Otte k- og public affairs-folk er på medies årlige Talent 100-liste

Flere talenter end sidste år inden for kommunikation og public affairs har sneget sig ind på Berlingskes liste over de 100 største talenter under 36 år. 
Trine Dalsten er over de seneste gået fra studentermedhjælper til kommunikations- og marketingchef i ISS Danmark. | Foto: PR / ISS
Trine Dalsten er over de seneste gået fra studentermedhjælper til kommunikations- og marketingchef i ISS Danmark. | Foto: PR / ISS

Seks kvinder og to mænd fra kommunikation og public affairs kan nu kalde sig ”lovende talenter”, ifølge Berlingskes årlige Talent 100-liste, som sætter fokus på unge mennesker i dansk erhvervsliv og det offentlige. 

De har, ifølge mediet, ”evnen og viljen til at nå helt til tops”. Sidste år blev der fundet fem talenter inden for kommunikation og public affairs. 

Talenterne nomineres af virksomhederne selv, og her er stoltheden også stor over at have fået et navn på listen, fremgår det af både pressemeddelelser fra bureauer samt LinkedIn-opslag. 

Udnævnelsen har da også en effekt, mener Lars Mejer, der er i dag er stifter af og ledende partner i Bright, og som var blandt de udnævnte talenter for ti år siden.

”Lister kan betyde ingenting og alting. For mig betød det alverden, for når jeg ser det på afstand i dag, kom jeg lidt sidelæns ind i karrieren,” skriver han i et opslag på LinkedIn. 

Han nævner blandt andet, at det er en ”gave at blive en del af et stort netværk tidligt i sin karriere”, men også at, ”der er mange, som er meget mere talentfulde, som aldrig kommer på listen”.

Og de otte talenter er...

Charlotte Gjedde, chefkonsulent for europapolitik, Dansk Industri

Iben Krog, head of food & agriculture, Rud Pedersen

Jens Holmberg, pressechef i Cepos

Julie Frølich Jarlov, seniorrådgiver hos Geelmuyden Kiese, stifter af et barselsnetværk og kommentator på techområdet

Julius Møller Meilstrup, seniorrådgiver, Advice

Nina Christine Schwarz, uddannelsespolitisk chefkonsulent, Lederne

Paulina Wata Rosenquist, partner og driftsdirektør, Substantia

Trine Dalsten, kommunikations- og marketingchef, ISS’ danske forretning

Adskillige skulderklap

Udnævnelsen til talent giver også anledning til adskillige skulderklap fra cheferne bag dem og for virksomhederne til at profilere sig. 

Om valget af Julie Frølich Jarlov fra Geelmuyden Kiese skriver Rasmus Winther, partner og public affairs-ansvarlig for hele gruppen, på LinkedIn, at hun blev ansat under sin første barsel. 

”Vi så et talent, der så ud til at have langt mere erfaring og modenhed, end hendes alder tilskrev hende. Siden da har vi hvert eneste år rykket Julie op, og hvert eneste år er vi blevet bekræftet i, at hun er et af branchens helt store talenter,” lyder det i et opslag fra ham.

I sit eget opslag lægger Julie Frølich Jarlov fokus på, at det skal være muligt at få børn og gøre karriere. 

I en pressemeddelelse fra Substantia lyder det blandt andet om Paulina Wata Rosenquist, at udnævnelsen til Talent 100 kommer lidt over et år efter, at hun blev driftsdirektør, og syv måneder efter, at hun blev partner hos bureauet, da det fik ny ejerkreds og skiftede navn til Substantia

”Paulina Wata Rosenquist har løbende gennem sin karriere været med til at vise, hvordan kommunikation kan gøre en afgørende forskel for forretningen – i en branche, hvor det ellers kan være udfordrende at demonstrere den direkte effekt af kommunikation,” lyder det i meddelelsen.

I et opslag fra kommerciel direktør i ISS Facility Services Thomas Kirk Vilsbøll bliver Trine Dalsten fremhævet som en stærkt værdsat kollega, der altid går en ekstra mil. 

Selv kalder Trine Dalsten sig stolt og beæret over ”at blive anerkendt for min foreløbige karriere, der over de seneste ni år har taget mig fra studentermedhjælper til kommunikations- og marketingchef i ISS Danmark,” i sit opslag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også