Hvem vinder informationskrigen på SoMe?

Verden er i flammer. Krigens tro følgesvend er propaganda, men nutidens propaganda er anderledes. Nu vindes krigen på de sociale medier.
Vi har et personligt ansvar for hvert et klik og hver en deling. Det er ikke kun techgiganterne og de offentlige myndigheder alene, som har et ansvar for den oppiskede stemning på de sociale medier. Kilde: Getty Images.
Vi har et personligt ansvar for hvert et klik og hver en deling. Det er ikke kun techgiganterne og de offentlige myndigheder alene, som har et ansvar for den oppiskede stemning på de sociale medier. Kilde: Getty Images.
redaktionen

Lyt her til ugens udgave af K-analysen, hvor vi taler med Jeanette Serritzlev, militæranalytiker i Forsvaret og forfatter til bogen ”Informationskrig”.

Podcasten kan også høres og hentes på Spotify og i iTunes.

For kort tid siden afholdt det israelske forsvar en pressevisning med grufulde optagelser fra Hamas-terrorangrebet d. 7. oktober. 

Målet var at vinde informationskrigen, for i verdensoffentligheden var det begyndt at handle udelukkende om Gazas civile ofre i stedet for det grufulde angreb. Som militærekspert Jeanette Serritzlev udtrykker det: 

“Moderne krig handler om, hvem som vinder fortællingen og placerer sig som helt og ofre på en og samme tid. Den fortælling vindes på de sociale medier og med målrettet PR-arbejde, hvor Israel kommunikere terrorangrebet som et nyt 11. september, alt imens Hamas nivellere dette angreb som blot endnu et angreb i den årelange krige mellem Israel og Hamas.”


TikTok-krig gør os alle til tilskuere

Vi er nu alle i frontlinjen, når vi indfanges af TikTok-videoerne fra krigens gru. Det uhyggelige er, at krigen er kommet tættere på i realtime med de sociale medier. Vi er øjenvidner og deltagere på en helt anden måde, og vi er derfor engagerede som aldrig før. Dette viser de store folkelige demonstrationer overalt i verden for og imod krigens parter også. Dette koloenorme emotionelle engagement stiller krav til os og vores kritiske sans. 


Vi skal klikke ansvarligt og med omtanke

Vi har et personligt ansvar for hvert et klik. Det er ikke kun techgiganterne og de offentlige myndigheder alene, som har et ansvar for den oppiskede stemning på de sociale medier. Ifølge Jeanette Serritzlev er det dig, mig og os allesammen, som bliver udsat for massiv påvirkning og krigsspin. Den påvirkning kræver, at vi skal og kan være kritiske. For det er alle de små individuelle sociale delinger, der tilsammen skaber effekten: 

“Det er os selv som brugere, som har et kæmpe ansvar for, hvad vi deler, og for at tjekke vores kilder. Specielt i den årelange konflikt i Mellemøsten. Vi bliver derfor allesammen nødt til at forstå, at vi med eller mod vores vilje er med i en global informationskrig. Det kræver, at vi holder hovedet koldt og lidt igen med de alt for hurtige, ubetænksomme delinger.“

En vigtig pointe er her at forstå informationskrigen i al sin kompleksitet, og hvor subtil den er blevet. Ikke mindst med brug af fake i alle dens afskygninger, hvor det er svært at skelne virkeligheden for det iscenesatte. 

Målet er mere splid og at splitte end massiv overtagelse og sympati

For informationskrigerne handler det således ikke blot og banalt om at samle opbakning, men om at skabe splid, frygt og langsomt flytte holdninger over mange år. Det har russerne haft specielt fokus på i deres påvirkningskampagne af den europæiske befolkning. Her har informationskrigen været massiv, mener Jeanette Serritzlev:

“Specielt har støtten til Ukraine været et vigtigt mål, fordi her er noget, som europæerne kan komme til at tvivle på. Platformen har fra russisk side her været at sætte fokus på gode grunde til at så tvivl, såsom krigens nytteløshed, ukrainsk korruption og den påståede fastlåste situation”

Alt, hvad der splitter, er våben for informationskrigerne

Det er dog ikke blot Ukraine-krigen, som har været i fokus. Russerne er målrettet gået efter emner, som splitter Vestens befolkning, f.eks. indvandrerspørgsmålet og COVID-nedlukningernene. Det handler ganske enkelt om at undergrave samfundets sammenhængskraft og sammenhold med små stikpiller på de sociale medier. Ifølge Jeanette Serritzlev var det mest tydeligt, da COVID-nedlukningerne satte samfundet under pres. Men også land-by-modsætninger prøver russerne at skærpe

“Ingen tvivl om, at russerne har søgt at skabe splid i Danmark ved at fremme anti-vax-bevægelser og hele antistatstemningen i den periode. Det samme med den store minkskandale, der blev en statskrise og tillidskrise af dimensioner.”

Altsammen med det langsigtede mål at gøre os danskere mere splittede og mere mistroiske over for hinanden. Det kan vi kun undgå, hvis vi bliver mere klar over vores eget ansvar for ikke at føre andre eller os selv bag lyset, lyder moralen fra militæranalytikeren. 

Lyt her til ugens udgave af K-analysen, hvor vi taler med Jeanette Serritzlev, militæranalytiker i Forsvaret og forfatter til bogen ”Informationskrig”.

Podcasten kan også høres og hentes på Spotify og i iTunes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også