Advokatundersøgelsens uplettede image er en omdømmedræber

Tidens skandaler ender oftere og oftere i en advokatundersøgelse. Hvad kan de som strategisk kommunikation for den anklagede, den ramte organisation, pressen og skandalens ofre?
Effekten af advokatundersøgelser er potent omdømmedestruktion: Den frifundne part – kunden – får fortalt sin historie effektivt af medierne i den rigtige version. Og den kritiserede part – ofte et allerede isoleret menneske – vil blive yderligere udstødt og miskrediteret, fordi vedkommende jo umuligt kan levere samme mængde moddokumentation, som ligger i de anonyme udsagn pakket ind i advokatens troværdighed. Kilde: Getty Images.
Effekten af advokatundersøgelser er potent omdømmedestruktion: Den frifundne part – kunden – får fortalt sin historie effektivt af medierne i den rigtige version. Og den kritiserede part – ofte et allerede isoleret menneske – vil blive yderligere udstødt og miskrediteret, fordi vedkommende jo umuligt kan levere samme mængde moddokumentation, som ligger i de anonyme udsagn pakket ind i advokatens troværdighed. Kilde: Getty Images.
Øjvind Hesselager, journalist om mediekommentator

Så skete det igen. Denne gang med Lizette fra FH som undersøgt, men vi har været der mange gange før. Forløbet er det samme igen og igen. Et advokatfirma skriver en millionregning og positionerer sig til nye opgaver for kunden og andre. En udpeget potentiel krænker fik sine gerninger undersøgt og dokumenteret som ugerninger via anonyme udsagn: Ja, det var grænseoverskridende, men ikke direkte ulovligt. Men du er helt færdig! Og ledelsen, der har rekvireret og betalt undersøgelsen, har nu dokumentation for, at den absolut intet konkret ansvar har for det skete. Overhovedet! Men: Vi skal selvfølgelig lære af det skete og så i øvrigt se fremad i en voldsom fart.

Advokatundersøgelser er tydeligvis det nye mirakelmiddel til at ødelægge og genoprette et image. Kommunikationsforum dykker her ned i, hvorfor advokatundersøgelser fungerer så effektivt som strategisk kommunikation, spin og ledelsesværktøj. Gennemgående er, at den, der undersøges, aldrig vinder – og at pressen altid får en genvej til slagkraftige historier, der støtter rekvirenten. Selv Advokatsamfundet har forbehold for, at det er en juridisk hybrid, som hverken er fugl eller fisk …

Effektivt modefænomen

Der er gået mode i advokatundersøgelser af potentielle krænkelser, hvor en ofte højtstående medarbejder mistænkes for at have udført gerninger, der aldrig har været moralsk helt i orden, men som man engang så mellem fingrene med, måske som led i en intern positionskamp, hvor den store leder ikke blev udfordret.



I dag er den moralske belastning ved ikke at reagere, hvis sagen synes oplagt, så voldsom, at dyre advokatundersøgelser kan betale sig. På den måde vinder rekvirenten tid, mens sagen modnes. Og den potentielle krænker svækkes dag for dag i rollen som anklaget. Lige nu er det sagen om Lizette Risgaard, men før det Jes Dorph-Petersen og Naser Khader. You name it. Også hele organisationer har været under luppen, som DR’s sager omkring Pigekoret.

Den modernes tids ritualer

For hver tid har sine juridiske ritualer til at bekæmpe det, der ikke er direkte forbudt, men stærkt uønsket. Det, der ikke skal for retten, men skal lyses effektivt i band. I vandprøven efter reformationen blev du smidt i vandet med en stor sten om benene. Kunne du stadig flyde, var du skyldig i at stå i ledtog med djævelen – og blev dræbt som heks. Druknede du, var du uskyldig. Og hvis du bare indrømmede, blev du brændt. Eksemplerne er legio. Den udpegede og undersøgte døde næsten altid. Et effektivt værktøj – men selvfølgelig fra en helt anden og for længst svunden tid.

Advokatundersøgelser er altid biased

Det første, vi skal have slået fast, er, at advokatbranchen selv understreger, at advokatundersøgelser aldrig kan være neutrale juridiske dokumenter, selvom den måtte blive brugt sådan af dem, der har bestilt den.

”Advokater skal selvfølgelig altid opføre sig ordentligt og leve op til loven og de advokatetiske regler – også når de håndterer sager om seksuelle krænkelser. Men i det ligger ikke, at advokaten som udgangspunkt skal være neutral.”


Selvom advokatundersøgelser altså i stigende grad bruges som effektivt spin, så baserer de sig på, at ganske vist skal advokater gebærde sig korrekt, men derfor må han eller hun ikke betragtes som neutral. Deri ligger advokatundersøgelsernes sande styrke som strategisk instrument:

Vi tror som læsere og mediebrugere fejlagtigt, at det at opføre sig ordentligt som advokat også er at være neutral. Sådan læser vi også resultaterne. Effekten er dermed massiv.

