Medier: Rud Pedersen sender partner hjem efter kritik af statsministeren

Partner i public affairs-bureauet er blevet hjemsendt efter kritiske udtalelser om statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview, ifølge B.T. og Ekstra Bladet.

Sune Steffen Hansen, partner og public affairs-chef i Rud Pedersen, er, ifølge flere kilder, som henholdsvis B.T. og Ekstra Bladet har talt med, hjemsendt fra public affairs-bureauet. Det er landets største og har kontorer i 17 lande.

Det sker, ifølge medierne, efter hans medvirken i en artikel i Jyllands-Posten, hvor han udtalte sig kritisk om statsminister Mette Frederiksen (S). 

Det fik en af statsministerens særlige rådgivere til at rette henvendelse til en medarbejder i Rud Pedersen via sms. Det bekræfter Statsministeriet i en aktindsigt til både B.T. og Ekstra Bladet.

”Statsministeriet bemærker, at ministeriet er bekendt med, at en særlig rådgiver i ministeriet har sendt en sms-besked til en ansat i Rud Pedersen angående den pågældende artikel,” skriver Statsministeriet i aktindsigten til Ekstra Bladet. 

Hverken Morten Rud Pedersen, stifter af Rud Pedersen, eller Sune Steffen Hansen er vendt tilbage på B.T.s henvendelser. Jens Hjorth Larsen, Rud Pedersens adm. direktør og partner, oplyser til Ekstra Bladet, at han ingen kommentarer har. 

I artiklen i Jyllands-Posten beskriver Sune Steffen Hansen en fokusgruppe med almindelige danskere, hvoraf flere er tidligere socialdemokrater. 

Ifølge artiklen er flere vrede på den socialdemokratiske top på grund af udtalelser om, at danskerne skal arbejde mere. 

”Med Arne-pensionen fik Socialdemokratiet vist, at de godt forstod, at deres kernevælgere kom tidligt ind på arbejdsmarkedet, og at de derfor også skulle have en tidligere vej ud af arbejdsmarkedet. Men med afskaffelsen af store bededag og debatten om, at vi skal arbejde mere, aktiverede man de modsatte følelser,” siger Sune Steffen Hansen blandt andet til Jyllands-Posten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu