Nu bevist: Telefonen smadrer dit parforhold 

Mobilen er kommet imellem os. Er du ved at scrolle dit parforhold i stykker? 
Psykologer ved Halisdemir Universitet har fundet beviser for at ægtepar, der hele tiden tjekker deres mobil, har lavere ægteskabstilfredshed end par, der ikke gør det. | Foto: Getty Images
Psykologer ved Halisdemir Universitet har fundet beviser for at ægtepar, der hele tiden tjekker deres mobil, har lavere ægteskabstilfredshed end par, der ikke gør det. | Foto: Getty Images
Mette Kirstine Goddiksen

Har du nogensinde følt dig ignoreret af en partner, der hele tiden tjekker sin telefon i stedet for at tjekke helhjertet ind hos dig? Du er i den grad ikke alene. Forskning kortlægger problemets alvor og kommer med bud på, hvordan vi redder kærligheden. 

Her er artiklen, som beviser hvordan dit ægteskab lider under jeres fælles mobilmani.

I har ikke set hinanden hele dagen, og nu sidder i endelig derhjemme ansigt til ansigt… med jeres mobiltelefoner. Små grynt, nik, flygtig øjenkontakt og korte svar indikerer, at vi anerkender eksistensen af mennesket i det fysiske rum, men vi er ikke rigtigt til stede. Blikket ser ned på telefonen, øjenlågene er trukket halvt ned som et tungt scenetæppe ud mod mennesket nede i salen. Der er ikke øjenkontakt.

Pauserne i samtalen fyldes ikke ud af eftertænksomhed, uddybende spørgsmål til partneren eller bare tiltrængt ro fra informationsstrømmen. Enhver pause i samtalen giver derimod anledning til lige at tjekke skærmen for notifikationer. Eller nærværet brydes af vores automatreaktion med at tjekke telefonen, så snart den brummer. 


Betragt dig selv som afskærmet. Eller som en afskærmer. Måske kører I en dobbelt op og ignorerer hinanden til fordel for jeres telefoner. Du kan genkende en afskærmer på, at vedkommende altid har telefonen inden for rækkevidde samt et flakkende blik på henholdsvis verden og telefonen. 

Som i børneklassikeren ”Troldepus” fungerer telefonen som den lille, hvide pind, Troldepus kunne trække frem og så gøre sig usynlig for omverdenen. 

I grelle tilfælde er vores virkelige liv blevet en distraktion fra vores skærmtid. Brugt med omtanke er det en effektiv følgesvend, så længe vi bevarer kontrollen selv. 

Telefonen bruges til at signalere, at man passer sit eget, spændende liv i et tog, til at fordrive tiden på toilettet eller til at tjekke mails, før alle deltagere til et arbejdsmøde er ankommet. Nævnte eksempler er harmløse. Mere alvorligt er det, at denne mentale selvisolation er krøbet helt ind i parforholdet. Det har store konsekvenser, kortlægger forskning

Ensom i forholdet

Hvis partneren ignorerer dig til fordel for telefonen, er der generelt større utilfredshed med ægteskabet. 

I en undersøgelse fra Baylor Universitys Hankamer School of Business svarer 46 procent af gifte mennesker, at de er blevet ignoreret af deres partner til fordel for telefonen. For 22,6 procents vedkommende førte det til konflikter – og hele 36,6 procent svarede, at det fik dem til at føle sig deprimerede. 

Samtidig er der den konsekvens af meget skærmtid, at vi bliver eksponeret for andre pars romantiske tosomhed på Instagram – og vi falder i sammenligningsfælden: På skærmen kysser din gamle ven sin partner i en perfekt solnedgangssetting. Et par meter fra dig sidder din partner og er langt mere fokuseret på Anders Hemmingsens updates end på dig. Her er det dog vigtigt at huske, at der også er en telefon indblandet i billedet af dine venners romantiske kysse-update. Måske sad den ene del af parret og følte sig underligt alene efter kysset, mens den anden koncentrerede sig om at lægge de rigtige filtre og finde hashtags? 

Der kan være dybereliggende årsager til, at vi vælger telefonen frem for vores virkelige liv – og det kan være symptomet på og ikke årsagen til et skrantende forhold. Så før du kaster dig over tips til mere reelt nærvær længere nede i artiklen... Spørg dig selv, om du flygter ind i telefonen, fordi du i virkeligheden har lyst til at flygte permanent og fysisk fra dit parforhold. 

Et andet element er, at afskærmningsadfærden også kan bunde i FOMO eller decideret afhængighed af telefonen. Det skønnes nemlig, at 39 procent af os har et afhængighedslignende forhold til telefonen. Gennemsnitligt bruger vi tre timer og 23 minutter på telefonen om dagen og tjekker den 58 gange. 

