Bidens kampagnekommunikation trækker på Obamas popularitet

Da Joe Biden blev flankeret af præsidentkollegerne Obama og Clinton ved et event i New York i påskedagene, var det led i en vellykket kampagnekommunikation, der fik millionerne til at rulle ind. 
Brede smil og håndtryk fra præsidentkollegaerne Obama og Clinton ved en optræden i påskedagene er en vigtig del af Biden-kampagnens kommunikation, hvilken gav kontant bonus, skriver USA-analytiker Anders Agner Pedersen i en analyse. | Foto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix
Brede smil og håndtryk fra præsidentkollegaerne Obama og Clinton ved en optræden i påskedagene er en vigtig del af Biden-kampagnens kommunikation, hvilken gav kontant bonus, skriver USA-analytiker Anders Agner Pedersen i en analyse. | Foto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, Kongressen.com

Det var de helt store kanoner, der i påskedagene blev kørt ind på scenen i kampen for Joe Bidens genvalg. I de ikoniske rammer i Radio City Music Hall i hjertet af New York City havde intet mindre end tre præsidenter således taget plads. 

Den siddende af slagsen, Joe Biden, sammen med partifællerne Barack Obama og Bill Clinton. Og så var det i øvrigt værten på The Late Show, Stephen Colbert, der styrede løjerne. 

Uanset om man er demokrat eller republikaner, så må man anerkende, at det har en hvis slagstyrke, når man sætter tre præsidenter på scenen samtidig. Det sker kun yderst sjældent, og effekten var da også tydelig. Hele 26 millioner dollars kom der, ifølge Biden-kampagnen, i genvalgskassen som følge af det storstilede arrangement.

Tre takeaways fra præsidentstunt

Der er flere ting, man kan udlede af arrangementet i New York. For det første kan man konstatere, at Bidens præsidentpartifæller gerne vil hjælpe ham med at blive genvalgt. 

Det samme er næppe tilfældet for Trump – jeg har i hvert fald svært ved at se ham optræde i et lignende format sammen med George W. Bush. 

For det andet kan man konstatere, at et arrangement i denne stil er en yderst effektiv måde for Biden-kampagnen at samle penge ind, så mon ikke de overvejer at gentage succesen i den kommende tid? 

Andet ville næsten være mærkeligt. Men så er der også en tredje ting, som er værd at notere sig i forlængelse af den stort anlagte præsidentpassiar i The Big Apple, nemlig at det så langtfra bliver sidste gang, vi kommer til at se såvel Barack Obama som Bill Clinton og andre store demokratiske profiler føre valgkamp for Biden.

Nye dagsordener skal fjerne aldersfokus

Det er ingen hemmelighed, at Joe Bidens aktier står i lav kurs hos vælgerne, og at et klart flertal af amerikanerne mener, at han med sine 81 år er for gammel til at søge genvalg. 

Det er således godt 23 år siden, Bill Clintons tid i Det Hvide Hus sluttede, men det ændrer ikke på den omstændighed, at han fortsat er knap fire år yngre end den siddende præsident, som nu søger genvalg. 

Og da Biden ikke kan gøre noget ved aldersproblemet eller det udgangspunkt, at flertallet synes, han er for gammel, handler det om at prøve at sætte nye dagsordener, der fjerner fokus fra præsidentens alder.

Det skal handle om politisk indhold og de resultater, der er opnået under Biden. Og i den forbindelse kan præsidentkolleger som Barack Obama og Bill Clinton spille en vigtig rolle. For de kan være med til at sælge præsidentens sejre over for de ellers skeptiske vælgere.

Klog kampagnekommunikation

Derfor bliver Bidens bestræbelser på at opnå genvalg i høj grad en holdøvelse for Demokraterne. Der er brug for, at store navne som Obama og Clinton løbende er med til at føre valgkamp og konsekvent minder vælgerne om, hvor vigtigt det er at genvælge Biden. 

Især Obama er fortsat langt mere populær blandt demokratiske vælgere, end Biden er, og derfor bliver det vigtigt for Biden, at hans gamle chef gør, som han gjorde i New York forleden.

Det er de uden tvivl bevidste om i Biden-lejren. I hvert fald er det sjældent, man forsømmer en mulighed for at linke Obama-årene sammen med den nuværende administration, hvilket set med kampagnebriller er klogt. 

Da det den anden dag var 14 år siden, Obama underskrev den store sundhedsreform The Affordable Care Act, var det noget, der hurtigt blev en del af Bidens kampagnekommunikation, og hvordan Biden havde været med til at få reformen til at blive til virkelighed i sin tid, og hvordan han som præsident ikke bare ville beskytte reformen, men endda gøre den endnu bedre. 

Det kommer vi til at se mere af i den kommende tid. Ligesom vi i det helet taget kommer til at se Biden flankeret af partifæller, inklusive sine to præsidentkolleger. 

For denne her valgkamp bliver en holdøvelse for Demokraterne, hvilket påskens stort anlagte fundraising-arrangement i New York var et tydeligt bevis på.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også