Det hele menneske er ikke altid – og hele tiden – et kønt syn

Det er tid til den årlige festmiddag, hvor vi mødes med vores kolleger over julemad, snaps, musik og ballade. Og traditionen tro skal det være hyggeligt og ryste holdet sammen. Det er et vigtigt ritual, fordi det på nogle arbejdspladser er den eneste gang om året, hvor man rigtigt kommer hinanden ved og ser hinanden som hele mennesker frem for som chefer, kolleger og brikker i et maskineri, der skal køre rundt. 

Men som de senere år har lært os, kan ritualet også have en bagside. Det hele menneske er ikke altid et kønt syn. Juleglæden, sjove sange, flæskesteg, and og snaps, fællesdans og den frie tone følges hurtigt af nærgående kommentarer, bøvet humor og pligt til at give den gas for ikke at føle sig udenfor.

Lex Lindes blowjob-tale

Sofie Lindes berømte tale handlede f.eks. om en chef, der var grænseoverskridende til en DR-julefrokost og formentligt i fuldskab sagde, at “hvis hun ikke suttede hans pik, ville han ødelægge hendes karriere”. Den slags fjolser er der formentligt ikke mange af, men julefrokoster kan bringe idiotien frem i mange, uanset køn, alder og baggrund. Det er derfor at undgå, at festens frie tøjler rimer på sexisme, krænkelser og eksklusion af dem, der ikke passer ind i konceptet.

Samtykkelovens nye krav

Ikke mindst efter #MeToo og samtykkedebatten. Samtykkeloven betyder, at der klart skal siges ja, før man kan have intimitet, men kritikere siger, at det er unfair, fordi uskyldige bliver dømt, og bevisbyrden skal løftes af den anklagede. De, der støtter loven, siger, at den nye lov skal sikre en kulturændring, bl.a. på arbejdspladsen. Spørgsmålet om ja eller nej er bare ikke så enkelt, når man indgår i et arbejdsfællesskab, hvor man gerne vil passe ind, eller når chefen bliver nærgående. 

Et ja til en julefrokost kan godt være et nej til drikkelege og grænseløshed

Kan man sige ja til at deltage i julefrokosten, men nej til at tage del i drikkelege, dans på bordene og andre dele af festens frie tøjler og grænseløshed? Efter Sofie Lindes tale fulgte andre beretninger om grænseoverskridende adfærd fra mandlige og kvindelige overordnede. Men det er ikke kun chefer, der kan krænke andre i festligt lag. Alle må tage ansvar for, at den årlige fejring af fællesskabet bliver festlig og rummelig for høj som lav. 

Det skal selvfølgelig være muligt at sige ja til festen, men selv vælge, hvor langt ud ad tangenten man vil fortsætte. Derfor skal rammerne om festen sættes ordentligt med plads til alle. 

Mange arbejdspladser står i dag med et dilemma: Skal man gøre som altid og stole på, at medarbejderne (og cheferne) selv kan styre det, eller indrette festen på en anden måde, så man undgår, at det hele løber løbsk, eller at nogle bliver krænkede eller føler sig udenfor? 

TV 2 har lært lektien på den hårde måde

På TV 2 har man, belært af historien om kanalens grænseoverskridende kultur og en række #MeToo-sager, valgt, at hård sprut ikke må indtages på selve arbejdspladsen. Til gengæld rykker man så festlighederne ud i byen, hvor man kan give den gas uden begrænsninger. Det ligner ren symbolpolitik. Men det viser da, at ledelsen har forstået, at noget må gøres. 

Mit budskab er, at man skal undgå, at diskussioner om samtykke overhovedet bliver nødvendigt, og krænkelser kan ske. Man skal så at sige tage begge forhold for givet. Her kommer et par gode tips til MeToo-sikre julefrokosten med kollegerne de kommende måneder. 

Begræns alkoholen, eller smut, når promillen gør dig tåbelig

Det er overflødigt at sige det, men alkohol har en underlig transformativ effekt på mange. Det skorter ikke på historier om chefer eller kolleger, som i takt med fuldskab og snaps inden for vesten efterlader den almindelige fornuft og taktfuldhed derhjemme. Det er der ikke noget at sige til, for alkohol har den virkning for nogle, at de ikke bliver bare ualmindeligt “kærlige”, de slipper også alle hæmninger. Og hvor befriende det end er at være sit fulde selv og strippe under desserten, kan det være grænseoverskridende for andre. 

Pas på, når chefen vil uddele kærlighed – med både magt og fuldskab følger ansvar

Hvis chefen dingler rundt og uddeler “kærlighed”, skal de ansatte bruge hele aftenen på at navigere rundt om uønskede berøringer og upassende kommentarer frem for at hygge sig. Er det en begrænsning af den personlige frihed at lægge en dæmper på sig selv? So be it. Med både magt og fuldskab følger ansvar. 

Et ja, men kun fordi et nej er nej til løn og jobsikkerhed

Liderligheden og hæmningsløsheden må man som chef gemme til situationer, hvor man er ligestillet med andre, og hvor samtykke ikke er betinget af gensidig afhængighed, kollegialitet eller chancen for jobtillæg og bonusser. Der er talrige #MeToo-eksempler på, at en underordnet, f.eks. en praktikant eller ansat, har følt, de skulle “indvillige” i intimitet med chefen, dvs. sige ja, af frygt for konsekvenserne ved et nej. Hvis et ja til intimitet på jobbet er lig med et ja til at beholde jobbet eller at blive forfremmet, og et nej kan ses som et nej til job og lønbonus, er det, fordi arbejdspladsen har et alvorligt problem med kulturen.

