Hvor var du, da Kennedy blev skudt? Da Diana kørte i døden? Den 11. september 2001? Eller da fodboldlandsholdet vandt EM i 1992? Der findes verdensomspændende og nationale begivenheder, som vi aldrig glemmer. Vi ved, hvor vi var, og hvordan vi reagerede, eller vores forældre og bedsteforældre har fortalt os, hvor de var, og hvordan de reagerede.

Nu har vi fået en ny begivenhed, som vil prente sig ind i os og være én, vi vender tilbage til og taler om. Hvor var du, da dronning Magrethe abdicerede? Hvordan reagerede du? Græd du?

Der er mange ting, der gør den begivenhed, vi var vidner til søndag aften, helt særlig. En af dem er, at vi alle sammen på én eller anden måde var samme sted: foran fjernsynet med et glas i hånden. En hel nation, som har øjnene rettet mod tv-skærmen for at høre, hvad landets dronning har på hjerte. En tradition, et ritual, som de færreste fraviger. 

Og vi kender nogenlunde opskriften: Dronningen har noget på hjerte, et tema, som hun gerne vil have danskerne til at være opmærksomme på og reflektere over. Ensomhed, indvandrere, børn, klima, stress, antisemitisme. Gennem årene har en række temaer fået ord med på vejen af Majestæten. 

Og dernæst de øvrige faste ingredienser, som hører til i opskriften på nytårstalen: Grønland, Færøerne, Politiet og beredskabet, begivenheder i kongefamilien og oplevelserne rundt i landet i mødet med danskerne. Og til sidst de ufravigelige ord, som gør, at vi alle sammen kan komme videre med nytårsfesten: Gud bevare Danmark. Et nyt år kan bare komme an. 

11 minutter og 27 sekunder inde i talen

Men i år skete der noget helt vildt. 11 minutter og 27 sekunder inde i talen meddelte dronningen, at hun træder tilbage som Danmarks dronning. Ansigt til ansigt med folket, fattet, beslutsom, rolig og afklaret. Ikke noget med en tør, skriftlig meddelelse fra hoffet, som nogle så kan læse op i radioavisen. Nej, mundtligt fra Majestæten selv og i den tale, som vi alle sammen ser og har som et helt fast holdepunkt på årets sidste dag. 

Det er det, mundtlig retorik kan. Det talte ord kan indkapsle en historisk begivenhed på en måde, som ikke kan sammenlignes med noget andet. En her-og-nu-oplevelse, et nationalt fællesskab, en stemme, et par blå øjne, et skrivebord, vi kender, et manuskript, som er hæftet i hjørnet. Vi var der alle sammen, og vi så det samme. Hvor var du, da dronning Margrethe abdicerede? Samme sted som dig! Ansigt til ansigt med dronningen.

Som tilhører kan man ikke andet end at bøje nakken i respekt. Og fælde en tåre. Royal eller ej.

En lektion i komposition og intensitet

Men der skete jo også noget i de første 11 minutter og 26 sekunder af talen. Selvom det uden tvivl er de sidste to minutter af talen, der har skrevet historie, så er det værd også at dvæle ved det, der gik forud. For i år fik vi en nytårstale som i sjælden grad var velkomponeret. 

En tale, som starter ude i verden med de helt store dagsordener, krig og klima, og langsomt bevæger sig tættere og tættere på det nære: overvejelser om kunstig intelligens, og hvad der gør os mennesker til noget særligt, glæden ved håndens arbejde, Prins Christians fødselsdag, for til sidst – beskedent, kort og ydmygt – at ende med at handle om dronningen selv. 

En elegant bevægelse fra de store dagsordener, som vi må og skal forholde os til, til de tættere mellemmenneskelige temaer, hvor ord som eftertænksomhed, opmærksomhed, håb og nysgerrighed står tilbage. Ord, valgt med omhu.

Det er også nødvendigt at tale om dronningens levering af talen. Det bedste ord, jeg kan komme på, er intens. På en eller anden måde var hun til stede med en intensitet og vilje, som vi ikke har set i samme grad før. Der var noget stålsat over diktionen, en afklarethed i blikket, en oprigtighed i smilene og en forbilledlig ro, som ikke mindst kom til udtryk i pauserne. Pausen, inden hun kommer til det afsnit, som lægger op til abdiceringen, var ganske enkelt fænomenal.

Vi skal lære af de unge – og af vores dronning

En del af dronningens ærinde med årets nytårstale var at give stafetten videre. På elegant vis fik hun fortalt, hvordan prins Christian i sin tale til 18-årsfødselsdagen ”sagde tingene, som de var”, og at ”den åbenhed er en styrke, som vi andre må beundre, og som vi kan lære af”. 

På den måde fik dronningen italesat den fortsatte modernisering af Kongehuset, som hun selv stille og roligt har sat i gang. Og hun viste endda modet til selv at være åben. Åben om årenes slid og helbredets udfordringer. Og endda, med subtil elegance, åben om at have været lidt længe om at indse klimakrisens alvor. 

For ikke at tale om den smukke afslutning, hvor hun lagde en ekstra dimension på inderligheden ved at appellere til, at Gud må bevare ikke bare nationen, men os allesammen. En dronning, som i en alder af 83 viser mod, åbenhed og selvindsigt.

Det var den stærkeste nytårstale i mange, mange år. Og den viser på smukkeste måde, hvad den mundtlige retorik kan. Det bør alle, der en gang imellem har en anledning til at tage ordet, lære af.