EU-vælgere stemmer ikke længere på et parti, de stemmer på et traume

Ny stor europæisk undersøgelse fra European Council on Foreign Relations redefinerer det europæiske vælgerlandskab. Ifølge rapportens forfattere skal vi ikke længere inddele vælgerne efter en højre-venstre-, nord-syd- eller øst-vest-akse. Nu handler det om, hvad vi er allermest bange for som europæere.

Angsten vinder derfor europaparlamentsvalget under alle omstændigheder, spørgsmålet er blot, hvilken frygt der får flest stemmer. Ifølge den nye analyse stemmer vi på de EU-politikere, som vi tror på, kan få angsten til at forsvinde. Hvad der virker både desperat og overambitiøst Europa-Parlamentets minimale magt og muligheder taget i betragtning. 

Her ses undersøgelsens fem traumer og de estimerede antal millioner europæiske vælgere i de fem forskellige krisetraumegrupper. De stemmer efter deres største frygt. Kilde: The European Council on Foreign Relations

Europa frygter Covid, krig og klima, finanskrise og masseimmigration

Fem fælles, skelsættende traumer tegner Europas nyere historie og hermed også dette EP-valg. De sidste ti års chok på chok fra finanskrisen til syriske flygtninge, klimakrise, Covid og Ukraine-krig har traumatiseret og rystet vælgerne i uhørt grad. 

Hvad er et valgbart politisk traume?

Disse chok har været så dybe, at forskerne i den nye rapport kalder dem fælles sår og traumer, som har samlet vælgerne i nye krisestammer. Et politisk traume skal her forstås som en frygt, der bliver det altomfattende og ensidige perspektiv på europæisk politik i al dets kompleksitet. En frygt, man deler og bekræfter igennem rituel stammeadfærd, som at flage med det ukrainske flag, Men In Black-larmeoptog eller klimademonstrationer. 

Undersøgelsen fremanalyserer følgende førnævnte fem nye krisestammer som en ny og anderledes psykologisk traumatisk segmentering af den europæiske vælger. 

Frygten for økonomisk ruin og afsmagen for vækst

Finanskrisen var et chok i hele Europa. Et chok, som kostede både jobs, velstand og tiltro til samfundets grundlæggende retfærdighed og institutioner. Ifølge undersøgelsen er estimeret 70,8 millioner europæiske vælgere dybt traumatiserede af denne krise og dette økonomiske kollaps. Ud af dette traume voksede en dyb mistillid til kapitalisme og vækstideologien. 

Her samles vælgere, som tror og håber, at EU kan sikre, at det aldrig sker igen. De ønsker et dramatisk systemisk brud med den måde, de europæiske samfund fungerer på økonomisk. Enhver politiker, som vil appellere til dette traume, må tegne en ny europæisk vision for et nyt og bæredygtigt degrowth-Europa.

Covid skabte frygten for ufrihed, overvågning og kontrol

Covid var ikke blot en akut sundhedskrise, men udviklede sig hurtigt til en tillidskrise. Uden tillid bliver staten en traumatisk magt og modstander. Statsliggørelsen og den altomfattende krænkelse af frihedsrettighederne skabte for mange almindelige mennesker et dybt traume og en ny politisk selvforståelse. 

Det oplevede vi ganske illustrativt med antivax-Men In Black-bevægelsen i Danmark, hvor apolitiske fodboldhooligans pludselig blev voldelige antistat- og anti-Mette-aktivister. En vred politisk stamme var født. 

Bag denne aktivisme og vaccineskepsis gemmer sig et dybt traumatisk tab af frihed. Hvis man som EU-politiker vil tale til dette traume, skal man kommunikere frihed og antistat. Liberal Alliances aktuelle popularitet kan ses i den sammenhæng som et vellykket eksempel til efterfølgelse.

Putins invasion har vækket frygten for en europæisk storkrig

Invasionen af Ukraine for blot to år siden var et totalt sammenbrud for europæisk sikkerhed. Med al tydelighed står Europa nu over for et aggressivt Rusland på kanten til en europæisk storkrig. En mulig krig, vi er rystende uforberedte på.

Alt imens USA’s historiske isolationisme står historisk stærkt med en potent republikansk anti-Nato-retorik og manglende vilje til at støtte Ukraine. 

Denne ulykkelige og uhyggelige situation har med god grund skabt en ny og meget velbegrundet frygt blandt de europæiske vælgere. For disse vælgere er sikkerhed og oprustning det altafgørende politiske spørgsmål op til europaparlamentsvalget. De søger derfor politikere, som vil lade sikkerhed koste mere på bekostning af alle de andre kriser og traumer, som hjemsøger Europa lige nu. 

Strømmen af syriske flygtninge til Europa skabte en traumatisk frygt for masseimmigration

Immigration er en grundlæggende og evig geopolitisk udfordring for Europa som nabo til både Afrika og Mellemøsten. En problematik, som blev meget konkret efter de massive flygtningestrømme fra borgerkrigen i Syrien i 2015. For mange europæiske vælgere skabte dette en frygt og et traume. 

Denne anti-immigrationsstamme er fælles om at ville stoppe indvandringen gennem Tyrkiet og Nordafrika. Historisk har den europæiske højrefløj spillet på denne frygt med succes, men det er ikke længere blot et trumfkort for den ekstreme højrefløj. Det er blevet mainstream, ikke mindst efter Putins brug af flygtninge som våben mod Polen og Finland. 

