Unaturligt høje temperaturer har ramt Europa. Voldsomme oversvømmelser og skovbrande opstår oftere. KIimakrisen tager til i styrke dag for dag, mens ambitioner rulles tilbage land for land, virksomhed for virksomhed. Seneste i UK, hvor landets premierminister, Sunak, netop har skruet dramatisk ned for klimaambitionerne. Også herhjemme ser vi samme triste tendens. Regeringen tøver med de ambitiøse klimamål. De frygter, at de ikke kan få folk med på den grønne dagsorden, fordi det bliver for dyrt, disruptivt og overambitiøst. Mens selveste nationalklenodiet Lego nu opgiver de mest ambitiøse planer for grønne klodser. De grønne visioner er tydeligvis for dyre og besværlige for selv de rigeste europæiske lande og virksomheder. Sunak, SVM-regeringen og Legos tøven er blot en del af en større tvivl og tilbagerulning. Et tegn på, at klimakampen er faldet i unåde hos folk, forretninger og folkevalgte.

En ny antiklimapopulisme vokser frem. Den vil tage til i styrke, jo større og stærkere klimakrisen bliver. Den vil forandre Europa som antiimmigrationpopulismen gjorde for årtier siden. Konfliktaksen er klimakrigernes ultimative krav om hurtige og dramatiske klimatilpasninger versus folkets ønske om langsomme og mere inkrementelle forandringer. Det brændende spørgsmål er, hvem der skal betale for, og hvem der skal profitere af de nødvendige, dramatiske forandringer. 

Den folkelige tøven går under navnet The Net Zero Backlash. Her finder vi alle, som ønsker langsomme eller ingen forandringer. Det kan hverken vi eller Jorden vente på. Fight Back the Net Zero Backlash er derfor tidens vigtigste kommunikationsopgave. Her er opskriften på hvorfor og hvordan. Først må vi forstå, hvorfor bevægelsen er opstået for at forstå, hvad vi skal gøre for at stoppe den.

Den folkelige modvilje har sine gode grunde, fordi klimakampen er solgt på en løgn, solgt for billigt og solgt helt usælgelig som et bedrevidende eliteprojekt for de få rige og frelste. 

Når alt er grønt, er alt godt

Den grønne omstilling er nemlig helt urealistisk blevet fremstillet som en smertefri og uproblematisk gratis omgang, hvor samfundet blot skulle være en smule grønnere.

Altså, det samme liv og den samme vækstideologi blot erstattet med identiske grønne alternativer fra elbiler til solceller og eldrevne fly. En vækstfortælling, hvor en bedre økonomi og et bedre klima er to sider af samme problematiske sag. Historien om, hvordan omstillingen vil skabe arbejdsløshed, fattigdom og politisk uro, har været tabu og er det stadig. For det kommer uden tvivl til at gøre ondt i lang tid, før den grønne vækstmotor for alvor sætter ind. Som jeg har skrevet tidligere

Ingen politikere ønsker at fortælle den triste historie om, at overbefolkning og overforbrug kan medføre, at staten må træde til som en paternalistisk Big Brother med bøder og vold. Noget, som uden tvivl kan ende i en øko-fascistisk stat såvel som en ny øko-terrorisme, som vi nu kender det fra dyrerettigheder. For ja, prisen for en grøn, brat omstilling vil være økonomisk ulighed og muligvis en semi-totalitær, streng, bæredygtig stat, som dramatisk vil kriminalisere klimaovertrædelser i en desperat kamp for overlevelse. Ja, fremtiden er dark, for meget snart smelter immigrationskrisen bogstaveligt sammen med klimakrisen, når temperaturen stiger dramatisk omkring Ækvator. I stedet for at for lyve om en lys, grøn fremtid for alle uden al for meget besvær burde landets politikere fortælle sandheden. 

Det blev ikke mindre svært og dyrt, fordi der først skal skabes nye markeder og nye produkter, som tager sin tid at få etableret. Tænk blot på Mærsks investering i grønt brændstof, som vil tage årtier at få etableret som et internationalt marked og et egentligt alternativ til skibsbrændstof. Desto større er derfor chokket, når almindelige mennesker indser, at den grønne omstilling vil koste dyrt i deres dagligdag lige her og nu. Altsammen for nogle diffuse, grønne scenarier. Derfor den folkelige modvilje nu og her. Nu og her kommer nemlig regningen, som ingen har sagt, der skulle betales. En regning, hvor løsningen og forløsningen først kommer årtier senere. Det værste er, at hvad regningen præcist bliver, er totalt uklart og derfor desto mere skræmmende for almindelige mennesker.

