Kaos i Kreml: Hvad skete der lige?

”Enhver, der påstår at vide, hvad der sker i Rusland om et år, er en idiot.”
kilde: Getty Images
kilde: Getty Images
Jeanette Serritzlev

Citatet er tilskrevet en russisk politiker, men måske er det bare en vittig internetbruger. Ikke desto mindre rummer citatet ganske godt usikkerheden ved at forsøge at bringe mening i den sidste uges russiske kaos. Denne analyse tager derfor forbehold for, at den hurtigt kan blive overhalet af virkeligheden.

Fredag indledte den russiske indenrigsefterretningstjeneste FSB en sag mod lederen af den private militære virksomhed Wagner, Jevgenij Prigosjin. Sagen skyldtes angiveligt videoer og lydbeskeder fra Prigosjin, hvor han anklagede den russiske forsvarsminister Sjojgu for at føre både præsident Putin og den russiske befolkning bag lyset ved at anvende et falsk narrativ for krigen i Ukraine – og derfor opfordre til oprør.

Senere fredag udsendte Prigosjin en video, hvor han anklagede russisk militær for at have angrebet og dræbt Wagner-soldater. Videoen viste det, der lignede ligdele, men det er i skrivende stund ikke verificeret, om et sådant angreb har fundet sted, eller om videoen blot skulle bruges til argumentation for det, der videre skete.

Og hvad var det så, der skete? Natten til lørdag rykkede Wagner-styrker fra Ukraine ind over grænsen til Rusland og ind i den russiske by Rostov ved Don, en by på mere end en million indbyggere. Byen er også hjemsted for det sydlige militærdistrikts hovedkvarter og en militær luftbase. Begge blev angiveligt indtaget af Wagner-soldater uden modstand. Prigosjin udsendte en video klokken 07.30 samme morgen fra hovedkvarteret og meddelte, at de havde overtaget kontrollen med byen.

I Prigosjins video understregede han, at Wagner ikke havde forstyrret ”operationen” i Ukraine, og at fly, der skulle hente sårede, fløj som planlagt. Prigosjin understregede desuden, at realiteten ved fronten i Ukraine er, at tre til fire gange så mange russiske soldater bliver dræbt, sårede eller forsvinder i forhold til det tal, miltæret videregiver til det russiske lederskab. I forhold til det tal, der bliver præsenteret for den russiske offentlighed, er faktoren op til ti gange større. Igen til understregning af, at såvel præsident som befolkning bliver vildledt af den russiske militære ledelse 

På sociale medier spredtes hurtigt billeder og videoer af lokale indbyggere, der enten kom med mad og vand eller ville have taget selfies med de nytilkomne Wagner-soldater. Ligeledes viste opslag flyveblade uddelt i russisk besatte områder i Ukraine, som opfordrede russiske soldater til at slutte sig til Wagner-gruppens ”march for retfærdighed” mod Moskva.

Prigosjins udfald mod det russiske forsvarsministerium og i særdeleshed den russiske forsvarsminister samt chefen for den russiske generalstab har længe ikke bare været kritisk, men båret karakter af et dybfølt had. Omvendt har Prigosjin længe gjort en dyd ud af at adskille den del af magten fra præsidenten selv; manden, der hjalp ham til at etablere den magtbase, han har i dag.

Prigosjin, der går under det fortærskede kaldenavn ”Putins kok”, var oprindeligt indehaver af et cateringfirma, der servicerede Putin. Som andre rigmænd, der finder vej til inderkredsen, udbredte Prigosjin sine forretningsområder. Det gældt f.eks. Internet Research Agency, der blev kendt i folkemunde som ”troldefabrikker” i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016. Og ikke mindst omfatter forretningsimperiet Wagner-gruppen, som igennem en årrække har været indsat i f.eks. Syrien og Mali. Wagner-gruppen er et såkaldt privat militært firma, som Kreml belejligt har kunnet afvise at være knyttet til. Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Men hvad det end var der skete 24. juni, viser hændelserne i hvert fald, at Wagner-gruppen ikke længere var under Kremls kontrol.

Musikanternes vej til Moskva

Da Putin gik på russisk tv lørdag morgen den 24. juni, var det med fråde i munden. Han talte om at stikke en kniv i ryggen på sit land, om forræderi – og straf for de ansvarlige. Prigosjins navn forblev uudtalt. Noget, der må tolkes som en bevist handling fra Putins side, og som kan give politisk manøvrerum. Budskabet var dog meget klart og rettet mod dem, der var i gang med oprøret, men også – og måske i lige så høj grad – til de mange, der kunne finde på at slutte sig til det. Det var en kort tale. Derefter var der så at sige sort skærm, hvad præsidenten angik. Flyradarer viste, at hans fly lettede fra Moskva mod Sankt Petersborg, men en flyradar fortæller ikke, om præsidenten er om bord. 

