Læs debatindlægget her og studiet her.

Kære Thomas Enemark Lundtofte

To sæt øjne kan godt nok se meget forskelligt i det samme studie.

Mens du har skrevet indlæg til Kforum om studiets høje kvaliteter, har jeg i tre paneldebatter brugt netop dette studie som et skrækeksempel på en metodisk og forskningsmæssig dovenskab inden for internetforskningen.

Først, lad mig slå fast, at jeg ikke afviser, at deres resultater kan være rigtige. Blandt alle de større sociale medier er Facebook også mit bedste bud på en ”sund” social medieplatform med begrænsede skyggesider.

Hvad jeg derimod er stærkt skeptisk overfor, er, at man kan sige noget som helst om Facebooks indvirkning på mistrivsel ved alene at sammenholde antallet af daglige brugere på Facebook med det oplevede velvære i et repræsentativt udsnit af et lands befolkning.

Hvis en sådan sammenligning metodisk skulle give mening, forudsætter det, at vores daglige forbrug af Facebook skulle være en primær og direkte påvirker af vores oplevelse af velvære.

Det ved vi imidlertid godt, ikke er tilfældet. Krige, økonomisk stagnation osv. overskygger naturligvis vores tid på Facebook rigtigt mange steder i verden.

Dertil kommer effekterne fra andre sociale medier, som undersøgelsens pressemeddelelse fuldstændig ignorerer. Således vil et lavt Facebook-forbrug, der korrelerer med en lav well-being-score i et land, ofte blot forklares ved, at andre sociale medier er mere udbredt i netop det land.

Vi må derfor spørge os selv, om en sådan sammenhæng fortæller os noget om Facebooks potentielt skadelige virkninger, eller siger det mest bare noget om, at Facebook ikke rigtigt bliver brugt i det pågældende land?

Sociale mediers forskellige funktioner i vores liv

På samme vis ignorerer de i pressemeddelelsen også det faktum, at der i dag findes et hav af forskellige sociale medier, som udgør vidt forskellige funktioner i børn og unges liv.

Hermed ser studiet blandt andet bort fra det faktum, at stort set alle unge de seneste år primært har brugt Facebook til at tale på Messenger, hvilket fastholder en høj Facebook-penetration, mens rigtigt meget af det indhold, som bekymrer nogle forskere, er flyttet over på andre platforme, f.eks. TikTok og Instagram.

Som forskere bør vi derfor spørge os selv, om det at tale sammen på Messenger virkelig er, hvad vi forstår ved at være på Facebook?

”Et studie af data og metodemæssig høj kvalitet”

Jeg refererer bevidst til deres pressemeddelelse i ovenstående. Begge de problemstillinger, jeg rejser, gør forskerne nemlig selv opmærksom på i diskussionen af deres forskningsartikel. Det er bare bekvemmeligt undladt i pressemeddelelsen.

Derfor kan det også undre, at de ikke dæmper deres pressemeddelelse en smule, så det stemmer bare nogenlunde overens med den udsigelseskraft, der faktisk tilsiger dem. Faktisk vidner hele pressemeddelelsen om et forskerhold, der har svært ved at vurdere deres egen nyskabelse og bidrag og blandt andet uden tøven erklærer, at der er tale om ”det største uafhængige studie i historien”, hvilket må siges at være noget af en tilsnigelse.

Men altså: Jeg afviser ikke deres konklusion; den er for mig at se lige så sandsynlig som så mange andre. Derimod kan jeg ikke forstå, hvordan du kan nå frem til at beskrive dette studie som “høj kvalitet”, når mine egne briller vurderer det som et kedeligt eksempel på forskere, der ikke forstår deres egen metodes begrænsninger.