Djævlen i detaljen

Det er ofte de små detaljer frem for de store ideer, som medierne griber fat i, når præsidentdebatterne skal vurderes. John F. Kennedys teint var bedre end Richard Nixons svedperler i 1960, Ronald Reagans humoristiske demontering af Jimmy Carter blev et symbol på hans store sejr i 1980, og Al Gores gentagende sukken kostede ham angiveligt sejren over George W. Bush i 2000.

Stilpoint trumfer ofte substansen, og derfor skulle de to herrer, Donald Trump og Joe Biden, have styr på ikke kun ordene, men også kropssproget i debatten torsdag aften, amerikansk tid. 

Ser man på debatten fra dette synspunkt, slap Trump bedst fra aftenen, da han, og formatet, formåede at holde styr på temperamentet, og republikaneren fremstod som den kandidat, der var mest til stede. Biden lignede, hvad han var, en mand, der har levet i mere end “four score years”. Hans stivhed i blik og ord blev kun momentvist opblødt, når han fandt kampgejsten frem til at kritisere nogle af Trumps mere fantasifulde påstande. 

Manglende moderation af debattonen

Biden stod tit alene med at imødegå Trumps overdrivelser, hvor journalisterne fra CNN var fokuseret på at fremstå neutrale og holde sig til spørgsmålene frem for at gå i rette med de to kandidaters udtalelser eller sætte tonen for debatten. Her kunne begge kandidater godt have brugt en påmindelse eller to om at holde kammertonen. 

Selv med en aftale om at slukke mikrofonen, når den anden kandidat talte, havde de to kandidater ikke meget tilovers for hinanden og beskrev hinanden som både kriminelle, løgnere og de værste præsidenter i USA’s historie.

Trump levede i overdrivelsesbanen

Trump var denne gang udfordreren til den siddende præsident, men samtidig er han også ekspræsident. Det er ikke tidligere sket i TV-formatet, at en siddende og tidligere præsident har duelleret på ord i valgkamp. Det gav en mere lige fordeling af etos fra start. Begge kandidater skulle ud at bevise, hvorfor de skulle genvælges.

Den retnings- og grænseløse talestil, som Trump er kendt for, kunne ikke bruges i et så styret format, som debatten var. Det huede formodentlig ikke Trump, at nogle skulle bestemme, hvornår han skulle stoppe med at tale. Men denne aften var det til hans fordel i forhold til det publikum, han skulle have i tale: De mere moderate republikanere, som kunne overveje at flytte deres stemme over på Biden.

Trumps primære mål var at vise sig som en saglig kandidat og samtidig fremstå som den mere energiske af de to kandidater. Det gjorde han ved at acceptere formatet, hvor han ikke talte, når Biden gjorde det. Enkelte gange blev munden spidset gevaldigt til, når kritikken blev for hård fra Biden. Men Trump tav, selv da Biden fremhævede, at Trumps tidligere vicepræsident Mike Pence ikke ville støtte Trump helhjertet i 2024.

Biden beviste mest af alt, at alderen trykker

Biden var denne gang ikke udfordreren, som han var i 2020, men hans opgave og mål var på mange måder den samme her i 2024: Vis dig som den mindre skøre kandidat af de to mulige. På papiret kunne Bidens rolige og forberedte talestil være bedre egnet til denne nye udgave af debatformatet. 

Men selv med den ro, det skabte, var han langsom om at komme i gang, og de fjerne horisonter, hans blik søgte, når han ikke talte, blev til ”dræbende” nærbilleder på TV. 

Han formåede dog at tale med styrke i sin stemme, når det handlede om abortrettigheder, og flere gange anklagede han Trump for at være løgner, og fremhævede Trumps udtalelser med et af sine faste udtryk: “I’ve never heard so much malarkey in my life.”

Biden gik dog også nytteløst langt i sin kritik af Trump, f.eks. da han sagde, at hans modkandidat havde haft sex med en pornostjerne og “you have the morals of an alley cat.” Det virkede unødvendigt at bore i denne skandaløse del af sagen om Trump, da det egentlig ikke er det, som han er blevet dømt for. 

USA’s værste præsident – et ræs mod bunden

I takt med at tiden gik, blev Biden nærmest slået ud af Trumps mange påstande om at være bedst til alt fra klima over beskyttelsen af de sociale programmer for amerikanerne, som demokraterne møjsommeligt har fået gennemført og forsvaret igennem årene. 

Her savnede man et “There you go again”-øjeblik, som Reagan formåede at levere mod Carter. Biden var dog i stand til at svare igen på Trumps konstante påstand om, at Biden var den værste præsident i USA’s historie: ”By the way ’worst president in the history’? 159 scholars voted him as the worst president in the history of the United States of America.”

Sidste udkald for Biden?

På mange måder bragte debatten minderne tilbage om valgkampen for fire år siden, dog var det knap så kaotisk som det retoriske lavpunkt, som de to kandidaters første TV-debat i 2020 stadig repræsenterer. Dog var diskussionen omkring golfevner et tegn på, at det sagtens kan nå at blive værre. 

Normalt finder TV-debatterne mellem republikanernes og demokraternes præsidentkandidat først sted i oktober og ses tit som den sidste chance for en kandidat til at påvirke valget. Særligt demokraterne må bekymre sig om, hvorvidt vælgerne nu har alt for mange måneder til at blive mindet om Bidens stive tilstedeværelse, på trods af at hans ord langt hen ad vejen var lige så klare som Trumps. 

Der er lang tid til september, hvor Biden kan forsøge at vende billedet ved den næste planlagte debat. Republikanerne og Trump-kampagnen kan nu bruge den tid til at hævde, at de har den mest energiske kandidat og fortsætte deres kritik af Bidens alder. Mon ikke alle gerne ville bruge tiden på noget andet?

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.