Det økonomiske argument erstattes så ofte af et sikkerhedspolitisk. At det er prisen værd blot for den sikkerhedspolitiske gevinst, er en diskutabel præmis. Mindre afhængighed af olie sikrer os energisuverænitet i forhold til Mellemøsten og Rusland, men satset på den grønne energi, som sol og vind, er omvendt en mindst lige så dyb afhængighed af kinesisk teknologi. Vi udskifter så blot én uheldig geopolitisk afhængighed og risiko med en anden. Her er altså ingen absolut sikkerhedsmæssig gevinst.

Folk er kritiske over for for den grønne omstilling, hvis den bliver for dyr og besværlig

Ambivalensen i forhold til den grønne omstilling er også større, end mange tror. 

Den politiske opbakning er ikke ubetinget, men betinget af, hvad omstillingen sker på bekostning af. Almindelige mennesker er derfor ikke blot overraskede over prisen, men også, om det nu er pengene og besværet værd, hvis det forringer deres leveomkostninger og kræver større livsstilsændringer. Nye, store europæiske undersøgelser viser, at jo mere europæerne skal forandre deres liv, jo mindre bakker de op om klimakampen.  

Frygten for de stigende leveomkostninger slår frygten for klimaforandringerne

Det er den modvilje og vrede, som politikerne nu oplever, når de beder folk om at indføre dyre, konkrete klimaløsninger i deres hjem, som f.eks. at udskifte et gasfyr. Hvor prisen uden varsel bliver ubetalelig for almindelige mennesker. 

Den barske og tabubelagte sandhed er, at hvis du spørger vælgerne om lave leveomkostninger versus klimakamp, er den ubetingede vinder lave leveomkostninger. 

Som en af de vrede “gule veste” udtrykte det om den grønne elite kontra kampen for at få deres privatøkonomi til at hænge sammen: “You talk about the end of the world while we are talking about the end of the month.”

Klimakampen er blevet kulturkrig mellem top og bund, højre og venstre

Klimakampen er uheldigvis blevet en polariseret kulturkamp mellem top og bund, som indvandrerspørgsmålet har været det tidligere. På trods af ihærdige forsøg på at gøre debatten faktuel, apolitisk og videnskabelig er den nu blevet det stik modsatte. 

Almindelige mennesker ser nu klimakampen som elitens angreb på deres vaner, transportmidler og værdier. Her er det værd at huske, at De gule vestes opstand i Frankring netop udsprang af dyre benzinpriser for almindelige mennesker. De gule vestes vrede er inspiration for og prototypen på nutidens populistiske Net Zero Backlash-bevægelse. Netop i dette lys skal Inger Støjbergs kamp for et kørselsfradrag for alle i Udkantsdanmark ses. Her rammer hun med populistisk snilde den usikkerhed, som mange føler om, hvordan deres liv og bil vil blive berørt af klimakampens blinde idealisme. Her vil fremtidens politiske kamp mellem top og bund udkæmpe sig om almindelige menneskers kærlighed til bilen, ret til parkering, jobsikkerhed, klimafarlige industrier og brug af produkter, som skader klimaet, f.eks. plastikflasker. Klimakampens voldsomme og dyre farvel til det karbonbaserede hverdagsliv vil igen og igen vække det folkelige Net Zero Backlash.

De frelste mod de dumme er den dumsmarte modsætning

For at gøre ondt værre har samfundets kulturelle og politiske elite ingen forståelse for bundens klimaskepsis og bekymringer. Den folkelige modvilje ses blot arrogant som uoplyst, uambitiøs og egennyttigt. Modsat deres (implicit egennyttige) ambitiøse, visionære kamp for en hurtig omstilling, som er en folkelig vækkelsesbevægelse for klimaets frelste. Samfundssindet og fællesskabet mod selvinteressen og individet. Hvad der er en klasseløgn og selvindbildning. For sandheden er langt mere kompliceret og handler om, at de økonomiske omkostninger og gevinster er fordelt, så underklassen taber og løber risikoen, mens eliten vinder og har upsiden. Der er jo ikke nogen i den kreative eller finansielle elite, som skal omskoles eller risikerer deres job og transport på de grønne planer. Tværtimod er det en mulighed for gigantiske gevinster på vindmøller og solceller, fordi markedet flytter sig så dramatisk. En gevinst, som kun tilfalder eliten og de højtuddannede. 

