Er stress en politisk dødsdom? Nej, og nu er det nok

Kommentatorerne efterlader ikke Venstres formand mange chancer for at komme tilbage, hvis ikke han kan spille det benhårde politiske spil, men vi bør tale om, at mange faktisk kommer godt tilbage.
Vi bør tale tilbagekomsten op. | Foto: Hannah Aurora Almstrup/Ritzau Scanpix
Vi bør tale tilbagekomsten op. | Foto: Hannah Aurora Almstrup/Ritzau Scanpix
Nis Peder Kolby, Kommunikationsrådgiver

Jeg kan ikke rigtigt have det, kan jeg mærke. Dobbeltheden. Sviget. Mistilliden. Når skåltalerne mest af alt lyder som en daggammel brandert, fordi de står utroværdige og dumme tilbage. Jeg taler om stress. Stress i almindelighed og stress på Borgen i særdeleshed.

Det vanvittigt opskruede tempo i såvel lovgivning som udvalgsarbejde, presse og sociale medier, der ikke giver tid til refleksion og grundighed og måske heller ikke plads til at være menneske. I hvert fald ikke det menneske, man gerne vil være. Jeg tror egentlig, at mange af os, som arbejder tæt på politik, oplever samme tempo, men vi er selvfølgelig ikke underlagt samme opmærksomhed, ansvar og pres.

Så ja, det er noget særligt at bedrive politik. Det er trods alt vores folkestyre. Og det kræver noget helt ekstra at vinde, og det er jo ofte det, det hele handler om.

Kræver mere end et normalt job

De seneste år har en række politikere og andre tæt på Borgen dog sat store spørgsmålstegn ved, om det opskruede tempo og det umenneskelige pres er godt for vores folkestyre. Jeg tænker på folk som Anders Langballe, Karsten Lauritzen og Jacob Mark, men også Søren Pind og Sigge Winther.

Nogle af dem blev syge af tempoet, andre stoppede op, og fælles for dem er, at de ikke har meget godt at sige om tempoet. Både de og deres tanker er blevet hyldet af deres kolleger på Borgen og i medierne. Det kan jeg godt forstå. På samme tid er det netop det, der får mig til at tale om dobbelthed og svig.

For hvor der lød rosende ord til tankerne fra dem, der stod af ræset, er der ikke megen tillid til Venstres sygemeldte formand, Jakob Ellemann-Jensen. Rygterne på og omkring Borgen lyder, at han har været hårdt ramt af den stress, der fik ham til at sygemelde sig, og en sygemelding på mindst et halvt år tyder også på, at det ikke er en mild omgang.

Og konklusionen fra mange af dem, der hyldede tankerne og ordene om at sætte tempoet ned, er derfor, at han nok ikke vender tilbage. Eller i hvert fald ikke i en version, hvor han kan tage fra og løse sin opgave. 

”Som det ofte er sagt, kan Ellemann ikke, som andre stressramte, vende gradvist tilbage. Det er fuld fart frem fra dag 1 i ministeriet,” siger en kommentator, og en anden skriver: ”Det kræver altså mere end et normalt job, og det er jeg ikke sikker på, at han kan. Det er jeg ikke sikker på, at han er i stand til.”

Tal tilbagekomsten op

Kommentatorerne konkluderer altså, trods tidligere hyldest af andre, at Borgen aldrig bliver anderledes. De affejer vel nærmest håbet om, at der kan ske en forandring. Jeg har arbejdet på Borgen og er ikke naiv. Det er jo som en nuværende minister engang har sagt til mig: Politik er en kontaktsport. 

Eller som tidligere finansminister Bjarne Corydon sagde på Folkemødet: For at være en god forhandler skal man have en god røv. Underforstået, at forhandlinger kræver, at man kan sidde rigtigt længe ved bordet, og at fysisk udholdenhed og mental standhaftighed er mindst lige så afgørende – eller mere – end politisk kløgt, forhandlingssnilde og en god sag. 

Men at sige, at det er den eneste måde at drive toppolitik på, er jo også en falliterklæring i forhold til at få sat tempoet ned, opnå bedre løsninger og forsøge at undgå stresssygemeldinger. Jeg kan ikke forstå, at kommentatorerne ikke taler det op og hylder, hvis Ellemann, som f.eks. Vanopslagh, kan komme tilbage fra stress og indtage en afgørende rolle i dansk politik. 

Det kan være, det ikke bliver som før, og det kan være, han ikke gør det som de andre, men det behøver ikke være en dårligere måde. Hvis han vil have bedre tid til at belyse sagerne, ikke gider forhandle om natten og vil have flere indlagte pauser til hvil, frisk luft og koldt vand, eller hvad det nu måtte være, så er det jo ikke nødvendigvis dårligt. Så er det anderledes, men måske også et tiltrængt opgør med en udmattelseskultur, som kan gavne de udholdende mere end de kloge.

Så er stress virkelig Ellemanns politiske dødsdom? Tidligere politiker Klaus Riskær Pedersen skrev det meget direkte på Twitter: ”En eller anden skal jo sige det: Jakob Ellemanns sygeorlov gør det utænkeligt at han kan kvalificere sig som Statsminister. Vi indsætter ikke en leder af landet, der går ned med stress. Uanset hvor politisk ukorrekt det synspunkt er.”

Klogere på livet kan også noget

Det er da i det mindste bundærligt, men jeg holder af at være lidt naiv og tro på det bedste. Jeg håber ikke, at stress skal være en arbejdsmæssig dødsdom. Ikke for nogen, og da heller ikke for Ellemann. Vi får stress, vi kæmper. Vi klarer det, vi kommer videre. I hvert fald hvis det går godt. Og i mange tilfælde er vi klogere på livet, os selv og det samfund, vi er en del af.

Det er kvaliteter, jeg sagtens kan se have noget kørende for sig i politik, og enhver, der har spalteplads til sin rådighed, ville gøre noget godt ved at tale positivt om at overleve stress og komme godt tilbage. Ikke det modsatte. Ellers er der mange, som er dømt ude.

Jeg synes generelt, vores politiske kommentatorer er ret dygtige. Jeg mener blot, at de forpasser en mulighed for at tale (arbejds)livet op, når de skriver, som om det kun kan gøres på den hårde måde.

Pas godt på jer selv, jeres kolleger og alle de andre. Og hav en god arbejdsdag.

Forfatteren har arbejdet som kommunikationsrådgiver for Venstre fra 2012-2015.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også