Kunstnere mister publikum, når de taler sort

Politikerleden trives i befolkningen, bl.a. fordi politikere taler udenom eller direkte taler sort. Kunsten kan udfordre og bryde igennem. Bare den ikke selv taler sort, skriver kunstner og jurist.
Foto: PR
Foto: PR
Af Martin Martensen-Larsen, kunstner og jurist

”Art is for artists – foreigners out!”

Med et enkelt slogan formåede kunstneren Jo Hedegaard med skulpturen ”Hand Job” fra 2019 at indfange kunstverdenens ubarmhjertige eksklusion af de udenforstående, dvs. alle ikke-kunstnere. 

Mere behøvede værket heller ikke for perfekt at udstille kløften mellem samtidskunstens egne formålsbetragtninger og dens egentlige udtryk over for…. ja, den rundtossede almue.

Selv blev jeg for nyligt mindet om sloganet på Charlottenborgs Forårsudstilling 2024, hvor 51 kunstnere udstillede i alt 76 værker. Ét af dem var værket ”Privacy”. 

Ved første øjekast lignede værket et restudsalg i STOF 2000. Måske noget med Vestens overforbrug og fattige arbejderes kummerlige forhold i tekstilindustrien i den tredje verden, tænkte jeg.

Værket Privacy fra Charlottenborgs Forårsudstilling. | Foto: Privatfoto
Værket Privacy fra Charlottenborgs Forårsudstilling. | Foto: Privatfoto

Men nej. Kunstneren Celestino havde lånt gardiner fra forskellige familiemedlemmer. Og ”ved at indgå denne usædvanlige aftale og præsentere gardinerne i al deres kalejdoskopiske farverige livlighed gør kunstneren opmærksom på de usagte sociale kontrakter, der ligger til grund for hverdagen”. 

Men kunstneren gør sig også ”overvejelser om det, der er på spil, når man udstiller noget, hvilket naturligvis er den underforståede kontrakt mellem kunstneren og udstillingsrummet i en udstillingssammenhæng”.

Nu ligger gardinerne så på gulvet på Charlottenborg. Og er vistnok stadig private? Og hvilken kontrakt indgår jeg præcist i her?

Mens kunsten f.eks. i middelalderen havde til formål at understøtte kirkens religiøse budskaber, er det i dag noget med, at kunsten skal undersøge, udfordre det bestående, bevidsthedsudvide, flytte grænser, skabe dialog, invitere etc. 

Et hyperdemokratisk virkemiddel, der kan bore sig igennem alle skel på tværs af tid og magt og finurligt afklæde samfundets tildækkede magtstrukturer og uretfærdigheder.

Men kunsten er skam også noget i sin egen ret. Faktisk behøver den ikke at forklare noget som helst, hvis ikke den vil. Blot udfolde sig. De, der så forstår det enkelte samtidsværks indeholdte sandhed, uden pædagogisk støtte, er blandt de få, der er velsignet med åndrig indsigt. Uanset om formatet er billedkunst, skulptur, videoinstallation, performance, etc.

Særligt sidste opfattelse synes at modvirke mange af samtidskunstens ellers velmenende ambitioner om demokratisk medinddragelse i forsøget på at forstå os selv, hinanden og alt det, vi mener, der er galt med resten. 

Udfordringen møder man bredt i kunstverdenen, lige fra udstillingerne på de etablerede museer til de kunststuderendes gruppeudstilling i kælderlokalet på Vesterbro med gratis Slots-pilsnere i vandbaljen.

Udfordringen gælder selve det konkrete værks udtryk, men lige så meget den medfølgende beskrivelse. For ét er værkets eventuelle utilgængelighed, noget andet er risikoen for dobbelt op på forvirring, når værkbeskrivelsen herefter skal træde ”hjælpende” til. 

Så går det for alvor kommunikativt galt, når det allerede rundforvirrede publikum nu også skal forsøge at dechifrere en indforstået og overakademiseret tekst, der mest af alt minder om et sprogligt escape room – uden exit. 

Er værket så ikke bedre stillet uden yderlig formidling, eller er værket først noget, når det er beskrevet? Hvor sandsynligt er det med andre ord, at publikum kan se værket for sig ved teksten alene og omvendt, at publikum forstår værket uden nogen helst tekst?

Igennem årene har jeg fået en snigende fornemmelse af, at mange af samtidens kunstnere er skideligeglade med, om jeg eller andre forstår noget som helst. 

Men hvis kunsten er i ”dialog med de til tider absurde eller klaustrofobiske normer, systemer og sociale koreografier, som vi på forskellige vis indgår i” (jf. forårsudstillingens materiale), hvordan kan vi så bryde med de ”klaustrofobiske normer”, hvis ”dialogen” kun forstås af kunstneren selv og (måske) dennes nærmeste?

I disse år trives politikerleden blandt befolkningen. Én af årsagerne er oplevelsen af, at politikere ikke svarer på spørgsmål, taler udenom eller direkte taler sort. Og her kan kunsten udfordre og bryde igennem. Bare den ikke selv taler sort. Så udfordrer den kun sig selv – og bryder med publikum.

Så kunstnere og kuratorer: I har et stort ansvar for samtidskunstens fremtidige vedkommenhed. Hvis ikke I toner ned for gådefuldheden og inddrager publikum en smule mere, så risikerer jeres frembringelser med tiden kun at møde samme tørre meddelelse, som mange håbefulde forfatterspirer får fra bogforlagene: ”Spændende manuskript, kammerat! Som nok mest er for din nærmeste familie”.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også