Torsdag aften lokal tid i Washington D.C. holdt den amerikanske præsident, Joe Biden, sin potentielt sidste State of the Union (SOTU).

Han benyttede lejligheden til at vise, at han bestemt ikke var klar til at kaste håndklædet i ringen som præsidentkandidat på trods af sin meget omdiskuterede alder.

I stedet gik præsidenten ikke kun til angreb på sin modstander i præsidentvalget, men også de republikanske politikere og højesteretsdommerne(!) til stede i salen. Det gav kampgejst til Demokraterne, men sikkert også til Republikanerne i sidste ende.

Et ståsted i nyhedsstrømmen

I et valgår kan SOTU-talen hjælpe med at styre nyhedsstrømmen for en stund for den siddende præsident. Det er også en tale, som Donald Trump ikke har mulighed for at matche i år, hvilket er vigtigt for Biden, da Trump ellers er den af de to kandidater, der er bedst til at få folk til at lytte til sine taler. Derfor handlede det også for Biden personligt om at vise, at han kunne klare at holde talen, der som genre er en af de længste, en præsident holder.

Biden gav den alt, hvad stemmen kunne klare

Biden formåede i store dele af talen at fremstå mere kamplysten end krampagtig i sin tale, selvom en tiltagende hosten satte ind i anden halvdel af den timelange tale. Men hvad der var vigtigere end en elegant og artikuleret levering af ordene, var, at Biden viste, at han følte sig hjemme på talerstolen og hjemme i Kongresbygningen. 

State of the Union-talen er blevet mere og mere interaktiv med årene. Ikke kun på nettet, hvor man på Det Hvide Hus’ hjemmeside kan sende emojis til Bidens ord undervejs (kun positive). Interaktionen gælder også i salen. Hvor det i Barack Obamas tid blev meget omtalt, at en tilskuer råbte “You lie”, er der løbende kommet flere og flere tilråb, som præsidenten kan vælge at svare på eller ej. For det er stadig præsidenten, der som taler kan styre situationen, og det formåede Biden også. 

Han gjorde det endda på en måde, så det nogle gange lød, som om han talte med en gruppe politikere ude på gangen mellem lovgivningsmøder og ikke stod på en talerstol foran flere millioner amerikanske tv-seere. Som f.eks. da Republikanerne højlydt protesterede over Bidens omtale af immigrationsloven, der er strandet i Repræsentanternes hus: 

“Oh you don’t like that bill?” “You’re saying no? Look at the facts. I know you can read.”

Eller da stemmer i salen benægtede, at Trump ville gå efter endnu en stor skattelettelse, hvis han blev præsident:

“You guys don’t want another tax cut of 2 trillion? That’s good to hear.”

Kan man vende disse tilråb til noget humoristisk, så viser man også styrke og overskud, som taler. Pingpongen kom også til udtryk gennem call-and-response med publikum, hvor Biden fik sine tilhængere til at give ham ret i sine argumenter.

Højesteret stod også for skud

Men i denne interaktion gik Biden selv et skridt videre og talte direkte og kritisk til højesteretsdommerne i salen, hvilke ellers udmærker sig ved deres bevidste passivitet under talen. Det viser blot, hvor politiseret denne gren af magten i USA også er blevet. Det handlede om abortlovgivningen, hvor Højesteret har underkendt Roe v. Wade.

Talefejl og for stor en ønskeseddel

Der var også de klassiske talefejl som Biden, og Trump, er kendt for. Biden kom for eksempel til at invitere det amerikanske folk til at flyve med ham på Air Force One til Moskva for at se, om de havde billigere receptmedicin der, og andre steder som Berlin og Toronto. Men i dette tilfælde fik han reddet den med en undskyldning. Og det er Bidens bedste forsvar mod kritik for denne type fejl. 

Talens største svaghed, set fra en retorisk vinkel, var nok de mange opremsninger af politiske tiltag, som det er svært at se blive gennemført. Her var talen stærkere, når Biden gav sig tid til at gå i dybden med et emne, som førnævnte priser på receptmedicin. 

Så længe ideerne ikke er gamle, gør det ikke noget, hvis stemmen er det

Biden kunne tale mere partipolitisk om mange emner, end man normalt ser i en State of the Union-tale, da det var et valgår. Det hjalp ham til at kunne tale mere kraftfuldt og konfronterende, når det handlede om emner som abort og fertilitetsbehandling, hvilke skal være med til at mobilisere demokratiske vælgere. 

State of the Union-talen som genre handler også ofte om at samle nationen, men i stedet var Biden fokuseret på, hvad han beskrev som en konstant kamp mellem to ideer om USA, hvilket han også fik flettet sammen med et forsvar af sin egen alder til sidst i talen: 

“I know it may not look like it, but I’ve been around a while. When you get to be my age, certain things become clearer and clearer. I know the American story. Again and again we see the contest between competing forces in the battle for the soul of our nation. Between those who want to pull America back to the past and those who want to move America into the future… Other people my age see it differently. The American story of resentment, revenge and retribution. That’s not me.” 

Biden brugte sin alder til at tale som et øjenvidne til nogle af de værdimæssige konflikter, USA har været igennem for at blive et mere lige samfund, ikke mindst borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne. På den måde fik han brugt sin alder frem for at gemme den væk. 

“In my career I’ve been told I was too young, and I’ve been told I’m too old. Whether young or old, I’ve known our north star. We’ve never lived up to it, but we’ve never walked away from it either. It’s not about how old we are, it’s about how old our ideas are.”

USA kæmper selv med drømmen om USA

Det at indrømme, at USA ikke lever op til drømmen om landet, men at det handler om stadig at stræbe efter drømmen, er også en kontroversiel tilgang for Biden til USA’s selvopfattelse. Men det er noget, han har bygget op til retorisk igennem sin tid som politiker, særligt som vicepræsident for Barack Obama og nu som præsident. Ærlighed er ikke et tegn på svaghed for Biden, men en del af hans styrke som politiker og taler.

Biden fik med talen vist, at han var i stand til at levere en kampgejst som kandidat, hvilken mange på venstrefløjen i USA har frygtet, at han ikke kunne levere. Kritikken kan derfor, i hvert fald for en stund, blive lidt mindre internt i partiet frem mod valget i november.

Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.