I sidste uge var TV 2’s ledelse igen involveret i en uheldig sag. Ledelsen havde i smug overvåget medarbejdermøder i forbindelse med en fyringsrunde. Det var en teknisk fejl, lød bortforklaringen, men det var så en nødløgn eller fejl efterfølgende. De ansvarlige for miseren i TV 2-toppen lagde sig fladt ned og sagde undskyld, som så mange gange før. 

Hyppigheden af disse undskyldninger er blevet et problem. For hvor mange gange kan TV 2’s ledelse blive ved med det? Hvor undskyldende og fladtrykt kan man egentlig være for stadig at fremstå som en troværdig og synlig ledelse? Sagen er nemlig blot den sidste i rædselskabinettet af “svipsere”. 

Bundlinjen er alt for mange alt for alvorlige sager alt for ofte i alt for mange retninger. Omdømmetabet er nu så stort og konstant, at det ikke længere er et spørgsmål, om TV 2’s bestyrelse har tillid til ledelsen, men om danskerne har nogen tillid tilbage. Uden tillid, ingen sandhed – og uden sandhed spiller TV 2 ikke den rolle i samfundet, som vi med rette kan kræve af en systemkritisk medieinstitution. Vi har som samfund, land og borgerlig offentlighed brug for en ny TV 2-ledelse og -bestyrelsesformand for at genoprette tilliden.

Tillid forudsætter sandhed og omvendt

“Trust is only possible where truth is possible, where people can reach an agreement about any given entity which is binding upon a third party.” Således skrev den berømte tyske filosof Niklas Luhmann i bogen “Tillid og magt”. Citatet sætter streg under TV 2’s seneste skandale. Her er det blot omvendt. Her lyves. 

Sandheden er væk, så tillid er ikke længere en mulighed. Mediernes rolle er at sætte ramme og rum for vores samtale om, hvilke aftaler vi skal indgå med hinanden som mennesker og danskere. Netop derfor er tillid og konsensus om den fælles sandhed altafgørende for medieinstitutioner af TV 2’s kaliber. Det er ledelsens altoverskyggende opgave og ansvar. Det handler ikke blot om, at TV 2 er en god forretning i penge, men om, at forretningen skaber værdi for samfundet og offentligheden. Det er det, som TV 2 bør måles på. Tabet af sandheden og tilliden har været et drypvist omdømmetab, der har strakt sig over flere år. Her er hvordan og hvorfor. 

Alt for ofte alt for dårligt og alt for reaktivt håndteret

De mange sagers alvorlige karakter er hverken uheld eller tilfældigheder, men en direkte konsekvens af, at de ikke er blevet håndteret korrekt eller proaktivt af ledelsen. Den dårlige håndtering før, under og efter sagerne er det, som skaber mistilliden. Det har vi set igen og igen i den on-going imagederoute. Det er eksempelvis lige præcis det, som skete, da TV 2’s direktør, Anne Stig Christensen, i en MeToo-dokumentar udtalte, at ledelsen var uvidende og uengageret i den seksualiserede kultur på Kvægtorvet i Odense, hvorefter det kom frem, at hun til et medarbejderarrangement havde uddelt kondomer med TV 2-sloganet “Alt det vi deler”. Lasse Laursen udtalte i forbindelse med TV 2-MeToo-dokumentaren til Kforum:

”Både nyhedsdirektør Ulla Pors Nielsen og administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen har været på TV 2 siden altid, og man skal have været dundrende idiot for ikke at have set noget, men det holder de sig begge til, at de ikke har. Det er en vigtig del af deres kommunikation, men som udenforstående står hele deres strategi i skyggen af, at de to øverste ledere slet ikke har set noget.” 

Dette skaber et synligt hul af mistillid mellem, hvad man siger som ledelse, og hvad man ved, har set, gør, og hvad der er blevet gjort. Endnu værre er den nølende optræden i dokumentaren et udtryk for en ledelsesmæssig fejlkalkulering: At tro, at man mod bedre vidende kunne slippe af sted med at spille uvidende. Et dumsmart gamble med troværdigheden, som fremstår i al sin tydelighed med den nu berømte Daft Punk-medarbejdervideo. Her ville den rette platform have været at anerkende medejerskab og viden om den seksualiserede arbejdskultur fra starten. Bemærk,at det er det, den tidligere TV 2-chef Per Mikael Jensen gør med stor succes i samme dokumentar.

I dokumentaren vælger Ulla Pors ikke at påtage sig ansvaret, fordi det jo er alles ansvar på TV2 – og derfor ingens.

I dokumentaren lyder spørgsmålet fra journalisten: 

”I hvor høj grad mener du, at TV 2’s ledelse har haft et ansvar for den usunde kultur?” 

Ulla Pors svarer:

”Min refleksion er, at vi alle sammen har et ansvar for, hvad det er for en kultur, der har været på de arbejdspladser, der igennem de sidste årtier har været, hvor der har været forskellige kulturelle udfordringer.”

