Nogle mener, at DMI skal skærpe retorikken. Thomas Dybro Lundorf, tidligere kommunikationschef og stifter af NGO’en ProPublica for offentlig kommunikation og demokrati, er uenig. Læs med her.

Selvom der p.t. er rigeligt med ekstremvejr at orientere sig om i den offentlige debat, er det formentlig gået de færreste af Kforums læsernæser forbi: DMI’s pressechef, Anja Fonseca, er havnet i et mindre stormvejr på baggrund af et interview, hun lavede i DR’s Genstart om sine erfaringer med at kommunikere om klima for DR og DMI. 

Anders Morgenthalers kritik af DR’s linje i klimajournalistikken lader vi ligge i denne artikel, og det samme gælder hans ikke særligt sympatiske personangreb på Anja Fonseca. 

Her skal det derimod handle om et emne, som jeg synes, vi taler for lidt om: kommunikation fra myndighederne. 

Skarpere klimaretorik?

Inde i Fonseca/Morgenthaler/DR-diskussionen gemmer der sig en debat, der fylder langt mindre end den om DR’s klimajournalistik, men som også er vigtig for borgerne i landet og for vores demokrati: 

Skal offentlige myndigheder være skarpere i retorikken, når de kommunikerer om alvorlige emner? 

I en tid, hvor Sverige og Norge drukner i vand fra oven, skovbrande og rekordhøje temperaturer hærger i Sydeuropa, og kæmpehagl sender danske turister på ferie i Norditalien hjem med buler i bilen og smadrede ruder, kunne man godt fristes til at mene lige præcis det. 

Som det blandt andet fremgår af et interview med Anja Fonseca her på Kforum, er det også et synspunkt, hun er blevet præsenteret for af en af de personer, som kritiserede hende i kommentarsporene på Anders Morgenthalers opslag. 

Skal hun være klimakriger eller vejrvidenskabskvinde, når hun arbejder for en offentlig myndighed som DMI? 

Manipulerende

Anja Fonseca er ikke selv i tvivl. I Genstart siger hun således: 

”Helt personligt – hvis jeg møder sådan nogle formuleringer, så bliver jeg meget skeptisk. Jeg synes, det bliver for følelsesladet, og jeg synes, det kan få en snert af, at det kan blive manipulerende. Jeg synes, at det er meget mere validt, hvis jeg får fremlagt fakta, for så skal jeg ikke tage bestik af, om nogen prøver at manipulere mig (…).

Det gør også, at mit mål er at formidle det så tæt på videnskaben som muligt, at gøre det så korrekt som muligt. Og ud fra det give folk muligheder for at træffe deres egne beslutninger på grundlag af de videnskabelige resultater, som man kan fremlægge.” 

Troværdighed

Nøgleordet er troværdighed. Siden de gamle grækere opfandt retorikken som disciplin, har det været kendt i visse kredse, at følelsesappeller kan være et meget effektivt kommunikationsredskab. Det er også et kommunikationsredskab, der typisk springer mellemregningerne over. Hvor beslutningen om, hvad du skal mene, allerede er truffet for dig, og hvor det handler om, at du skal overbevises. 

I kampagner for at få flere unge med dødstrang til at bruge sikkerhedsbriller eller potentielle spritbilister til at droppe deres forehavende kan det nok forsvares. 

Men i et oplyst demokrati er det et redskab, som offentlige myndigheder i langt størstedelen af deres kommunikation med offentligheden bør holde sig fra at bruge. 

Som Anja Fonseca siger i interviewartiklen “Tidligere vejrvært og pressechef i stormvejr efter klimapodcast” her på Kforum: 

”For vores vedkommende på DMI handler det om at skabe et videnskabeligt funderet og faktabaseret grundlag, som alle så kan diskutere ud fra. Hvis vi begynder at skrue på det, mister vi troværdighed. Det, mener jeg, kan være farligt for vores demokrati” (…). 

”DMI skal være en bastion for troværdig viden og data om vores klima, og så må politikere, ngo’er, aktivister og andre gribe de fakta og bruge dem til deres budskaber.” 

Jeg vil ikke have sandheden. Jeg vil have debat

Det betyder jo ikke, at DMI skal afholde sig fra at kommunikere, hvilke tendenser de ser. Klart, tydeligt og sagligt. Og hvilke konsekvenser der er sandsynlige, i tilfælde af at vi bliver ved med at udlede CO2 som før. 

Offentlig kommunikation bør være et demokratisk gode, ikke bare for flertallet, men for alle. Bygget på en præmis om, at vi kan få adgang til retvisende information om emner, som vi synes, er væsentlige, og at vi selv bestemmer, hvad vi mener. 

Verden er i øvrigt en kompleks størrelse, og videnskab er ikke absolut sandhed. Grundlaget for rationel tænkning og den naturvidenskabelige hypotetiske metode er jo netop forestillingen om, at der både kan og bør sættes spørgsmålstegn ved selv de mest nagelfaste forestillinger om, hvordan verden er indrettet. 

Det betyder ikke, at myndighederne ikke skal bestræbe sig på at give et så retvisende billede af virkeligheden som muligt. 

Men det betyder, at myndighedernes opgave snarere er at facilitere og understøtte en informeret demokratisk samtale frem for at levere færdigbagte sandheder. 

Så selvom vi er mange, der er skarpe i retorikken, når vi selv taler om klima med venner og bekendte, så er vi rigtigt godt tjent med, at DMI’s Anja Fonseca og hendes kolleger er vejrvidenskabspersoner – og ikke klimakrigere – når hun kommunikerer for DMI. 

­­­ 

ProPublica er en danskbaseret europæisk nonprofit-NGO, der arbejder for at styrke vores demokrati gennem bedre offentlig kommunikation. Læs mere på Propublica.dk.