Mellemfolkeligt Samvirke: Absurd at investere pension i "sorte" selskaber

Danske pensionsselskaber har i alt investeret 25 mia. kr. i selskaber, der tjener penge på fossile brændstoffer, viser ny rapport. PFA forklarer, at medejerskab giver mulighed for påvirkning. 
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte siger om pensionsselskabernes investeringer, at de "driver vores planet tættere på klimakollaps.” | Foto: Mellemfolkeligt Samvirke / pr
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte siger om pensionsselskabernes investeringer, at de "driver vores planet tættere på klimakollaps.” | Foto: Mellemfolkeligt Samvirke / pr
af ritzau

Danske pensionsselskaber har sammenlagt investeret næsten 25 mia. kr. i aktier og andre værdipapirer, som vedrører selskaber, der tjener penge på fossile brændstoffer som kul, olie og gas.

Det fremgår af en rapport, som ngo’en Mellemfolkeligt Samvirke har udarbejdet.

Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Tim Whyte, mener, at investeringerne i ”sorte” selskaber er under al kritik.

”Vi lægger penge til side til pension for at sikre os en tryg, forudsigelig og stabil fremtid. Derfor er det absurd, at pensionskæmper som PFA og Danica placerer rigtigt mange af de penge hos verdens ”sorteste” selskaber, der bruger dem på at drive vores planet tættere på klimakollaps,” siger han.

Skubber på transformation

PFA Pension og Danica har aktiver til en værdi af henholdsvis 6,6 og 3,9 mia. kr. 

Hos PFA forklarer investeringschef Rasmus Bessing, at det er helt bevidst og med hensyn til klimaet, at man eksempelvis har investeret i Total Energies og Shell.

Han siger til DR, at medejerskabet giver mulighed for at kunne påvirke selskaberne indefra.

”Klimakrisen er så stor en udfordring, at vi bliver nødt til at stå på to ben. Vi skal investere massivt ind i grønne løsninger og vedvarende energi. Men det er også helt afgørende, at nogle skubber på, for at de eksisterende energiselskaber transformerer sig. Det er derfor, vi er investeret i de her selskaber.” 

Omvendt har pensionskasser som AP Pension og Akademikerpension opgivet at drive aktivt ejerskab i Shell, fordi de oplevede ikke at blive hørt.

Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer alle pensionskunder til at stille krav til deres pensionsselskab om at droppe fossile investeringer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs