Solomelding fra svineformand: komm-kiks eller smart træk?

Efter en soloudmelding og efterfølgende kritik er Danish Crowns bestyrelsesformand fyret. Var det blot et k-kiks? Nej, konteksten slår kommunikation.
Danish Crown-topcheffyring: småkikset forløb i sit udtryk, men i sit indhold et konsekvent sololøb fra en bestyrelsesformand, der, ifølge sin gamle arbejdsplads, kan beskrives som en fremsynet landmand. En mand, som, ifølge Danish Crown selv, kan beskrives med mottoet: Man skal have udsyn og følge med udviklingen. Både udsyn og udvikling har sin pris. Den pris kom Erik Bredholt så til at betale med eller mod sin vilje. | Foto: Pr/danish Crown
Danish Crown-topcheffyring: småkikset forløb i sit udtryk, men i sit indhold et konsekvent sololøb fra en bestyrelsesformand, der, ifølge sin gamle arbejdsplads, kan beskrives som en fremsynet landmand. En mand, som, ifølge Danish Crown selv, kan beskrives med mottoet: Man skal have udsyn og følge med udviklingen. Både udsyn og udvikling har sin pris. Den pris kom Erik Bredholt så til at betale med eller mod sin vilje. | Foto: Pr/danish Crown
redaktionen

Slagterigiganten Danish Crown har længe lidt under store økonomiske problemer. Andelshaverne har været utilfredse. Slagteripriserne er alt for lave. Den basisdemokratiske styreform er blevet en spændetrøje. Nogle frygter, de store landmænd vil gå solo. Alle er problemer, som selskabets bestyrelsesformand, Erik Bredholt, gerne vil prøve at løse. Han gik derfor ud i et stort interview i mediet Finans. Her foreslog han at ændre organisationen ved at sammenlægge to bestyrelser og trække nye investorer til. Den markante udmelding var ikke afstemt med resten af bestyrelsen. Kritikken haglede ned over forslaget, og bestyrelsesformanden svarede igen, at det blot var hans private holdning. Samtidig påberåbte han sig sin ret og pligt til at melde ud. Efterfølgende blev han fyret. Hvad er op og ned i den sag?


Mere kalkuleret end kikset

I denne udgave af Kforums podcast taler vi med kommunikationsrådgiver Søren Møgelvang. Han har en lang karriere bag sig i en af landbrugets helt store andelsforeninger. For ham er direktørens sololøb mere kalkuleret end kikset. Det er ikke kønt, men det var nødvendigt for at sætte en agenda. Det handler mere om konteksten og andelsbevægelsens fremtid end kommunikation. 

“Erik Bredholt ved godt, hvad han gør – også kommunikativt. Jeg tolker det som et kalkuleret skaktræk for at sætte en dagsorden, der potentielt kunne have ledet til, at han kom i spidsen for en fusioneret bestyrelse. Det gik så ikke, men det var så satset.”

Søren Møgelvang mener ikke, at forløbet skal og kan reduceres til kommunikation alene. 

“Ifølge den afgående bestyrelsesformand var samarbejdet i bestyrelsen nedslidt og fronterne tegnet skarpt op. Her måtte gøres noget dramatisk Noget, som tog fat i de egentlige problemer, som Danish Crown står overfor. Landbruget og andelsbevægelsens verdensberømmede demokrati står over for mange udfordringer. De kræver en udfordrende formand og attitude. Det er i den kontekst, jeg ser det famøse interview i Finans. “

Det egentlige omdrejningspunkt er andelsbevægelsens fremtid og demokrati

Bag det kommunikative kiks gemmer sig altså en større kamp om andelsbevægelsens fremtid og demokrati. For bevægelsen er presset af den store forskel og interessekonflikt mellem de få store medlemmer og de mange små. Investorer og fusion af bestyrelser er nogle af redskaberne til at løse de problemer. Som Søren Møgelvang formulere det:

“I andelsbevægelsen tæller man hoveder ikke høver. Altså én stemme, én andelshaver, uafhængigt af om man har ti eller 10.000 grise. Magten følger ikke nødvendigvis de store landmænd, og det skaber store problemer. Når de, der tjener pengene, ikke er dem, som bestemmer mest muligt. Hvis denne skævhed ikke udbedres, kan man frygte, at de største og stærkeste landmænd går solo. “

En bestyrelsesformand kan aldrig udtale sig for egen regning

Ifølge Erik Bredholt udtalte han sig som privatperson “for egen regning” om selskabets strategi, ikke som bestyrelsesformand. Det kan man, ifølge Marie Louise Mors, professor i strategisk og international ledelse, ikke. Som hun udtalte til Kforum:

”Han kan ikke udtale sig om noget som bestyrelsesformand og derefter sige, at det står for egen regning. Når han udtaler sig om virksomheden, kan han ikke have de to hatte på. Som bestyrelsesforperson har man et ansvar, fordi man står i spidsen for en virksomhed.” 

Fyringen var en overreaktion på en prøveballon

Moralen er: Hvad bestyrelsesformanden udtaler, bør og skal være et udtryk for bestyrelsens samlede holdning. Det er den eneste “hat”, Erik Bredholt har på. Altså, her brydes nogle gængse regler, rammer og rolleforventninger. Det er dog stadig ikke hovedproblematikken, ifølge Søren Møgelvang:

“Naturligvis er det ikke kønt og korrekt, men det er også lidt en overreaktion fra bestyrelsen side med den fyring. Mange bestyrelsesformænd er gennem tiderne kommet med soloudmeldinger uden af den grund at blive fyret. Her ligger noget andet og dybere til grund for hans exit.” 

Dog indrømmer Søren Møgelvang, at kommunikationen ikke bare har været lidt småkikset, men nogle gange kan man være så desperat, at man må gøre noget hurtigt og til stregen.

Erik Bredholts argument med at udtale sig som privatperson er derfor upassende, og det bliver endnu mere kikset, når han i sit forsvar påberåber sig sin ret og pligt til at udtale sig som bestyrelsesformand. For er den ret og pligt ikke mere præcist en ret og pligt til at udtale sig på bestyrelsens vegne, og kun den?

Det var et modigt Braveheart run

Søren Møgelvang ser dog på trods af dette Erik Bredholts udmelding og hele forløbet som et modigt Braveheart-løb. Hvor Erik Bredholt sololøber frem med en plan og strategi, men medløberiet udebliver desværre. Det må både Erik Bredholt og bestyrelsen naturligvis tage konsekvensen af. Småkikset udført, men i sit indhold et konsekvent sololøb fra en bestyrelsesformand, som, ifølge sin gamle arbejdsplads, kan beskrives som en fremsynet landmand med mottoet: Man skal have udsyn og følge med udviklingen. Både udsyn og udvikling har sin pris, og den pris kom Erik Bredholt så til at betale med eller mod sin vilje. 


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også