Den bedste version af virkeligheden

Advokatundersøgelser er en måde, hvorpå de, der har råd til det, kan købe sig den bedst mulige version af virkeligheden. Kort sagt. Cirka sådan understreges det direkte hos Advokatsamfundet, hvor man er meget træt af, at offentlighed og befolkning kritiserer undersøgelser for at være alt for loyale mod opdragsgiveren.

”Det er et dybt forankret og helt grundlæggende princip, at en advokat kun kan repræsentere en part. Det er desværre ikke almen viden i befolkningen …”

Lyder det med beklagelse.

Og:

”Samtidig må vi i fællesskab forsøge at få forklaret, at en advokat ikke kan eller skal optræde som en objektiv part …”


Det er ganske enkelt en erklæret mission for advokatstanden at fralægge sig objektivitet som parameter. Det skal vi som aktører og iagttagere af spin være meget obs på.

Uvidenhed styrker effekten

Det er måske allermest tankevækkende, at denne misforståelse er hele baggrunden for, at advokatundersøgelser har så stor vægt. Derfor virker advokaters kritik af befolkningens manglende forståelse måske lidt hyklerisk og fejlplaceret.

Advokatundersøgelsen støtter især opdragsgiverens sag, fordi undersøgelsen tillægges værdi som neutral dokumentation – selvom den altså skal være et partsindlæg. Det er den stærke, der fremfører sine argumenter med større kraft, end den kritiserede og udpegede.

Og de fælder ofte den kritiserede og undersøgte part, fordi nu er påstanden jo løftet og dokumenteret. Ofte vil kilder, der før ikke stod frem, nu kunne bruge undersøgelsen som rygstøtte i en efterfølgende medieoptræden.


Derfor ligger der selvfølgelig et dybt paradoks i, at advokatstanden er kritiske over, at befolkningen ikke forstår undersøgelsens karakter som ikkeneutral. Hvis ikke denne vildfarelse var så udbredt, ville advokatundersøgelser heller ikke være det.

Ganske vist kan den undersøgte part – den udpegede krænker – også pege på, at der jo ikke er tale om en juridisk dom. Men det preller af som vand på en gås.

Guldkilde for pressen

For pressen er advokatundersøgelser godt stof. De rummer en længe ventet konklusion på en sag med stærke aktører og kendte navne. Og den slags skal jo slås stort op. Gerne hurtigst muligt, så aktualiteten er i top. Og før de andre!

Det vil sige, at pressen i sin håndtering af undersøgelsen ofte vil forstærke den indbyggede automatiske bias i advokatundersøgelsen. Rekvirenten får sin sag præsenteret mest hensigtsmæssigt – og den ryger videre til mediebrugerne.

Altså den befolkning, der beklageligvis ikke forstår, at advokaten ikke må være neutral. Det gør journalisten måske heller ikke.

Ofte giver den potente juridiske formen lyst og tryg rygdækning for advokatundersøgelsens kritiske anonyme kilder til at stille sig frem i medierne og fortælle deres historie for rullende kameraer. Det har vi set i Dorph-sagen og helt aktuelt i Lizette-sagen, hvor yngre mænd står frem og viser, hvordan de er blevet klappet på numsen af den ældre dame. Det er stærkere historier, som giver de juridiske anklager et virksomt, menneskeligt ansigt.

Advokatundersøgelsen bliver dermed en endegyldig sten om din ankel. Om du synker eller ej, er resultatet det samme. Idet sagen overhovedet starter, begynder bevægelsen mod bunden.

Hvad med de presseetiske regler?

Ganske vist er alle afgørende udsagn i rapporten sandsynligvis anonymiserede, hvilket gør dem sværere at bruge i overensstemmelse med de journalistiske regler for etik, men undersøgelsesformen og tilstedeværelsen af en ”udgiver” af rapporten, eliminerer angiveligt det problem.

Måske skal vi lige fastslå, hvilke presseetiske regler det er, advokatundersøgelsen som genre kan sno sig udenom.

Disse to sætninger, som også er de førstnævnte regler for god presseskik, bliver mere eller mindre sat ud af kraft af undersøgelsesgenren med advokater som afsendere:

”Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.”

Det er reelt umuligt for pressen at kontrollere om oplysningerne i undersøgelsen er korrekte. Og dermed fritages medierne reelt for dette ansvar, alene fordi opgaven ikke kan løses. Forbeholdet ”så langt det er muligt …” effektueres dermed.

Og: 

”Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disse udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.”

Og ganske vist er advokatundersøgelser, som det fremgår ovenfor, i deres natur biased på grund af hensynet til kunden og opdragsgiveren. Undersøgelserne er klart farvet af interesser og kan klart være skadevoldende.

Men det er jo advokaterne, der er afsender af de potentielt skadevoldende udsagn, som medierne i situationen ikke kan kontrollere. Og jævnfør de advokatetiske regler, indtager advokaten tilmed ”i et retssamfund en særlig stilling.”

