DI lancerer AI-udspil: "Danmark har meget stor berøringsangst over for kunstig intelligens"

Med sit nye udspil, ”AI for alle”, ønsker Dansk Industri at give erhvervslivet styrkede rammer inden for kunstig intelligens. Blandt andet vil DI etablere mindst én national sandkasse.
Andreas Holbak Espersen er digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri. | Foto: Pr
Andreas Holbak Espersen er digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri. | Foto: Pr
af NIKOLAJ HARDING

Erhvervsorganisationen Dansk Industri melder sig nu for alvor ind i AI-debatten med 24 anbefalinger, der ifølge DI skal sikre, at Danmark undgår at sakke bagud i det globale AI-kapløb. 

”Om vi vil det eller ej, så kommer den her næste industrielle revolution buldrende ind over os, og vi kommer her med 24 ting, man kan skrue på, som stiller Danmark bedre,” siger Andreas Holbak Espersen, der er digitaliseringspolitisk chef i DI, til ITWatch. 

De 24 anbefalinger er samlet i udspillet ”AI for alle”, og anbefalingerne er målrettet såvel borgere som virksomheder og den offentlige sektor. 

Blandt andet vil DI med anbefalingerne give erhvervslivet, herunder it-virksomhederne, styrkede rammer på AI-området. Konkret vil DI blandt andet styrke SMV’ernes brug af AI, mens teknologioverførslen mellem universiteter og erhvervslivet skal styrkes. 

Der er i alt fem anbefalinger, der hører under overskriften om styrkede rammer for erhvervslivet, og Andreas Holbak Espersen peger særligt på én anbefaling, som kan styrke vilkårene for de danske it-virksomheder på området. 

”Jeg synes, at noget af det, som for alvor kan rykke noget, er, hvis vi får etableret sandkasser,” siger Andreas Holbak Espersen. 

Skal afhjælpe tvivl

Kunstig intelligens har for alvor vundet indpas i samfundet, efter ChatGPT blev lanceret sidste efterår, og ifølge Dansk Industri vil teknologien vende op og ned på vores verden og arbejdsmarked. 

Med andre ord vil anvendelsen af kunstig intelligens kun tage til, og selvom udspillet ifølge Andreas Holbak Espersen ikke er det perfekte roadmap til, hvordan Danmark kommer bedst muligt igennem AI’s indtog, så skal det bidrage til, at der skabes en samtale om, hvordan Danmark bedst udnytter mulighederne.

Her skal sandkasserne, ifølge DI, medvirke til, at AI-løsninger kan blive testet op mod regulering, teknologi og data. Det skal modvirke den tvivl og manglende tillid, som der kan være rettet mod AI-løsninger herhjemme. 

”Det, der generelt præger den danske tilgang i øjeblikket, er, at det, vi ikke forstår, skal vi virkelig ikke røre ved. Og det er derfor, vi foreslår en sandkasse, fordi det, vi ikke forstår, skal vi prøve af og teste,” siger Andreas Holbak Espersen.

DI anbefaler regeringen at afsætte 30 mio. kr. over en fireårig periode til minimum én national sandkasse.

 

”Hvis ikke vi har sandkasseforsøg, hvis ikke vi er nysgerrige og åbne, så står vi jo stille. Og så bliver det ikke i Danmark, at det sker,” siger Andreas Holbak Espersen og peger på, at et land som Spanien allerede har kastet sig ud i sandkasseforsøg, mens Norge også har en, der dog på nuværende tidspunkt kun er regulatorisk. 

”I Danmark har vi meget stor berøringsangst over for AI. Og det går grundlæggende ud over alle de virksomheder, der gerne vil flytte sig fremad,” siger han og fortsætter: 

”Vi får ikke den nye Corti eller Synthesia, hvis ikke vi gør noget aktivt.” 

DI ønsker, at sandkassen skal være tilgængelig for både større og mindre virksomheder. Iværksættere og SMV’ere skal have en særskilt adgang, som skal gøre det mere attraktivt for dem at teste AI-produkter. 

AI-virksomheder står stærkt

På virksomhedssiden foreslår DI, ud over en national sandkasse, at regeringen afsætter 200 mio. kr. til en styrkelse af SMV:Digital-programmet fra 2025. 

Dette skal til, for at SMV’er, som ifølge DI udgør 99 pct. af det danske erhvervsliv, får den nødvendige opstartshjælp inden for nye teknologier, så virksomhederne kan bevare konkurrenceevnen over for internationale konkurrenter. 

Samtidig foreslår organisationen en central, national juridisk enhed på det såkaldte tech-trans-område, og at regeringen afsætter 20 mio. kr. årligt til disse kontorer. 

Disse tech-trans-kontorer skal blandt være på de forskellige universiteter og sikre matchmaking mellem forskere og universiteter samt skabe succesfuld kommercialisering, så teknologiske nybrud kommer ud at leve i virksomhederne. 

Desuden ønsker DI, at regeringen afsætter 1 mia. kr. til at løfte F&U-fradraget permanent til 130 pct. og uden loft fra 2024 for at tilskynde til mere innovation, herunder brugen af kunstig intelligens, mens SMV’er skal geares til at beskytte deres immaterielle rettigheder. 

Hvad tænker I om de beløb, som I foreslår, regeringen afsætter til dette?

”Der er ikke nogen tvivl om, at når man stiller 24 forslag op på den her måde, så er summerne store. Men kigger man til andre lande omkring os, så er det væsentlige summer, der investeres. Og jeg tror, at man skal passe på med at sige, at det er mange penge til det ene og det andet,” siger Andreas Holbak Espersen og fortsætter: 

”For det er jo ikke bare penge til AI. Det er jo penge til en mere effektiv offentlig sektor. Det er penge til at effektivisere på sundhedsområdet, og det er penge til at uddanne og stille vores børn og unge bedre.”

Og selvom DI ønsker, at der bliver sat mange flere penge af til at forbedre vilkårene for virksomhederne herhjemme, så vurderer Andreas Holbak Espersen, at de danske it- og AI-virksomheder generelt står stærkt på nuværende tidspunkt inden for området. 

”Vi har et enormt stærkt leverandørfelt, også internationalt, på it generelt set, men også på AI, og det vil fortsætte,” fortæller han. 

Men med anbefalingerne ønsker man, at det bliver alle typer af virksomheder herhjemme, som kan få glæde af teknologien. 

”Vi skal have bredt det her ud. Det må ikke kun være de danske it-virksomheder, der har glæde af de her løsninger. Vi skal sørge for at stimulere interessen og efterspørgslen bredt set, så vi får erhvervslivet med helt generelt,” siger Andreas Holbak Espersen. 

(Denne artikel er leveret af Kforums søstermedie ITWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs