De Radikale misser aldrig en chance for at misse noget

De Radikale misser igen og igen oplagte chancer for at sætte en radikal dagsorden. Tænk blot på uddannelsesreformen eller Løkkes CIP-sag.
Endnu et mis, hvor mismodigt. De Radikales formand. Kilde: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Endnu et mis, hvor mismodigt. De Radikales formand. Kilde: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
kommunikationsrådgiver Morten Reimar

Da Lars Løkke jokkede begge fødder ned i spinaten, havde Radikale endnu en mulighed for at vinde det tabte tilbage. Men de tøvede igen, skriver selvstændig kommunikationsrådgiver Morten Reimar.

Det er allerede over et år siden folketingsvalget og de efterfølgende regeringsforhandlinger, men Radikale virker ikke til at være kommet sig oven på chokket.

Først en gedigen vælgerlussing og efterfølgende at blive ladt ude af den brede midterregering, de har drømt om i årtier. To hårde slag, men også noget, de efterhånden er nødt til at være ovre. For de ligner et parti, der ikke aner, hvad de skal gøre af sig selv. Og de mest åbenlyse chancer for at markere sig stryger lige forbi dem.

I sommer drejede det sig om regeringens uddannelsesreform, der i de Radikales optik ville gøre næste generation dårligere uddannede end de tidligere. Det var en oplagt mulighed for at sætte et angreb ind på en minister og et parti, der er skredet med både deres salgsvarer og deres kunder, nemlig Moderaterne. Det evnede de ikke.

Man skulle tro, at sådan en mulighed for at vise, hvorfor de ikke gik med i regering, og hvorfor Moderaterne ikke er en ny og friskere version af Radikale, ville de ikke misse igen. Men kun en tåbe undervurderer Radikales evne til at lade chancer passere.

I oktober måned dumpede der ikke én, men to muligheder for at pille Moderaterne fra hinanden ned fra oven. Først var der Zetlands afsløringer om Lars Løkkes involvering i den såkaldte CIP-sag, der kort fortalt stiller spørgsmål ved, om han har givet en kapitalfonds vindmølleprojekt en uretfærdig forlomme, om der har været nogen form for bestikkelse involveret, og om, hvorfor han har gjort det som udenrigsminister i stedet for at lade det ligge hos klima- og energiministeren.

Senere på måneden handlede det om udenrigspolitik, da Løkke blev narret af to russiske satirikere til at afsløre, at han forventede, at ukrainerne snart ville være møre nok til at forhandle en fredsaftale på plads. En noget anden historie end den officielle “til den bitre ende”-fortælling.

Moderaterne er fortsat et skrøbeligt parti, hvis rødder ikke stikker særligt dybt, og som i altoverskyggende grad lever under Løkkes personlige beskyttelse. Ved at skubbe til ham kunne Radikale have væltet hele møget. 

Hvorfor de ikke har taget det stik hjem, ved kun guderne – og Radikale.

De Radikale vinder kun 0,4 % på regeringens totale kollaps

Det er i hvert fald ikke, fordi de ligger så komfortabelt i meningsmålingerne, at det vil være risikabelt at sætte det over styr. Den seneste Voxmeter-måling fortæller, at de tre regeringspartier samlet har mistet 9,9 procentpoint. Vælgerne flygter i en grad, der selv i historisk kontekst er sjældent set. Radikale har dog kun samlet 0,4 op.

Hvis de vil gøre sig nogen forhåbninger om at vokse og vinde nogle flere mandater, når folketingsvalget engang kommer, skal de tage vælgere fra andre partier. De kommer ikke af sig selv, men kun ved, at Radikale kommer til at se mere tillokkende ud end konkurrenterne.

Det kræver selvfølgelig, at de gør et eller andet aktivt på et tidspunkt, hvilket ikke burde være for meget at forlange. Og så alligevel. Da partileder Martin Lidegaard var ugens gæst i P1-programmet af samme navn, forklarede han, hvorfor der var så stille omkring Radikale:

”Det var et meget bevidst valg, at vi tog en dyb indånding og fik defineret vores politiske projekt.” 

Vi taler om et parti, der er over 100 år gammelt, men i en periode var nødt til at lukke hele butikken ned og tænke over, hvem de var, og hvad de ville. Der må sidde nogle vælgere derude og overveje, om det var det, de brugte deres kryds til at stemme for.

Det var i øvrigt helt tilbage i september, og Lidegaard sagde i samme åndedrag, at da var det politiske projekt defineret, og det kommunikative arbejde kunne gå i gang. Så det var bare om at holde på hat og briller.

De radikale misser mulighederne i mistilliden til regeringen

Nu skriver vi november, lige om lidt er det jul, og så er der ingen, der gider snakke hverken CIP eller russiske satirikere længere. Det er fristende at skrive, at sådan en chance får de næppe igen lige foreløbigt, men som historien har vist, kommer de chancer med jævne mellemrum. Og de bliver kun større og større 

For udover at stille alvorlige spørgsmål ved deres værste plageånds troværdighed handler de to sager om klima, energiforsyning, demokratiske spilleregler og internationalt samarbejde. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det se ud til, at Moderaterne med vilje placerer bolden lige på stregen bare for at se, om Radikale orker at puffe den i mål.

Og mens de tilbageværende radikale vælgere efterhånden må have fået krampe i hænderne af at holde godt fast i hat og briller, mens de venter på, at kommunikationsmaskinen går i gang, bliver hele mandatfordelingen i meningsmålingerne vendt på hovedet. De eneste, der ikke får noget ud af det, er De Radikale. 

Det er en overset historie i den politiske samtale, at det ikke lykkes dem at vokse frem på, at deres nærmeste konkurrenter både på højre og venstre fløj foruden den strategiske hovedkonkurrent i Moderaterne styrtbløder vælgere.

Det er de nok godt tilfredse med, at ingen taler om. Men det bør de ikke være. For det betyder, at de måske snart ikke længere er værd at tale om.

 




Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også