Ellemanns farvel i går tyder desværre ikke på det. Paradoksalt nok. Hvem bærer ansvaret, og kommer vi til at se flere eller færre af Jakobs slags?

Var jeg mon den eneste, som lige måtte synke en klump, da mikrofonen med den velkendte vindhætte blev stukket ind gennem ministerbilens åbne vindue til manden i det blå jakkesæt derinde på bagsædet: 

“Hvad tror du, din far ville have sagt til dig i dag?”

Pause og lyden af luft, der bliver trukket ind. 

“Han ville have sagt: Godt kæmpet, min dreng!”

Jakob Ellemann-Jensen ønsker de ivrige pressefolk en god dag, ruller bilvinduet op og kører ud af billedet. Exit. 

Det er både modigt og sårbart at sige af Ellemann-Jensen. Og, her af en politiker, foran rullende livekameraer samt en hel befolkning. At hans person ikke “var” partiet med rødder i det jyske,” kan måske være rigtigt nok. Men lige dér var han modig og sand. Sådan virkede det. 

Nogle trives, andre gør ikke. Det er et vilkår. 

Zap. Videre til livedækningen på vores to landsdækkende kanaler. 

Analytikere og kommentatorer, som ikke viser den store undren. Meningsmålingerne er jo styrtdykket, og partiet styrtbløder, endda under niveauer, som man tidligere ville have forsvoret, ville ske for Danmarks liberale parti. 

“Det er et vilkår, at tonen og livet er hårdt i top politik. Der er nogle, som trives i det, og nogle, som slet ikke gør,” forklarer TV 2’s politiske redaktør, Hans Redder, mens de andre omkring bordet i studiet nikker. 

I min beskedtråd dukker en besked op fra en svensk redaktørkollega. Hun spørger til, om det er prisen for at slå kludene sammen med ens værste modstander. Altså, om det usædvanlige, historiske eksperiment, hvor to partiblokke bryder de vante positioner op og samarbejder hen over den berygtede midte, har kostet Jakob Ellemann-Jensen posten som formand i sit eget parti og en karriere i politik. 

Hvad skal man svare til det? 

Vælgerne forvirrede over regeringseksperimentet

Meget tyder desværre på, at det er sket. Vælgere, som ville stemme på Venstre, er sure, skuffede, vrede og forvirrede over afstanden til det øvrige blå politiske Danmark og samarbejdet med de røde. Vælgerne har ikke belønnet det historiske eksperiment med samarbejde over midten.

Ellemann-Jensens insisteren på, at ordentlighed gælder overalt, også over for politiske modstandere og mennesker, man er uenig med, er blevet problematiseret af kommentatorer og analytikere, lige siden han trådte til som formand. Senest i fladedækningen, som kørte hele dagen i går efter Ellemanns farvel: 

“Han er en sjælden politiker på Christiansborg…. han er simpelthen et ordentligt menneske,” forklarede politisk kommentator Søs Marie Serup os og lader ligesom stå tilbage, at det ikke er muligt at være et ordentligt menneske og samtidig begå sig i politik – og da slet ikke i toppolitik.

En moderne politiker skal have integritet

Men uagtet at det kan være sandt i dette øjeblik i 2023, så er det en falliterklæring og i stigende grad meget umoderne. Ellemann-Jensen er jo netop eksemplet på, hvad vi taler om, en moderne politiker gerne skulle rumme: 

Integritet: Det vil sige, at der er overensstemmelse mellem det, der foregår indeni og udtrykkes uden på. 

Ordentlighed: At man kan stole på vedkommende, både i samarbejde og åbne politiske kampe.

Modet til at være sårbar: At man siger højt, hvad der er svært. Hvor man er udsat

Og så er vi tilbage i den mørke ministerbil og det åbne vindue, i sekunderne inden Ellemann-Jensen ruller bort fra kameraerne, hvor han i den grad udviser sårbarhed ved at indlemme os i sit personlige rum: Hvad hans far ville have sagt på sådan en svær dag. 

Kommer vi til at se mere depolarisering?

Medierne bærer selvfølgelig også en del af ansvaret, da hovedparten af professionen – tillært, og nogle gange blindt – forfølger konflikten udelukkende for konfliktens skyld. Navigerende efter gamle normer, der tilskriver, at en politiker skal være såkaldt “hård” for at være god. At en politiker skal tale i sort-hvide begreber samt “os og dem”-retorik” for at være skarp. 

Det har jeg erfaret stærkere end de fleste, da jeg de seneste ti år har udviklet og undervist i konstruktive journalistiske metoder, som omfatter depolariserende debatformater og interviewteknik væk fra konflikt-automatpilot. Men faktisk er et støt stigende antal af mediehuse, journalister og redaktionelle ledere interesserede i det depolariserende. 

Hvordan kan vi gøre det? Hvad er teknikkerne? Hvad virker? 

To af de ting, som virker, er følelsesmæssig ærlighed og integritet.

Disse karaktertræks effekt måler forskere ivrigt på. Studierne peger på, at vi tilskriver politikere markant højere troværdighed, når de udviser hhv. “integritet” og “ærlighed”.

Derfor er min svenske kollega noget skuffet, da jeg sms’er hende retur: Ja, formanden for Venstre, han trak sig fra the whole shebang.

Men falder denne vilde danske eksperiment-regering så, vil min svenske kollega gerne vide? Nej. Det er der ikke noget, der tyder på, taster jeg. 

Godt.. så fortsætter det depolariserende eksperiment!, svarer hun. Men jeg tvivler alligevel en smule. 

I går krævede regerings eksperimentet sit første store offer. Og det tyder desværre ikke på, at en enorm depolariserende effekt hersker. Hverken i befolkningen eller på Christiansborg. Så hvordan regeringsprojektet ender, er stadig for tidligt at spå om. 

I værste fald kommer hans exit til at skræmme andre folkevalgte væk fra politiske eksperimenter, personligt mod og visning af sårbarheden.

I bedste fald har Ellemann-Jensen inspireret andre i hele måden, han var på undervejs og efter. Ikke mindst i hans insisteren på den synlige sårbarhed. En unik og smuk menneskelig styrke formidlet menneskeligt og modigt. Det er ikke en skam, men var og er et politisk personligt nybrud. Godt kæmpet for den synlige sårbarhed.