Hvis vi lige sammenfatter advokatundersøgelsen status som strategisk værktøj:

Kunden køber en version, der vil fremme kundens sag. Og via sin særposition og status kan advokaten præsentere denne version på en måde, som pressen kan referere uden at komme i konkret etisk konflikt – samtidig med at advokaten understreger, at han eller hun ikke er neutral. Der er ganske enkelt en indbygget symbiose mellem kunde, advokatfirma og pressen i fænomenet advokatundersøgelse. Det betyder så selvfølgelig også, at advokatundersøgelser er den rene Bermudatrekant for ham eller hende, der udsættes for dem.

Den kritiserede part – det nye offer

Det er næppe en overraskelse, at personen, der gøres til genstand for en advokatundersøgelse, er rigtigt dårligt stillet. Selv Advokatsamfundet fremstår ikke entydigt overbevist om, at hovedpersonen altid præcist ved, hvad vedkommende overhovedet deltager i.

I hvert fald lyder det hos Advokatsamfundet i en kommentar: Der er behov for, at advokater ”laver en meget klar forventningsafstemning og præcis kommunikation til de, der måtte være under anklage, så de ved, hvorfor de skal indgå i undersøgelsen …

Reelt er der ganske enkelt ingen dokumentation for, at det er en god ide for den kritiserede part overhovedet at gå ind i undersøgelsen.

Normalt er det jo altid en god ide at sikre, at ens egen version kommer frem. Men udgangspunktet for undersøgelsen er jo ikke at finde sandheden – først og fremmest. Det er at sikre, at opdragsgiveren kommer bedst muligt ud af sagen. Det vil sige, at advokaten fra sin særposition skal bruge den kritiserede parts sandsynligvis afvisende udsagn på en måde, så rekvirenten står bedst muligt.

Med andre ord: I og med at udgangspunktet ikke er sandheden, men at afbøde en skade, er der ret stor sandsynlighed for, at den udpegede potentielle krænker med sin deltagelse styrker ”modstanderens” sag. Han eller hun er reelt kun med, fordi det er nødvendigt, for at give undersøgelsen et troværdigt alibi.

Advokatfirmaet, der har leveret dokumentationen i TV 2’s undersøgelse af Jes Dorph-Petersen, er Norrbom Vinding. De ønsker at være ”det naturlige førstevalg som samarbejdspartner for private og offentlige virksomheder.”

Advokatfirmaer vil per natur styrke deres position i markedet bedst muligt inden for de etiske rammer. Det betyder, at det at ”fremme retfærdighed og modvirke uret” bliver udfordret af ønsket om at ”forsvare sin klients rettigheder og friheder samt være klientens rådgiver.”

Når vi skal forstå advokatundersøgelser som spin og strategisk værktøj, er det præcis disse to udsagns indbyggede dybe ubalance, der er helt afgørende. Jævnfør stykke 2 fremmer advokaten retfærdighed. Men jævnfør stykke 3 sker det med udgangspunkt i kundens interesser.

Sandheden udkommer altså i en særlig version. Deri ligger advokatundersøgelsens natur og styrke. For rekvirenten. Men også det, der burde være problematisk for pressen. Og det, der slet ikke er hensigtsmæssigt for den, der undersøges.

Men du kan godt svare igen som kritiseret og dømt part. Advokatfirmaet Norrbom Vinding er efterfølgende blevet stævnet af Jes Dorph-Petersen for at have udvist ”groft ansvarspådragende adfærd”. Der er desuden rejst et erstatningskrav på 1,6 millioner kroner.

Det kontroversielle store interview i Politiken, hvor Jess søger at vinkle advokat undersøgelsen af ham med katastrofale konsekvenser for hans omdømme i tiden frem. Kilde: TBM privat foto
Det kontroversielle store interview i Politiken, hvor Jess søger at vinkle advokat undersøgelsen af ham med katastrofale konsekvenser for hans omdømme i tiden frem. Kilde: TBM privat foto

Så hvis du virkelig føler dig forkert behandlet, kan du altså reagere – hvis du kan mobilisere ressourcerne. I Jes Dorph-Petersen og Naser Khaders tilfælde prøvede de begge i store interview at vinkle advokatundersøgelsen mest muligt fordelagtigt for dem. De prøvede at “cherrypicke” og formidle de mindst problematiske forhold som undersøgelsens resultat og/eller en nuancering af mediernes omvendte tabloide ”cherrypicking” af de værste historier.

I begge tilfælde slog denne strategi fejl, og det udviklede sig til gigantiske selvmål, hvor sagens ofre blev så vrede over denne minimering og spin, at de valgte at stå frem med deres version af historien som vidnesbyrd. Specielt TV 2-dokumentaren om MeToo-skandalens ofre var en imagekatastrofe for Jes Dorph, som han aldrig er kommet sig over rent imagemæssigt.

Du kan som Jes Dorph-Petersen gå til modangreb på advokaten ved navns nævnelse som en tredje akt i sagen. Men det er meget usandsynligt, at du kan få miskrediteret og slettet hele undersøgelsen. Måske kan du vinde et hjørne af sagen. Måske det kan føles som en slags retfærdighed. Men samtidig skal du så leve med, at dit navn forbliver forbundet med sagen. Og Google bliver fodret med endnu flere artikler og ytringer. For advokatundersøgelsens uplettede image er en omdømmedræber for de fleste for tid og evighed.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også