Nyt kapitel i kendt MeToo-sag: Jes Dorph hiver TV 2-advokat i retten

Jes Dorph kræver 1.639.508 kroner i erstatning fra advokaten, som stod bag TV 2’s advokatundersøgelse.
Tv-vært Jes Dorph-Petersen kæmper fortsat imod den advokatundersøgelse, der førte til hans afskedigelse fra TV 2. | Foto: Marie Ravn
Tv-vært Jes Dorph-Petersen kæmper fortsat imod den advokatundersøgelse, der førte til hans afskedigelse fra TV 2. | Foto: Marie Ravn
Af Ritzau

Jes Dorph-Petersen har stævnet advokat Yvonne Frederiksen fra advokatkontoret Norrbom Vinding i forbindelse med den advokatundersøgelse, som ledte til TV 2-værtens afskedigelse.

Det skriver Weekendavisen.

Avisen er kommet i besiddelse af stævningen, som er indgivet ved Københavns Byret.

Jes Dorph-Petersen kræver ifølge avisen 1.639.508 kroner i erstatning for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og psykologbistand.

”Det er min klients opfattelse, at Yvonne Frederiksen i forbindelse med undersøgelsen har undertrykt åbenlyst relevante oplysninger og undladt at interviewe personer, der besad viden af afgørende betydning for den troværdighedsvurdering, som hun skulle foretage af hans og Therese Philipsens forklaringer,” siger Dorph-Petersens advokat, Julie Stage, til Weekendavisen.

Therese Philipsen var en af de kvinder, som anklagede Jes Dorph-Petersen for seksuelle krænkelser.

TV 2 igangsatte i efteråret 2020 en undersøgelse om sexisme og kulturen på fjernsynsstationen. Dette skete, efter flere kvinder stillede sig frem og fortalte om krænkende oplevelser på TV 2.

Det var advokatfirmaet Norrbom Vinding, der stod for undersøgelsen. Jes Dorph-Petersen blev fyret efter undersøgelsen.

I 24syv-programmet ”Ringdal og Kristensen” fortalte han i 2022, at han havde ”meget svært ved at få et job”. Han har desuden været nødt til at lukke sit ellers nystartede mediefirma, Tankegods, da han ifølge Her & Nu ellers ikke kunne få dagpenge.

Han er siden vendt tilbage til skærmen på kanalen dk4 på programmet ”Vi elsker fodbold”, der er et ugentligt sportsprogram, som centrerer sig om Superligaen, Champions League og fodboldlandsholdet. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs