Kildelysten er væk – kilden til problemet er problemet med kilderne
Lige nu er alverdens journalister samlet i København til World News Medias 75-årsjubilæumskonference for at diskutere fagets største problemer, fra AI til fake news, news avoidance og nyhedsmediernes økonomiske kollaps.
De diskuterer de forkerte problemer på forkerte præmisser i København lige nu. Ingen taler om det, men det store problem er, at kildelysten er væk, og kilde sigtbarheden er alt for lav.
Kilden til alle fagets problemer er problemet med kilderne. Brug af kilder er for doven, uigennemsigtig, usøgbar, og ikke mindst mangler den en metakildediskussion, -diskurs og -mediering.
Alt imens kravet om balanceret dækning skævvrider fakta, skaber en journalist syg af bothsidesism. Problemerne er legio, men løsningen er ganske enkel. Lad os se på problemet med kilderne for at finde kilden til løsningen.
Problemet med kilderne er kildekaskadecopycatmedløberiet som en selvforstærkende spiral af hyperkonformitet
Hvis du udtaler dig til et medie eller skriver et debatindlæg, er du sikker på, at andre journalister fra alle de andre medier efterfølgende vil kontakte dig for at sige det samme på den samme måde. Alt sammen, fordi mange journalister ikke har et godt nok kildenetværk eller tid til selv at finde egne kilder.
Resultatet er et strukturelt fald i kvalitet og originalitet i anvendelse af kilder med ringere historier til skade for demokratiet og debatten.
Når journalistik bliver kongens efterfølger, går det galt. Her glemmes det at bruge ens sunde fornuft, private informationer og nysgerrighed. Konsekvensen er geninterviews, genvinklinger og genanvendelse af de samme kilder igen og igen. Hvis en kilde først optræder i et medie, opstår nemlig hurtigt kildekaskadecopycatmedløberi, hvor de efterfølgende optræder i andre medier med samme vinkel.
En medløberproces, som blot er blevet hurtigere og voldsommere, fordi hastigheden og produktionspresset stiger på en og samme tid. En proces, som ikke blot gentages i det aktuelle “lige nu og her-nyhedscirkus”, men også er en historisk evergreenmedløberiproces, som gentages igen og igen, når historier med den samme kilde, samme vinkel og samme interviews med års mellemrum gentages på tværs af medier.
Se f.eks. denne historie fra 2019 og 2023 om den samme polyamorøse kvinde i henholdsvis Politiken og Jyllands-Posten. Dette har journalisten Oliver Stilling i begge tilfælde malerisk beskrevet som en selvforstærkende hyperkonform spiral af en bestemt type indhold og ikke mindst kildebrug og kilder.
Problemet med kilderne er begrænset kildegennemsigtighed, kilderepertoire og en manglende kildeudsigt som nyhedsdagsordenens vejrudsigt
Problemet er, at mange journalister mangler en ordentlig kildesigtbarhed som “source battlefield awareness“ over, hvilke kilder som i er spil i den aktuelle nyhedsdagsorden, og hvilke som kunne være mulige bud – og muligvis bedre bud. På samme måde, som soldater i krig kan se hele slagmarken, troppebevægelser og mulige træk.
De mangler ikke blot dette overblik, men har ingen idé om, hvordan de skal skabe sig dette systematiske overblik. Alt for få medier har nemlig udviklet opdaterede kildedatabaser, og alt for lidt tid afsættes til at finde, kvalificere og til- og fravælge kilder. Resultatet er, at mange journalister hopper rundt på nettet på må og få, hvor deres eneste proxy-kildesøgeværktøj bliver andre journalisters artikler.
De få databaser, som er etableret, er vertikaler på enten typer af kilder, f.eks. universiteternes forskere, eller politisk motiverede anti-biasdiversitetslister af underrepræsenterede kilder, såsom f.eks. listen med kvindelige eksperter. Der er ingen fælles kildedatabase for hele universet af potentielle kilder.
Problemet med kilderne er, at der mangler en fælles metakildediskurs om kildebrug blandt journalister, hvilken kan skabe en kritisk samtale om kilder
Ikke blot mangler der strukturel “battlefield awareness” over, hvilke kilder der er i spil nu, men også et sprog for at tale om kilder, udover nogle basale kategoriseringer. Journalistikken mangler en metakildediskurs, udover god/dårlig, ekspert/partskilde, til at tale sammen om, hvilke kilder der er, og hvordan man bruger dem. Altså mangler der et sprog for, hvordan man bruger sine kilder – hvorfor/hvorfor ikke bedre.
Problemet med kilderne er problemet med den falsk balance
Når journalister endelig taler om kilder, skabes flere problemer, end der løses. Krav om upartiskhed til kildebruget, som ukritisk sidestiller og ligestiller kilder, som ikke kan og bør ligestilles. Den kildesamtale og de kildeidealer, som eksisterer om kildebrug, har fokus på kravet om balance, hvor kilder skal mødes med modkilder for at fremstå kritiske og objektive.