Den slags svipsere er dog ikke blot noget, som hører fortiden til. Helt aktuelt skete det i sidste uge igen med udmeldingen om, at ledelsens overvågning af et medarbejdermøde var en teknisk fejl. Efterfølgende måtte man så indrømme, at man “tog fejl”, og det var en bevidst handling. 

Ledelsen optræder ofte reaktivt, når det burde være aktivistisk

Efter de omfattende afsløringer af en seksualiseret kultur gennemføres først længe efter en efteruddannelse af medarbejderne på området. I andre tilfælde parkeres ansvaret længere nede i organisationen og reduceres til en personalesag og fyring af en medarbejder. Dette var netop forløbet i sagen om TV 2’s forsøg på at påvirke det grønlandske valg med fake news. Her blev ansvaret placeret hos redaktionschefen for det aktuelle program, selvom sagen er langt større end dette og skulle placeres på bestyrelsesniveau/i Folketinget. Den slags eksempler er legio og summer op. Mikkel Skov skrev på Kforum i slutningen af 2022 om TV 2’s håndtering de seneste år :

“Fælles for alle sagerne, som er kontroversielle i sig selv, så har håndteringen af dem tillige været famlende og usikker, hvilket har forlænget og forstærket de kriser, de har medført. Karl Marx’ sidekick, Friedrich Engels, er ophavsmand til udtrykket “kvantitetens omslag i kvalitet”: Når mængde og omfang bliver til egenskab. I TV 2’s tilfælde kan karakteren og frekvensen af møgsager tyde på, at der er noget grundlæggende galt.”

Et 360-graders svipser-inferno: Alt for mange sager alt for ofte i alt for mange retninger

I sammenligning med andre medievirksomheder har der været langt flere dårligere håndteret sager. DR er i sammenligning kommet bedre ud af f.eks. Pigekoret-skandalen, og deres sager er ofte relaterede til enkelte medarbejderes misgerninger end de ledelsesmæssige beslutninger. 

Modsat TV 2, hvor sagerne kommer oftere – og de bliver ved med at komme. De omhandler ofte forskellige områder, stakeholdere og ledelsesdiscipliner. Vi har nu været 360 grader rundt om de opgaver, som med rette tilfalder en topledelse i en stor mediekoncern. Det har været et sandt svipser-inferno.

I sidste uge var det så en ”svipser“ i forhold til medarbejderne, tidligere på året var det en “svipser”, i forhold til hvor grænsen går mellem journalistik og reklame. Tilbage i oktober 2022 kunne Jyllands-Posten afsløre, at Drukfri Ungdom var blevet tilbudt at købe redaktionel omtale i TV 2-programmet “Go’ morgen Danmark”. Tilbuddet til Drukfri Ungdom om redaktionel omtale mod betaling viste sig dog at være en udbredt praksis på TV 2. Jyllands-Posten kunne afsløre, at både et tysk turistkontor og Læsø Turist- og Erhvervsforening havde betalt for omtale i TV 2 Vejret, som er en del af TV 2’s nyhedsafdeling. I tilfældet med Læsø kunne Jyllands-Posten citere en intern TV 2-e-mail:

”Lad os nu være ærlige: Hvis vi selv havde valgt at sende fra Læsø, ville vi næppe have produceret reklameindslag om saltsyderi, tangtage og jomfruhummere. Vi ville - som vi gør i den daglige redaktionelle proces - have valgt vejr-relaterede indslag og/eller indslag med spændende fortællere ude i vejret.” 

Efterfølgende blev sagen behandlet i Presselogen på TV 2 News. Her spurgte værten indholdsredaktør Lotte Lindegaard: ”Hvor mange penge har TV 2 egentlig tjent på det her?” Hvortil Lotte Lindegaard svarede: ”Det ... det kommer .. Hvor mange har du tjent ... på sponsoraftaler?”

 

Alt for alvorlige sager

Det er en meget alvorlig sag at søge at påvirke en politisk valghandling før, under og efter med fake news. I sidste uge måtte Fox News betaler milliarder i erstatning for deres fake news om valgsvindel i USA. I TV 2’s tilfælde blev sagen om det grønlandske valg dysset ned og reduceret til HR. Det er også en meget alvorlig sag at have skabt en seksualiseret arbejdskultur, hvor ledelsen tydeligvis er med på alle lumre lege. Et medies troværdighed står og falder med, om man som seer bliver oplyst om, hvad der er købt, og hvad der er kritisk journalistik. 

Her er altså med rette al mulig grund til, at danskernes tillid til TV 2’s ledelse er væk. Noget må gøres, og dette noget er en ny ledelse og bestyrelse. Den nuværende ledelse er belastet af usandheder om alt fra MeToo og medarbejderovervågning til kondom-cobranding, valgpåvirkning, fake news og sponseret journalistik. Det går ikke længere. For hvis sandheden er væk, bliver tillid til mistillid, og så er man ikke længere danskernes og demokratiets vagthund.Har danskerne stadig tillid til TV 2’s ledelse? Nej, her er behov for ny ledelse nu.