frem for at gå rundt i en evig angst for at blive afsløret som gruppens snylter.

Så skulle der sidde arbejdsløse i job og læse med, er der inspiration til et mere tilfredsstillende liv og en underholdende exit fra det arbejdsløse job gennem diverse QuitToks.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også