Midt i sin retfærdighedsmarch havde Prigosjin tid til at uploade en ny video, hvor han konstaterede, at præsidenten tog fejl; at Wagner-soldaterne var patrioter. At dette ikke handlede om at vælte det russiske lederskab – i praksis Putin selv. Oprøret var rettet mod den inkompetente og korrupte russiske militære ledelse, særligt Sjojgu og Gerasimov. Prigosjins anke har aldrig været imod krigen i Ukraine. Han tjener penge på at føre krig. Hans anke var imod den måde, som det russiske forsvarsministerium og forsvar har ført krigen på.

Imens kunne man de næste mange timer følge Wagners fremmarch, der så ud til fortsat at være relativt ubesværet. Det er selvfølgelig med undtagelse af de helikoptere og det fly, som Wagner skød ned, samt de 30 Wagner-soldater, som Prigosjin efterfølgende har hævdet mistede livet under indsatsen. 

Pludselig stod Wagner-styrkerne omkring 200 kilometer fra Moskva. Men det var, som om lyden fra ”musikanterne”, som de også bliver kaldt, med reference til gruppens navn, døde ud. Total tavshed midt i det russiske kaos.

Intet fra Putin. Intet fra Kreml. Intet fra Wagner. 

Som trold af en æske dukkede Lukasjenko, den belarussiske præsident op. En meddelelse fra den belarussiske præsidents kontor lod meddele, at en aftale var indgået. Lukasjenko havde været mægler og formået at få Prigosjin til at vende om.

Tavshed fra Kreml. Tavshed fra Wagner.

Senere lørdag lød det fra Prigosjin, at Wagner vendte om. Det kunne være endt med blodsudgydelse på russisk jord, og det ønskede Wagner og Prigosjin ikke. Putins talsmand, Dmitri Peskov, bekræftede senere på aftenen aftalen og benyttede også lejligheden til at ytre respekt for den indsats, Wagner-soldaterne har ydet i Ukraine. 

Og det var så det. Lige så hurtigt, som det hele begyndte, endte det også.

Putins plan eller CIA’s?

Et blodbad i Moskva, udbruddet af en ny russisk revolution eller borgerkrig blev til en … ja, til en hvad? For hvad var det, der var sket? Det gav så lidt mening, at mange forsøgte selv at digte noget ind: Var det mon Putins egen idé? Var det CIA’s? Eller kunne det mon være ukrainerne, der havde en finger med i spillet?

Forklaringen, eller et bud på én, er nok mere jordnær. Prigosjin var blevet arrig. Tilsæt eventuelt en grad af Napoleonskompleks. For mens han åbenlyst har kritiseret toppen af det russiske forsvar, har Wagner-gruppen åbnet et stort hovedkvarter i Sankt Petersborg så sent som i efteråret 2022. Store rekrutteringskampagner for at tilslutte sig gruppen har været til syne i det offentlige rum. Lørdag blev de hastigt pillet ned; søndag blev de – efter Twitter-opslag at dømme – sat op igen. Lørdag blev hovedkvarteret i Sankt Petersborg ransaget. Mandag var det operativt igen. Og da Prigosjin forlod Rostov ved Don sent lørdag aften, var det som en filmstjerne, der fik taget billeder, mens bilerne kørte ud af byen, tiljublet af lokale indbyggere, der råbte: ”Wagner, Wagner, Wagner.”

”Kan det ikke være et led i Putins snedige planer?” spørger flere. Det synes svært usandsynligt Fordi det slet og ret har udstillet ham i en svækket position. Hvor var de efterretninger, som skulle have varslet om et forestående oprør? Hvis amerikanske efterretningstjenester havde fanget det, kan det så være rigtigt, at ingen af de russiske efterretningstjenester havde? Hvor var modstanden mod Wagner fra de russiske sikkerhedsstyrker? Bare nogen modstand? Hvorfor var så mange i Moskva så tavse i de timer, hvor udfaldet var uklart? RT’s prominente chefredaktør, Margarita Simonyan, og tro Putin-støtte ”havde slet ikke hørt om det, før det var overstået, fordi hun havde været på flodcruise på Volga – floden, hvor internettet og mobilkommunikation åbenbart ikke rækker.

Hvem taber og vinder på sigt?

Hvor var Putin selv i de skæbnesvangre timer? Uanset set hvor han var, var han i skjul. Måske ikke kun for Wagner, men også, fordi han ikke vidste, hvem der stod på hans side. Kort sagt: Hvis Putin havde været sikker på, at han kunne knække Wagners oprør, er det svært at forestille sig, at manden – der mere end noget andet hader ”forrædere” – efter en dags mytteriforsøg skulle slå sig til tåls med at sende Prigosjin til Belarus og lade Wagner-soldaterne vælge, om de ville følge ham eller indgå i den russiske hær. 

