Fodboldens MeToo. Hvad kommer til at ske? Hvad skulle man have gjort?

Den spanske fodboldligas chef, Luis Rubiales, gav for to uger siden spilleren, Jenni Hermoso, et kys på munden. På live TV. Nu deler vandende sig i den spanske fodboldverden.
Præsidenten for den spanske fodboldføderation, Luis Rubiales, kysser spilleren Jennifer Hermoso under medaljeceremonien ved FIFA's verdensmesterskab for kvinder i fodbold. | Foto: Getty Images
Præsidenten for den spanske fodboldføderation, Luis Rubiales, kysser spilleren Jennifer Hermoso under medaljeceremonien ved FIFA's verdensmesterskab for kvinder i fodbold. | Foto: Getty Images
Marie Valentin Beck

”Se på billedet, og I kan se, jeg ikke giver samtykke,” siger Jenni Hermoso. ”Se på billedet, og I kan se, der er samtykke,” siger Luis Rubiales’ arbejdsgiver, Royal Spanish Football Federation (RFEF).

Det er sagen i en nøddeskal. Skal vi referere til de nye normer, hvor samtykke er en selvstændig handling, som begge parter kan pege på, hvornår fandt sted? Eller skal vi referere til de gamle normer, hvor samtykke er det samme som fraværet af protest? Det er kernen af MeToo-omskrivningen af spillereglerne og ansvarsfordelingen.

Det er et vigtigt punkt i fodboldens historie og kultur. Det er muligheden for for alvor at markere et skifte oven på flere års kritik af behandlingen af kvindefodbold. Eller ej. Så hvilken vej kommer det til at gå?

Det tyder på at gå de nye normers vej. RFEF står meget alene med deres udlægning. FIFA har suspenderet Rubiales i 90 dage og åbnet en disciplinærsag. Hele kvindelandsholdet har nægtet at spille, før Rubiales trækker sig. Herrelandsholdet vil heller ikke være med. Borja Iglesias har forladt holdet, indtil Rubiales er væk, og flere andre store profiler har tydeligt udtrykt deres afstandstagen til RFEF.

Men hvad hvis det går de gamle normers vej? Hvilken sejr står Rubiales med, hvis han kan forblive præsident for RFEF? Hvad har han vundet? Sin titel, sin formelle magt og retten til at referere til gamle normer. Ikke småting. Hvad taber han? Respekt, rollen som en positiv rollemodel og muligheden for at fremstå oplyst og progressiv. Heller ikke småting. Hvad taber fodbolden? Respekt, pladsen som det sted, hvor alle behandles lige, og muligheden for at være et inkluderende fællesskab. Ikke til at bære.

Hvordan kunne det være undgået at komme hertil? Hvad havde været værdigt og fremadskuende – for både Rubiales og hans omverden – at gøre?

At trække sig med ord a la “Jeg var så uendeligt stolt af mine spillere, at jeg blev grebet af en stemning og ikke tænkte mig om. Når det sker, automatreagerer jeg – ligesom mange andre – og kommer til at gøre, som jeg har lært hele mit liv. Jeg bakker værdimæssigt 100 pct. op om nye normer og regler om samtykke, men de sidder ikke på min rygrad endnu. Det gik ud over Jenni Hermoso på et tidspunkt, hvor hun skulle have haft lov til kun at give sin sejr og plads i verdenshistorien opmærksomhed, og det giver jeg hende en uforbeholden undskyldning for. Jeg har nogle ting, jeg skal tænke grundigt over, og noget, jeg skal lære. Det vil jeg nu tage mig tiden til”.

Det ville have været konstruktivt og forbilledligt – for kvinder, for mænd, for børn, for ledere og for fodbolden. Og for Rubiales selv, som ville have givet sig selv de bedste kort på hånden for at komme vel videre, menneskeligt og professionelt.

Hov, vent. Der er faktisk Luis Rubiales’ mor. ”Jeg spiser ikke noget, før Hermoso har givet min søn en undskyldning,” siger hun. Hun er gået i sultestrejke i en kirke i Sydspanien. Så helt alene står RFEF ikke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også