”Skærme” er et tomt begreb – så hvorfor skrev jeg en hel bog om dem?

Skærmdebatten er et diffust felt, som det er nødvendigt at nuancere ved at udfylde de digitale videnshuller.
Kort sagt er der ingen tvivl om, at altid-med-altid-tændt-teknologien påvirker os – og ikke altid godt. Men de målbare effekter fremstår som en del mindre, end mange nok forestiller sig.. Kilde Getty Images.
Kort sagt er der ingen tvivl om, at altid-med-altid-tændt-teknologien påvirker os – og ikke altid godt. Men de målbare effekter fremstår som en del mindre, end mange nok forestiller sig.. Kilde Getty Images.
Andreas Lieberoth

Vi har set det i klimadiskussioner, samfundsøkonomiske uenigheder og sundhedstrends.

Det er muligt at finde eksperter eller links til forskning, der bakker op om næsten alt. Fra sort-hvide yderpositioner, hvor det retoriske fodfæste synes at spejle folks værste frygt og frustrationer, til det smalle, konkrete og detaljerede nørdestof, som få gider læse.

”Skærmdebattener et diffust felt, hvor det – selvom man trawler Infomedia og laver udførlige tabeller – ofte er vanskeligt at se, om folk taler om iPads, Chromebooks eller smartwatches, forældreintra, seriekiggeri eller sociale medier. Få steder blandes viden, holdninger og praktiske frustrationer så tydeligt. Aktørerne og positionerne er mange, og ord som ”skærm” eller ”skadelig” får ofte karakter af, hvad diskursanalytikere kalder ”tomme tegn” (empty signifiers): Vendinger, der er så sæbeglatte, at fokus hurtigt kan flyttes, og læsere kan lægge alle mulige forståelser og erfaringer ned i dem, uden at samtalen går i stå af den grund. 

Derfor er det svært at skrive nuanceret om ”skærme” uden at blive rodet ind i vilde diskussioner, hvor alle bliver set som enten ”for” eller ”imod”. Men jeg har prøvet alligevel med min bog ”Den store skærmkamp: En far og forskers syn på, hvordan vi slutter fred med vores børn, os selv og alle de forbandede skærme”.

Derfor skrev jeg ”Den store skærmkamp”

Det hele begyndte i 2010’erne. Diskussionen om iPads og mobiltelefoner begyndte at handle om afhængighed og mulige skadevirkninger. Jeg sad på Aarhus Universitet som nybagt far med en nyskrevet ph.d. om spil, hjerner og telefoner i skolen. Det fik journalisterne til at ringe. Men forskningen havde ikke den viden, som forældre, politikere og medier efterspurgte. Der er mange gode tanker, spredte undersøgelser og konkrete erfaringer derude, men også mange forestillinger uden empirisk inddækning. Og man kan hurtigt blive fristet til at plukke bær.

Derfor besluttede jeg dengang, at jeg ikke ville udtale mig skråsikkert. Men jeg ville gerne være skeptisk og fylde vores digitale videnshuller om f.eks. skoler, daginstitutioner og forældrebekymringer. Måske ville jeg skrive en bog, når der var mere sikker viden at trække på. En bog, der kunne besvare mine egne spørgsmål, skabe overblik og søge nuancer. 

Spol frem til 2020’erne. Bogen er her. Forskningen om alt dét, vi kan kalde skærme, er nået til et sted, hvor forskere og myndigheder som Sundhedsstyrelsen kan begynde at lave systematiske opsamlinger: Hvad virker sikkert? Hvor er vores viden uklar? Hvilke fund er af høj kvalitet, og hvilke har metodiske problemer? Er sammenhængene store eller små? Hvilke nuancer skal vi være opmærksomme på? Jeg troede, at bogen skulle handle om alt det herlige nørderi.

Den endte dog også med at måtte beskrive to sider af den tid, vi lever i: Den (forældre)kultur, der former debatter til et ofte hvidglødende punkt, og den store variation i sociale medier og deres anvendelser, der synes at forvirre og frustrere folk uden for teknologentiaens absolutte spydspids. Hvis man selv tænker ”Facebook”, er det vanskeligt for os, der er lidt gamle, at sætte os ind i Discord, TikTok og Snapchat – for slet ikke at nævne Telegram, WeChat og skumle subReddits. 

Klare mønstre – men mindre klare, end mange måske tror

Det gav uendelige hovedbrud at skulle skære ”Den Store Skærmkamp” ned til sine endelige 247 sider. Derfor er det selvsagt ikke nemt at opsummere konklusionerne i et par velvalgte paragraffer. Men overordnet fandt jeg faktisk et rimeligt tydeligt mønster, da jeg researchede ”hvad ved vi”-kapitlerne: Daglig skærmtid, optalt i timer og minutter, hænger relativt svagt sammen med f.eks. social trivsel, mental sundhed, børns udvikling eller voldsomme temaer som selvskade, når forskere opsamler fundene på tværs af mange studier. En del undersøgelser er faktisk af ret dårlig kvalitet, og de klareste sammenhænge ses måske derfor, når man zoomer ind på konkrete menneskelige mekanismer som f.eks. læseøvelse eller mobning og udelukkelse

Det ender med en lidt tom følelse. Svarene, som var klare, hvis man kun bemærkede ét studie eller hørte en ekspert udtale sig skråsikkert, bliver pludselig uldne og komplicerede. Skadevirkninger, som vi har hørt, er store, viser sig at være usikre, små og/eller stærkt svingende. Årsags- og virkningsforhold virker rodede. 

Kort sagt er der ingen tvivl om, at altid-med-altid-tændt-teknologien påvirker os – og ikke altid godt. Men de målbare effekter fremstår som en del mindre, end mange nok forestiller sig.

Er der virkelig brug for endnu en bog?!

Når kampen om skærmen alligevel raser på sociale medier og ude i de små hjem, hænger det sammen med en fællesmenneskelig oplevelse af, at tingene ikke er, som de burde være. Under vores søgen efter vished ligger der en grundlæggende følelse af, at vores verden har problemer: Kan vi samle os om de ting, der virkelig betyder noget for os? Har firmaer i fjerne lande fået for meget magt? Er barndommen, som den bør være? 

Bekymringerne er reelle og relevante – både for mennesker hver især og for samfundet som helhed. Men for at imødekomme dem må vi holde op med at søge forsimplede og endegyldige svar på komplicerede spørgsmål. 

Forskning skal ikke fortælle nogen, hvordan de skal leve. 

Men forskningen kan give overblik og hjælpe os med at nuancere låste forestillinger. Men den skal på banen, når proportionssansen forsvinder, og de, der råber højest til forældremødet, tager patent på sandheden, så vi ender med sort-hvide skel imellem online-offline, kunstigt-ægte, tændt-slukket, usundt-sundt, nødvendigt-unødvendigt, nyttigt-farligt. Derfor er jeg glad for, at der også blev plads til min vinkel på boghylderne.

Jeg kan som forsker og far ikke sætte en klar streg under den rette mængde iPad for en toårig; præcis, hvornår dit skolebarn er klar til telefon, eller hvorvidt den nyeste app er god eller dårlig. Måske er den bare banalt teenageskrald uden at være skadelig eller nyttig. Måske stikker der mere under. Det står nemlig klart, at mennesker og situationer ikke er ens. Den hemmelige ingrediens i skærmforskningen er ikke tid, men hvem vi er, vores behov og sårbarheder, og hvad vi bruger opmærksomhed . Det er ofte hér – i nuancerne – vi finder vejen til psykologisk forståelse og gode kritiske valg. Ikke i tomme tegn som ”skærmtid”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også