Og ligeledes er det svært at forestille sig, at Prigosjin – hvis han havde været sikker på, at han kunne opnå, hvad han ville i Moskva, skulle acceptere at vende om, blive eksileret og opgive Wagner-gruppen, sådan som det p.t. synes at være tilfældet. Ud over den generelle utilfredshed med det russiske militær havde hele årsagen til marchen jo rod i beslutningen om, at alle private militære firmaer skal skrive kontrakt med det russiske forsvarsministerium senest den 1. juli 2023; noget, som Prigosjin har nægtet.

Putin er svækket for nu, men det er ikke det samme, som at han er det på sigt. Da Putin mandag den 26. juni om aftenen gik på tv, var det efter to et halvt døgns tavshed midt i kaos. Hans tale var kort og rent ud sagt ret intetsigende – men ikke ligegyldig. I talen understregede han nemlig, at størstedelen af Wagner-soldaterne var patrioter og henviste til deres indsats i Ukraine. Lørdag morgen var de, der deltog i oprøret, forrædere, der skulle straffes. Hævnretorikken var mandag aften erstattet af fokus på forhindret blodsudgydelse og patriotisk fællesskab. Putins manglende handlinger skulle nu hvidvaskes gennem respekt for menneskeliv og forfatningsrettigheder. En ”respekt”, der står i skarp kontrast til Ruslands krig i Ukraine og Ruslands mange nye love, der skal forhindre kritik af regimet. 

Tirsdag den 27. juni talte Putin i to omgange for militært personel i Moskva; begge taler, der blev tv-transmitteret. Hovedbudskabet her lød på tak til dem, der havde forhindret en borgerkrig. Nu sker der selvsagt mere i autokratiske styrer end det, der bliver sagt i skåltaler, og hvor oprøret nok har udstillet en svaghed, har det også givet Putin mulighed for at stramme repressalieapparatet yderligere og gennemføre en intern sommerudrensning. Ifølge ubekræftede kilder er dette allerede i gang. Det kan styrke Putin, ligesom tidligere udrensninger historisk har styrket russiske ledere.

Umiddelbart kunne Prigosjin ligne den store taber, men det er nok for tidligt at skrive konklusionen. Kreml har brug for Wagner, i den ene eller anden form, om det så er inden for eller uden for det russiske forsvar. Tidligere var fordelen ved indsættelse af Wagner, at Rusland kunne afvise tilhørsforholdet. De mange indsættelser betyder også, at Wagner har opbygget noget, som Rusland har brug for: evnen til at slås. Ikke bare i Syrien og Afrika, men også i Ukraine, hvor Wagner har været indsat på de hårdeste frontafsnit. Men har Putin fortsat brug for Prigosjin? Han kan formentlig erstattes med en ny initiativrig entreprenør. Der er også andre private militære firmaer, men Wagner har struktur, erfaring – og et renommé. Prigosjin har indtil nu fået et uforholdsmæssigt stort spillerum, og man skal forstå, at den kritik, han har ytret mod Sjojgu og Gerasimov, også ræsonnerer hos andre dele af det russiske militær og hos de russiske militærbloggere. Kritikken har i et vist omfang også tjent Putins interesser: Lad ingen føle sig for sikre om zarens gunst.

Historien er ikke skrevet endnu

Hvad kan vi tolke af Kremls krisekommunikation i de kaotiske døgn – med mildest talt afvigende diskurser? Mange analytikere har adresseret, at det er vigtigt at lytte til dem, der ikke siger noget. Men det er også vigtigt at lytte til det, der ikke bliver sagt. Fravalgte Putin at tage Prigosjins navn i sin mund for at gøre ham ”unævnelig”, som Navalnyj, eller for at kunne benægte, at han henviste til Prigosjin selv?

Interessant er det, at både Prigosjin og repræsentanter fra Kreml har understreget, at man ved aftalen forhindrede blodsudgydelse. Det, der lørdag morgen blev italesat som et kupforsøg, var lørdag aften blevet til en bizar form for patriotisk fredsfortælling. Putin har behov for at genpositionere sin magt, samtidig med at han må tage sig i agt for eventuelle udfordrere. Derudover må han tale til de væbnede styrkers selvforståelse og loyalitet samt vise respekt over for de soldater, der mistede livet i løbet af lørdagen. Han skal således balancere mellem rollen som stærk præsident og retfærdig landsfader, der har hensynet til Rusland og forfatningen for øje, samtidig med at han fortsat skal forklare befolkningen, at fjenden er Ukraine og Nato.

Forfatter og tidligere Moskva-korrespondent Leif Davidsen har en rammende anekdote, hvor han spørger en ung russisk mand om det sværeste fag i skolen. ”Det er historie,” lyder svaret. Davidsen spørger, hvordan det kan være. ”Jo, fordi den bliver hele tiden skrevet om.” Historien om, hvad der skete lørdag den 24. juni 2023, er ikke skrevet færdig. Rollerne er heller ikke besat endnu. Kampen om Moskva udeblev, men kampen om fortællingen fortsætter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også