“Magtfuldkommenheden er uden sidestykke”, lød det før valget igen og igen fra Jakob Ellemann-Jensen og resten af Venstre. 

Et budskab, der ivrigt blev gentaget og forstærket af medier, der aldrig blev trætte af at fremhæve Mette Frederiksens regeringsførelse som uhørt brutal og centralistisk. 

Nu er journalisternes raseribrøl reduceret til misfornøjede piv, og Ellemanns pibe spiller en helt anden melodi. 

En flertalsregering kunne slet ikke være magtfuldkommen, måtte vi forstå på den nytiltrådte vicestatsminister Ellemann, efter han i januar havde givet Folketingets partier en uge til at tage stilling til afskaffelsen af store bededag. 

En flertalsregering gør, hvad der passer den

At en flertalsregering gør, hvad der passer den, har Ellemann endnu engang slået fast med sin dobbelte misinformation af Folketinget i skandalen om hasteindkøbet af israelske våbensystemer. 

Første gang fejlinformerede han om fristen for våbenindløbet, og anden gang fejlinformerede han om fejlinformationen. 

Ellemann selv bedyrer sin uskyld. Han handlede i god tro og var et offer for fejl på embedsmandsniveau. Den forklaring er decideret plausibel. Hvilket motiv skulle Ellemann have haft for at lyve for sine folketingskollegaer? 

Men Ellemann kan godt høre ekkoet fra sin egen minkkritik. Det er derfor, han, med Barbara Bertelsens ord, ruller helt rundt og bestiller en advokatundersøgelse af sig selv. 

De penge er lige så spildte som ved alle de andre advokatundersøgelser. Det er åbenbart sådan, provenuet fra afskaffelsen af store bededag skal bruges. Som figenblad for Ellemanns forfængelighed. 

Ellemann sender skylden ned i systemet

Det ændrer bare ikke på, at havde en forsvarsminister i Mette Frederiksens smalle S-regering opført sig som Ellemann, var vedkommende blevet slagtet. 

Enhedslisten, SF, Alternativet, Frie Grønne og sikkert også de Radikale havde stillet et mistillidsvotum. 

Benny Engelbrecht blev fyret for en bagatel. Trine Bramsen karaktermyrdet for at hjemsende sin departementschef. Mette Frederiksen fremstillet som embedsmændenes skræk, men hun gik konsekvent i brechen for sine medarbejdere. Også da det havde været politisk opportunt at lade de fejlagtige advarsler til Barbara Bertelsen og en række andre topembedsmænd stå. 

Ellemann slipper uden videre af sted med at sende skylden ned i systemet.

Faldet fra den høje garderhest

Det er ikke første gang, Ellemann falder tungt ned fra sin høje moralske hest. Det overlever han nok. Det er nu engang toppolitikernes lod at sige én ting i opposition og en anden i regering. 

Det forstemmende er nemlig ikke, at Venstre gjorde alt for at kritisere Mette Frederiksens forrige regering. Det var deres job. Det, som burde udløse eftertanke, er, hvor ukritisk medierne overtog Venstres spin og ophævede det til sandhed. 

Mediekritikken kammede over i konspirationsteorier

Når det kom til brutal magtanvendelse, var den smalle S-regering ikke nødvendigvis bedre end andre regeringer. Den var heller ikke værre. 

Den stak ud, fordi den sad på et meget lille antal mandater og derfor var totalt afhængig af resten af Folketinget. Læg dertil et umodent og ustabilt parlamentarisk grundlag i form af de Radikale, der endte med at stille et mistillidsvotum. 

Det, som karakteriserede S-regeringen, var, at den havde den mest kritiske – ja, fjendtlige – presse, nogen regering har haft i mange årtier. Enhver intention og udtalelse fra statsministeren blev nedsænket i et veritabelt syrebad af mistillid og negativitet. 

Ingen regering har været mere gennembelyst og kritiseret på kryds og tværs. De selverklærede “magtkritiske” medier vil hive de slidte stråmænd frem, men ofte kammede mediekritikken over i veritable usandheder og konspirationsteorier. 

Energien er gået ud af konflikten

Her ni måneder efter afslutningen på det socialdemokratiske etpartiregeringseksperiment er energien stort set gået ud af konflikten mellem Mette Frederiksen og journaliststanden. 

Statsministeren har droppet sine provokerende podcasts og forsøg på at mene noget, der består ikke-testen. Nu står den på teknokrati og politikersvar. 

Det er måske i virkeligheden SVM-regeringens største fortjeneste: At den kvæler polariseringen mellem politikere og presse. 

Men at den polarisering opstod, kan ikke kun være politikernes ansvar. Her bærer medierne, herunder en række prominente chefredaktører, et stort ansvar, som de på god politikervis ingen intentioner har om at tage på sig.