Sådan bekæmper vi klimaskepticismen

Her er dog håb og muligheder i kampen mod den nye populisme. Ifølge forskningen er der kommunikative strategier til at bekæmpe klimaskepticisme. Det handler om de rette rammer og værdier, at formidle de positive afledte effekter, fremme nogle rollemodeller, etablere normer, konsensus og endelig gøre det virkeligt i hverdagen. Lad os gennemgå dem en for en:

For Gud, konge og klimaet

At appellere til deres skepsis ved at tale til deres værdier: Kampen for klimaet er ikke nødvendigvis en urban, liberal, venstreorienteret fortælling. Det kan også fortælles som en historie om landets natur, hjemegn, national stolthed, selvbestemmelse, sikkerhed og ikke mindst en heroisk miljøkamp for sit land. Det kunne f.eks. være en stolt egnsfortælling, om hvordan man bekæmper iltsvind i en lokal å eller sikrer landet mod oversvømmelser. Her kan også vækkes vreden over, at ens land og egns natur ødelægges og forandres. 

Endelig handler det basalt om at anerkende og respektere deres bekymringer, så det ikke er de kloge elitære, urbane klimakrigere mod de dumme uvidende provinsielle klimaskeptikere. 

De afledte positive effekter af klimakampen i praksis

Arbejderklassens skepsis udspringer af naturlig og rationel usikkerhed om risiko og omkostninger. Sæt derfor fokus på, hvordan kampen for klimaet i praksis er en god forretning, som kan skabe job og velstand for den enkelte arbejder. Sæt også fokus på de afledte positive effekter, såsom renere luft eller billigere el med egne solceller, hvor den grønne omstilling formidles som energibesparelser i praksis. Altså, fortæl historien om fremskridt og velstand og først derefter den afledte klimafortælling som støtte.

Klimakampen mangler en folkekær Gretha Thunberg + Kandis-figur

Den klimaskeptiske arbejderklasse mangler tydeligvis en folkekær klimaambassadør, som kan formidle klimakampen som en klasseinteresse. En figur og en folkeforfører, som kan skabe en emotionel tilknytning og politisk engagement omkring sagen.

Den fælles konsensus og normativitet er kongevejen til klimakampvilje

Folk handler og ændrer holdninger, hvis de oplever, at der er konsensus. Opgaven er at formidle klimakampen som en fælles norm og konsensus, som mange mennesker overalt på kloden er inspireret af. Denne normetablering og moralske italesættelse vil som ringe i vandet skabe den normative adfærd.

De rigtige handlinger skal forankres i hverdagens gøremål

Hverdagen er vores mentale og eksistentielle udgangspunkt. Kun handlinger, som er en del af vores hverdag, bliver en del af vores liv og dag. Et godt eksempel er affaldssortering, som både gør en praktisk og en moralsk forskel som et bevis på vores vilje og værdier. Den slags konkrete tiltag i hverdagens rytme og ramme er det, der skaber klimabevidstheden som en moralsk dyd og ansvarlighed. Vi skal finde, føle og fremme den slags konkrete moralsk dannede mikrohandlinger. 

Som en af de vrede “gule veste” udtrykte det om de tårnhøje energipriser, den grønne elite kontra kampen for at få deres privatøkonomi til at hænge sammen: “You talk about the end of the world while we are talking about the end of the month.”

Den gode klimakommunikation taler derfor om verdens ende, men taler også om, hvordan vi undgår, at almindelige mennesker ender i økonomisk ruin. 

Læs mere

The Next Big Populist Revolt - Matt Goodwin

What next for the climate change culture wars?

Populism could derail the green transition

Many Europeans want climate action – but less so if it changes their lifestyle, shows poll | Ethical and green living | The Guardian

Climate change: A communications failure | The Hill

As heat records break, the climate movement has the right answers – but the words are all wrong | Jonathan Freedland | The Guardian

Isbjørnen skal dø, hvis klimakommunikation skal rykke på holdninger — Kommunikationsforum

Anger is most powerful emotion by far for spurring climate action, study finds | Environmental activism | The Guardian