Carlsberg får kritik for farvel til limede dåser
Danmarks største bryggeri Carlsberg får kritik med på vejen af miljøorganisationen Plastic Change oven på beslutningen om at droppe den såkaldte snap pack-emballageløsning i Danmark.
Over for Finans beskriver miljøorganisationen farvellet til den grønne emballageløsning en ”en forkert beslutning og en besynderlig begrundelse.”
”Vi kan ikke tale om grøn omstilling uden forandring. Hvis det her (Carlsbergs skrotning af snap pack-emballagen i Danmark, red.) er barren for, hvor meget vi har lyst til at forandre os, så er der ikke meget håb for den grønne omstilling,” udtaler Louise Lerche-Gredal, direktør i Plastic Change, til avisen.
Carlsberg meddelte tidligere på ugen, at bryggeriet i Danmark dropper emballageløsningen - der ellers skulle have sparet bryggeriet for 150 tons plastic om året - med begrundelsen, at den herhjemme har fået en lunken modtagelse.
”Mens løsningen har vist sig at være en succes i England, hvor 65 procent af vores fire- og seks-styks emballager fra vores bryggeri i Northampton i 2022 var snap packs, har modtagelsen i Danmark været mere lunken,” lød det fra global direktør for bæredygtighed i Carlsberg, Simon Boas Hoffmeyer, til Finans.
Plastic Change var selv med til at fortælle om snap pack-satsningen, da den tilbage i 2019 blev lanceret, og dengang lød det i positive vendinger, at satsningen var et godt eksempel på en løsning, der kunne føre til en væsentlig reduktion af plasticemballage. I dag er vendingerne, som det fremgår, anderledes negative.
Simon Boas Hoffmeyer skriver i en mail til avisen, at man ærgrer sig over, at snap pack-løsningen ikke lykkedes i Danmark, og at man håber på at kunne samarbejde med Plastic Change i fremtiden.
(Denne artikel er leveret af Kforums søstermedie FødevareWatch)
Relaterede artikler:
Carlsberg dropper hypet miljøtiltag
For abonnenter