Det kaldes bothsidesism og skaber en falsk balance, hvor sandheden relativeres til en mediering mellem to forskellige perspektiver. En slags journalistsyge, hvor det evige krav om, at vi skal høre det modsatte standpunkt, betyder, at for eksempel sandheden om klimakatastrofen fortaber sig i “det er da bare noget, nogle kilder siger”.
Problemet med kilderne er en manglende diskussion og definition af, hvad der er en troværdig ekspertkilde
Journalister har generelt en god viden om, hvad der kan defineres som en ekspert i etablerede videnskabelige felter, hvor institutionelle rammer og regler definerer, at en professor i miljøret eksempelvis er ekspertkilde i forhold til Cheminovas giftudslip. Så langt så godt, men det er langt sværere i nye vidensfelter eller i forhold til brugsviden og kommerciel viden, som ikke er universitetsforskning.
Her er mange journalister for ukritiske og tildeler ekspertkildestatus til partskilder eller kilder, som ikke har værdi og status til at være på niveau med klassiske samfundssanktionerede og institutionaliserede ekspertkilder.
Denne ekspertkildeinflation er stærkt diskutabel og burde rejse en lang række spørgsmål omkring den aktuelle laissez faire omkring “ekspertkildekåringerne”. Her bør derfor udvikles nogle rammer og regler for, hvordan man udvælger, hvem der er ekspertkilder på disse nye vidensområder. Nu virker det, som om alt og alle er eksperter, hvis de bare siger ja til at blive interviewet.
Kilden til løsningerne er et kildevæld af løsninger på journalistikkens kildekrise
Løsningen er en større kildegennemsigtighed, bedre kildesøgemuligheder, større og mere kildekritik, større kildespredning og ikke mindst kildeadgang som strukturelt faldende transaktionsomkostninger ved alle dele af kildearbejdet. Dette kræver både en bedre kilde-IT-infrastruktur, som søgning og databaser, større kildekundskab og en bedre kultur for brug af kilder. Her burde der udgives en løbende kildeudsigt som en slags nyhedsdagsordensvejrudsigt, hvor man kort gennemgår universet af kilder, og hvor de bruges.
Her kunne journalister lære meget af den akademiske verden, som har en langt mere professionel og gennemsigtig brug og deling af kilder.
Vi skal nemlig have kildelysten tilbage og kildesigtbarheden op.
Løsningen er følgende fem tiltag for bedre, klogere og mere gennemsigtig kildebrug.
- Udvikling af en dansk platform med inspiration fra den amerikanske service Help Every Reporter Out, hvor man skaber et medie for at hjælpe og dele kilder med hinanden. En slags fælles platform for crowdsourcing af kildesøgning.
- Udvikling af en fælles national kildedatabase for hele samfundet med adgang for alle medier. Det handler om at gøre universet af kilder søgbart og gennemsigtigt
- Systematisk indsamling og dataficering af aktuel kildebrug gennem Infomedia-databasen, der systematisk loopes tilbage til som en aktuel “source battlefield awareness” til de journalister, som desperat leder efter kilder. Alt sammen for at øge kildesigtbarheden.
- Fast kildefaktaboks i alle artikler, hvilken giver nøgletal om kilden, f.eks. frekvens, kategori, kontekst og anden medieoptræden.
- Udgivelse af en mail med en daglig kildeudsigt/kildeindsigt med gennemgang af aktuelt kildebrug i medierne, kvalificeret af den systematiske indsamling og dataficering. Denne mail kunne se sådan ud:
Her er et bud på en demotekst med en aktuel kildeudsigt med kildeideer, hvilken burde udkomme en gang hver dag for alle og til alle journalister.
Unge og deres skærmbrug
Den socialdemokratiske EU-kandidat Christel Schaldemose ønsker et lovindgreb for at begrænse børns brug af mobiler. Statsministeren bakker op.
Statsministeren er alle dagsordners dagsordensætter, så når hun melder sig ind i debatten om de unge og sociale medier, aktiverer de ekspertkilder på området.
Specielt eksperterne i debatten om unge og skærmbrug får fornyet relevans.
Mulige ekspertkilder i opposition til statsministeren med et kritisk blik på forbud kunne være Stine Liv Johansen eller Thomas Enemark.
Kilder for indgrebet kunne være Mikkel Flyverbom eller Camilla Mehlsen.
Det kunne også være konsulenten Jonas Ravn fra Center for Digital Pædagogik
Endelig burde man tale med børnene selv og/eller inddrage pointerne fra rapporten “Børns digitale liv” fra Red Barnet.
Hvad er den internationale debat i de store internationale medier:
More Screen Time Means Less Parent-Child Talk, Study Finds
Hvad siger forskningen om problemet?
Beviser for og imod skærmtid:
Hvornår skader sociale medier teenagere?
Få Dopamine Nation af Anna Lembke som Hardback bog på engelsk - 9781524746728