Klimaforandringerne vil meget snart skabe nye klimaflygtningestrømme fra Mellemøsten og Nordafrika. En folkevandring, som er en umulig opgave for Europa. Politikere, som italesætter denne frygt, vil vinde denne frygtstammes opbakning. En frygt, der deles af millioner og atter millioner af europæere. En frygt, som potentielt set kun vil vokse, når klimakrisen snart konvergerer med flygtningekrisen, når temperaturen stiger yderligere. 

Klimaforandringer bliver tydeligere og tydeligere dag for dag og skaber frygt for passivitet

En afgørende skelnen i europæisk politik er nu mellem dem, som ønsker hurtig, dramatisk dyr klimahandling nu, og dem, som ønsker langsom, moderat billig grøn omstilling. De, der ønsker hurtig indsats er styret af frygt for en global klimakatastrofe. De er tydeligvis så bange og bekymrede for klimakatastrofen, at de er villige til at betale en høj pris. Her ses tabet af arbejdspladser og de kolossale omkostninger som en nødvendig pris, hvor klimamålet retfærdiggør alt. Denne klimafrygtstamme vil stemme på EU-politikere, der vil betale prisen for hurtig grøn omstilling. 

Dette er en elitefrygt blandt højtuddannede i Europas storbyer. Mens klimakrigernes diametrale modsætning er den landlige antiklima, net zero backlash-populisme, som ikke forstår, hvorfor netop de skal betale prisen for alles fælles globale problemer. Deres frygt er den grønne, woke elite og uligheden i, hvem der skal betale for den grønne omstilling. Den klimabevidste elite frygter omvendt folkets manglende vilje til forandring. 

Vi danskere er de mest krigeriske og mest klimafrelste i Europa. Specielt i København. Her er svaret på, hvilke spørgsmål der har haft størst påvirkning på, hvordan du ser fremtiden, sat op i et resultatskema. Kilde: The European Council on Foreign Relations

Sidste europaparlamentsvalg i 2019 handlede om højrepopulisme og immigration. Denne gang er det mere kompliceret med de fem traumer og de afledte traumestammer på en og samme tid. De konkurrerer alle tæt om at sætte den europæiske dagsorden, og det bliver derfor spændende at se styrkeforholdet spejlet i valgets resultat i juni.

Den danske vinkel: København er Europas mest krigeriske klimakrigerhovedstad

Disse fem stammer fylder mere eller mindre i forskellige europæiske lande. På samme måde som hver enkelt europæer kan føle alle traumerne i større eller mindre grad i sig selv, deres land og sociale omkreds. 

I Danmark er det således klimakampen og krigen i Ukraine, som gør os mest bange. Det er her europapolitikken skal gøre en forskel for os danskere. Det gælder specielt i landets hovedstad. København er nemlig, ifølge undersøgelsen, klimakampens europæiske hovedstad, hvor vi er flest, der ønsker klimatiltag hurtigst muligt. 

Vi københavnere og danskere er også langt mere krigeriske end mange andre lande. Vi er tydeligvis også stærkt traumatiserede af Ruslands angreb på Ukraine. Muligvis fordi vi som næsten nabo til Rusland og et lille land i familie med Østersøens småstater er i langt større fare end de store europæiske lande. Ergo er vi derfor, helt fair, mere bange. 

Den kommunikative anbefaling til enhver dansk EP-kandidat er derfor at kommunikere klimahandling og ny militarisme til den danske EU-vælger. Omvendt forholder det sig med Tyskland, hvor frygten for immigration er den altafgørende frygt. Tysklands generøse “Willkommen”-optag af over en million syriske flygtninge i 2015 har tydeligvis skabt et dybt traume, som hjemsøger den tyske vælger den dag i dag. Hvad man også kan se i det højrenationale AfD’s store fremgang i landet lige nu med deres anti-immigrationretorik. Det er det tema, som virker i Tyskland.

Vi er i en polykrise og usikre på USA’s støtte til Europa

Europa befinder sig aktuelt i en polykrise næret af de fem traumer. Altså alle kriser og traumer på en gang i forskellige regionale og nationale konstellationer. USA opleves ikke længere som vores trygge sikkerhedspolitiske paraply eller ven. Det er slet og ret en snusfornuftig forretningsaftale, som snart skal genforhandles under mindre favorable betingelser. Det transatlantiske er blevet transaktionelt. 

Trump er det sjette og sidste traume

Vi europæere er derfor ikke blot traumatiserede, men står også mere og mere alene i verden med vores frygt og fare. Følelsen af at være i fare er blot vokset, efter at Trump nu stiller op som præsident igen. Man kan derfor med rette tilføje endnu et traume til de fem førnævnte: frygten for et Trump-genvalg. 

Et nyt traume og en frygt, ingen europæisk politiker kan forløse, lige meget hvem og hvor meget vi stemmer på dem. Her har frygten for alvor fået fat i os europæere, fra nord til syd, fra øst til vest og fra højre til venstre.

Læs mere

A crisis of one’s own: The politics of trauma in Europe’s election year | ECFR

Crises have split European voters into five ‘tribes’, survey suggests

You talk about the end of the world while we are talking about the end of the month

Chartbook 262 Crisis Tribes - On Europe Now - by Adam Tooze

We’re in a ‘polycrisis’ - a historian explains what that means | World Economic Forum

Welcome to the world of the polycrisis

Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.