Det kalder på nogle grundregler for vores teleadfærd, inden gode, kærlige parforhold giver efter for presset fra skærmene. 

Vær ærlig om problemets omfang

Først og fremmest skal du erkende, at der er et problem. Måske er der endda tale om decideret afhængighed. Sørg først og fremmest for at se dig selv i øjnene, og investér i at få hjælp til at forstå og fjerne en eventuel afhængighed. 

Tal med din partner om fælles regler – og respektér dem

De fleste af os kan blive enige om, at telefoner ikke hører hjemme ved spisebordet, til bryllupper, begravelser og andre religiøse handlinger. Det er heller ikke socialt acceptabelt at have sin telefon med under sex, ved middagsbordet eller til skolehjemsamtalen. Konflikterne opstår i gråzonerne: Må man køre dobbeltskærm i sofaen, mens vi ser Netflix sammen? Er det tilladt at google under aftensmaden med henblik på at afklare noget i forlængelse af den virkelige samtale? Er det fint nok at læse nyhederne på telefonen/tjekke sociale medier over morgenkaffen, ligesom man tidligere læste en fysisk avis? Er I overhovedet enige om, hvor meget intens tosomhed I behøver? Afstem forventningerne, og indgå eventuelt kompromiser. 

Erkend, at du er en digitalt dresseret abe

Når reglerne er vedtaget, så fjern telefonen fra det rum, I sidder i. Selv en lav brummen fra telefonen gør, at vi taber fokus og forsvinder fra tosomheden. Selvom vi ikke tjekker telefonen i situationen, så lagrer det sig i bevidstheden, at vi skal have tjekket den notifikation senere. Dermed er vi ikke 100 procent nærværende. 

Vis, at partneren har været savnet

Land helt derhjemme efter en arbejdsdag. Hvis du har brug for at tjekke sociale medier, inden du kan koncentrere dig om at komme ind ad døren og snakke om din dag med din partner, så tjek dine notifikationer i indkørslen/på trappeopgangen etc. 

Lad ikke sociale medier og deres afhængighedsskabende design trække dig rundt i manegen.

Hvis telefonen er i rummet, og din partner henvender sig, så læg telefonen face down, hvor du ikke kan nå den. Ofte tjekker vi telefonen per automatreaktion, hvis den er inden for armslængde. 

Vær åben om dine aktiviteter

I situationer, hvor du helt legalt tjekker din telefon, så indvi din partner i, hvad du laver. Måske svarer du en sms fra en gammel ven, og det kan give anledning til at snakke om jeres fælles oplevelser med vedkommende. Det giver også din partner en fornemmelse af at blive inkluderet samt en forståelse for, hvorfor du var fraværende. 

Sig, hvis du vil være i boblen i fred

Hør eksempelvis kun podcasts/lydbøger, når du er alene eller har sagt, at du har brug for bare at gå lidt rundt i din egen verden. Det er anstrengende for en partner gang på gang at skulle gentage en simpel besked, fordi den anden fumler løs med at slukke og snøvle et ”hvad sagde du?”. En partner kan føle sig afvist af dig og en anden gang overveje, om dagligdags sniksnak er tilladt at forstyrre dig med. Det skaber distance, hvis enhver kontakt med dig synes at forstyrre dit mere spændende liv med telefonen. 

Erstat skærmtid med konkret samvær

Hvis jeres parforhold længe har været præget af sammen hver for sig-mentaliteten, så er det en god idé at aftale aktiviteter, der kan få nærværet tilbage. Tag i biografen. Gå en tur sammen, og lad telefonerne blive hjemme. Gå til fransk madlavning eller på brun bodega. Læs højt for hinanden fra en analog bog – eller kør en Lady & Vagabonden med headsettet, og lyt – kind mod kind. For eksempel til denne tidstypiske og rammende roman om trekantsdramaet mellem en hustru, en mand og mandens mobiltelefon. 

Bogen
Bogen "Speak to me" af Paula Cocozza

Prioritér rigtigt

Vær i det hele taget kritisk, i forhold til hvilket indhold du konsumerer. Tiden er også en ressource, som du ikke har ubegrænsede mængder af. Og tiden brugt med at se kattevideoer eller tjekke influenters pastelfarvede bolig ud går alt andet lige fra dit rigtige, fysiske liv med din partner – og kan gøre din elskede usikker og ked af det. Ultimativt kan det føre til et brud. 

Er det det værd? 

Læs mere

The Insidious Habit That Can Hurt Your Relationship

Study finds regular ’phubbing’ could be damaging marriages

The mediator role of effective communication skills on the relationship between phubbing tendencies and marriage satisfaction in married individuals


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også