Hvad med lige først at spørge børnene bag skærmen?


Nu skal børns skærmbrug bandlyses i børnehaver og vuggestuer. Medieforsker nuancerer her debatten. Vi skal tale med børnene i stedet for blot at påtale og udskamme deres medieforbrug. 
I debatten om børns skærmforbrug er der en tendens til, at børnene oftest bare bliver talt om. Hvad mon de selv tænker og mener om deres medieforbrug? Godt spørgsmål og meget vigtigt svar hvis vi skal i dialog med de yngre generationer. Forbyd alene er ikke løsningen. Kilde: Getty Images.
I debatten om børns skærmforbrug er der en tendens til, at børnene oftest bare bliver talt om. Hvad mon de selv tænker og mener om deres medieforbrug? Godt spørgsmål og meget vigtigt svar hvis vi skal i dialog med de yngre generationer. Forbyd alene er ikke løsningen. Kilde: Getty Images.
Lektor, ph.d. Thomas Enemark Lundtofte

“Skærme” er det nye fjendebillede

Der har bredt sig en stemning på Christiansborg. Børnenes trivsel er under pres, og det er hverken præstationskultur, psykiatri, folkeskolereformer eller antallet af voksne i dagtilbuddene, der er hovedforklaringen. Årsagen skal findes i ”skærme”, der tjener som fælles betegnelse for børns brug af digitale medier.

Senest har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fremsat et forslag om at bandlyse skærmene fra børnehaver og vuggestuer. Det til trods for, at børnene ikke bruger dem i nogen nævneværdig grad, og at pædagogerne hverken bliver hørt i spørgsmålet eller mødt med tillid i forhold til deres faglige forudsætninger for at anvende digitale medier sammen med børn.Tesfayes initiativ er måske et udtryk for det muliges kunst. 

”Kampen for at gøre noget”?

Et nyligt borgerforslag anbefaler, med forholdsvis ringe sans for igangværende internationale juridiske processer, en række reguleringer og forbud i forhold til børn og digitale medier. 

Selve forslagene kan de fleste generelt gå ind for – særligt, når det kommer til bedre beskyttelse mod traumatiserende indhold, dataindsamling, forskelsbehandling og manipulerende design. Men det er bare ikke så nemt for en dansk regering at gå enegang, eftersom vi i regi af EU allerede udvikler lovgivning på området. Det er nemlig ganske ressource- og koordinationskrævende at møde de store teknologivirksomheders forretningsmodeller med præcise og vandtætte love. 

Ligesom borgerforslaget, retter de mest indignerede indlæg i debatten sig i virkeligheden ofte mod de sociale medier og firmaerne bag. Og der er jo helt åbenlyst rigtigt meget at kritisere, når det gælder det dataficerede samfunds overvågningskapitalistiske aktører. 

If it is free you are the product

De ønsker at fastholde os som kunder i deres underholdningsmaskiner og bruger alverdens beskidte tricks for at lykkes med netop dette. Ingen ønsker, at børn skal overvåges, møde traumatiserende indhold eller manipuleres til overdreven konsumption. 


Ingen betvivler, at voksne skal være med til at sætte grænser for børn, og at internettet ikke blot skal opfattes som en ufarlig legeplads. Men det betyder ikke, at børn ikke også har mulighed for at komme med fornuftige input til den samtale. Og det betyder heller ikke, at internettet og de digitale teknologier ikke også har givet børn nye arenaer for venskaber og leg – ligesom det gør sig gældende for voksne.

Hvorfor taler vi ikke med børnene om, hvad de mener og tænker om deres medieforbrug?

I tråd med Tesfayes nyeste forbud er der en tendens til, at man ikke involverer de relevante parter i samtalen. 

I stedet for at blive talt med bliver børnene oftest bare talt om. 

Er vores børn blot junkier, som intet fatter?

Deres anvendelse af digitale medier bliver sammenlignet med en junkies brug af narkotika. Det skyldes udløsningen af dopamin i hjernens belønningscenter, forstås. Og apropos hjerner, så er frontallapperne ikke færdigudviklede, før man fylder 25, så det giver alligevel ikke rigtigt mening at diskutere de her problemer med børn. De er ikke klar til samtalen, og vi kan ikke danne dem så længe, der er så meget rod i reguleringerne. Næ, de har brug for opdragelse – altså af den slags, hvor vi fortæller dem, hvad de skal interessere sig for. Pædagogisk set kan vi ikke acceptere sådan en falliterklæring. 

Et forbud bør og kan ikke stå alene

Vores indsats skal kunne gå på to ben. Regulering af teknologiske opfindelser har altid været udfordrende, og det er nemt at få følelsen af at være bagud. Og vi er helt klart bagud med at lovgive. Men det er en total misforståelse, at vi dermed ikke skal implementere teknologiforståelse i skolen eller arbejde pædagogisk med digitale medier i skolefritidsordningerne. Begge processer må kunne foregå samtidigt. I Undervisningsministeriet kan de blot sætte i gang, hvis ellers de har mod på andet end forbud.

At forbyde, skælde ud og udskamme skaber blot afstand mellem børn og voksne

Problemet i debattens nuværende form er, at den skaber afstand mellem børnene og de voksne. Hvis man bombarderes med udsagn om det sygelige i at spille computerspil, lave dansevideoer, skrive med vennerne, se influencere på YouTube, osv., så er det nærliggende at vende den slags aktiviteter indad – også når der opstår problemer. 

Indikationer for netop dette fremgik også af den nye rapport om børns digitale liv, hvilken i forrige uge blev præsenteret hos Børns Vilkår. Her kunne man konstatere, at de adspurgte børn (6.-9. klasse) i høj grad frasorterer de voksne som relevante hjælpere og sparringspartnere, når de digitale aktiviteter giver anledning til bekymring. 

Vi har altså i øjeblikket tilsyneladende ikke særligt god kontakt mellem børn og voksne, når det kommer til problematikker såsom misinformation, mobning og overgreb, hvilket er yderst kritisabelt og ikke ligefrem noget, der løses med et snuptag gennem forbud og regulering.

Vi skal tale med børnene

Hvis vi skal løfte samtalen igen, skal vi have børnene og fagpersonerne koblet på. Vi skal interessere os for de praksisser, der rent faktisk foregår, og sørge for, at børnene ser voksne som relevante sparringspartnere og ikke bare mistroiske forbudspersoner. 

Det er de voksnes opgave at sørge for balance mellem beskyttelse og deltagelsesmuligheder i børns liv, helt generelt. Politikerne har åbenlyst ansvaret for at levere forbrugerbeskyttelse gennem regulering af teknologivirksomhedernes forretningsmetoder, men den daglige opgave løftes af forældre, lærere,pædagoger og andre nære voksne i børns liv. 

Det forbud, Tesfaye har foreslået, udtrykker mistro til sådanne personers forudsætninger for at varetage børnenes interesser, og den udvikling er ingen parter i sidste ende tjent med.




Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også