At virksomheder er en del af det samfund, de dyrker forretning i, er efterhånden en gammel, kendt sandhed. 

Op igennem 90’erne og 00’erne spreder ideen om virksomheder som bærende institutioner i samfundet sig langsomt. Da vi nærmer os 10’erne – efter finanskrise og sociale mediers indtog – begynder det for alvor at gå op for mange virksomhedsledere, at de ikke blot kan gemme sig bag det gamle paradigme om profit som eneste pejlemærke. 

Nu havde virksomhederne også et ansvar i verden. Og for verdens gang. Og den politisk bevidste forbruger kunne holde dem ansvarlige for det ved at stemme med pengepungen.

Da de oprindelige tanker, der ligger til grund for denne teori, blev skabt, var det på ryggen af et vestligt kulturelt, økonomisk og militært hegemoni. Vesten havde sejret i alle afkroge af verden. Nu skulle vi blot have fjernet de sidste tyranniske regimer og diktaturer og indføre demokrati. Herefter ville verden blive demokratisk, og værdimæssigt nærme sig os i Vesten. Det var logisk – for vi har jo både ret og de bedste værdier.

Hvis ikke virkeligheden har ramt os i ansigtet som en boomerang endnu, så er korankrisen det sidste eksempel i en perlerække af sager, der viser, at det næppe er resten af verden, der vil bøje sig i vores værdimæssige retning, men at det for nuværende nærmere kan være os der i sidste ende vil bøje os i verdens retning.

For selvom jeg er helhjertet tilhænger af LGBT+-rettigheder, kvindekamp, frihedsværdier, ytringsfrihed og alt, vi ellers står for i Vesten og Danmark, så må vi efterhånden være ærlige og sige, at det i verdens øjne er os, der er forkert på den. Hvis verden var et demokrati, havde vi tabt med et brag. Vores værdier – som vi meget gerne fremturer med – deles ikke af størstedelen af verdens befolkning. VM i Qatar viste bl.a. splittelsen. Det var stort set kun vestlige lande, og især nordeuropæiske lande, som gik op i FIFAs forbud mod regnbuearmbåndet. Debatten eksisterer nærmest ikke længere, og FIFAs tilgang til at bandlyse LGBT+-symboler og lignende er ikke bare blevet accepteret, men kopieres nu af andre. 

Så hvor efterlader det danske virksomheder? Mildest talt i et dilemma.

For selvom man i Danmark kan argumentere for, at man skal stå på de rigtige værdier som virksomhed, så er de værdier ikke nødvendigvis eksporterbare. Det, som man hyldes for i nogle kredse, vil man få tæsk for i andre. 

Chr. Hansens tilbagetog på LGBT+-støtten er det seneste bevis på dette. Og hvis man ikke er villig til at stå på mål for sine værdier – også når de koster økonomisk, eller man kommer i modvind – så skal man kraftigt overveje, om man i første omgang skal stille sig op på den værdimæssige piedestal. 

Vi befinder os i en ny verdensorden

En verdensorden, hvor Vesten efterhånden må indse, at vi ikke er den kulturelle, økonomiske og værdimæssige supermagt, vi engang var. Regeringen har indset det. Det samme har dansk erhvervsliv anført af Lars Sandahl og Vincent Clerc. 

Spørgsmålet er, om de danske erhvervsledere – og i særdeleshed HR- og brandfolkene, der rådgiver dem – vil komme til samme konklusion?

Måske vi står over for et tilbagetog for ideen om virksomhederne som proaktive bannerførere for politiske holdninger og værdier.

Måske vi i fremtiden vil se flere virksomheder, der blot holder sig til at fokusere på at skabe stærke produkter, yde god service og behandle medarbejdere og samarbejdspartnere ordentligt. Alt sammen i jagten på det simple. Øget profit.

En ting er dog stensikkert. De kommende år vil vise, hvilke af de virksomheder og organisationer, der de sidste mange år har fremturet med de rigtige holdninger og pyntet sig med de rigtige værdimæssige symboler, faktisk har røv i buksen.

Chr. Hansen havde ikke. Regeringen havde ikke. Landsholdet og DBU havde heller ikke.

Spørgsmålet, der står tilbage til dig som virksomhedsleder, er simpelt: Er du klar til at forsvare dine værdier på bekostning af profit? Hvis ikke, så er det bedst helt at lade være.