Det professionelle afhængighedsforhold sætter rammen og reglerne

Hvis man har brug for at slippe hæmningerne, kan man passeligt gøre det med tætte venner, som kan rumme ens bøvede udsagn eller nærgående kommentarer og sætte en på plads, hvis man er åndssvag. Kolleger er personer, vi står i et professionelt afhængighedsforhold til, og så er det altid svært og akavet at skulle afvise dem eller holde dem på afstand, hvis de går over grænsen. Chefen har derfor både pligt til at begrænse sig selv og skride ind, hvis andre ansatte ter sig tåbeligt over for andre. 

Men chefen bør i udgangspunktet stole på sine medarbejdere. Ansvaret ligger ikke hos de medarbejdere, der skal forholde sig til den tøjlesløse chef eller kollega. Ansvaret ligger hos den, der ikke kan styre sig, chef eller ej. Pointen er: Styr dit indtag, eller gå hjem, hvis promillen gør, at du selv har en fest på dine kollegers bekostning. 

Lad de ansatte stå for løjerne – det er deres fest

Vi kender det alle. Chefen, der er vant til at bestemme, vil også gerne sætte en dagsorden for julefrokosten. Han eller hun har arrangeret festlege, “fordi det er godt for teambuilding” – og vil gerne holde en lang tale om sammenhold og frokostordninger. De yngre synes, det er boomeragtigt, og de ældre har hørt det hele før. 

Pointen: Lad i stedet de ansatte, eller de unge på jobbet, stå for løjerne. Det bliver det ofte sjovere og mere rummeligt af, men også mindre stødende, kedeligt og ulideligt at høre på for flertallet. Se, om ikke der kan laves en festkomité med repræsentanter fra alle køn, generationer, kulturer og baggrunde. 

Husk at have opmærksomhed på diversitet og rummelighed

Festens rammer kan godt slås an af ledelsen eller HR, men indholdet skal være interessant for alle og rumme diversiteten på arbejdspladsen. Det kan derfor være en idé at lade dem, der har mindst magt i det daglige, bestemme aftenens gang. Praktikanterne, dem med anden kulturel eller social baggrund end de fleste eller i hvert fald nogle, der ikke tilhører majoriteten. Det er også en måde at omvende eller forskyde magten rent rituelt og på den måde øge engagementet og diversiteten.

Altså: Lad dem, der ikke normalt sætter dagsordenen, sætte dagsordenen, og tillad dem et let grin på bekostning af ledelsen. Det kan bidrage til at skabe en kultur, hvor alle medarbejdere føler, de har lige stor berettigelse. 

Chefen går først, ellers risikerer han eller hun at synke med skibet

Det er måske indlysende, men here goes: Chefen og de overordnede går hjem først. Det markerer både, at festen primært er en fejring af medarbejderne og ikke er til for, at chefen kan give den gas hele natten, og det markerer ansvarlighed.

Det er faktisk den præcist omvendte logik af en skibskatastrofe. I tilfælde af skibbrud bliver kaptajnen på skibet, til alle er sikkert i land, eller han går ned med skibet. Til en julefrokost er det omvendt. Kaptajnen går først, fordi han eller hun har tillid til, at skibet sejler bedst i land uden hans/hendes tilstedeværelse som overpædagog, sprechstallmeister eller den, der begrænser hyggen. 

Bliver chefen, er det for at sikre sig, at der ikke sker ulykker, eller for at vise, at han eller hun ikke er hævet over den laveste fællesnævner og dermed er moralsk ligestillet med alle andre. Eller simpelthen, fordi fristelsen til at være festens talende og dansende midtpunkt og styrmand er for stor. Efter #MeToo har vi set, hvordan denne misforståede “staying till the end” kan hæmme andre og sætte chefen i et dårligt lys. 

En julefrokost skal være et frirum fra (ikke for) chefen, en fest mellem ligestillede uden overvågning og kontrol. 

Anerkend alle kollegers deltagelse, uanset hvor længe de bliver, eller hvor meget de danser

Når det er blevet sent, og der er lagt op til kiksede fællesdanse eller drikkeritualer, er det tid til at overveje, hvilken vej festen skal gå. Skal festen stoppe eller deles op i to? Der er dem, der er med på fest hele natten eller en tur videre i byen, og så er der dem, der ønsker at trække sig. 

Uanset hvilken vej aftenen går, skal ingen føle sig forkerte, for festlige eller for kedelige. Både ledelsen og kollegerne skal opmuntre alle til at deltage, uanset om man danser med hele natten eller går efter maden, og være inkluderende over for alle i løbet af den tid, de har afsat til at være der. Lad være med at dele festen op i et A-hold, der går hele vejen, og et B-hold, der ikke kan klare mosten. Det skal være tydeligt, at der er plads til alle, både vilde Carsten og introverte Marie, Mariam, der ikke drikker alkohol, og Hans, der hellere vil hjem til partneren og børnene. 

Skal julefrokoster afskaffes eller gøres kedelige? På ingen måde. De skal bare være mere rummelige og rumme alle andre end en alt for fuld og liderlig kaptajn ude af kontrol.