Tillykke med de 60: “I have a dream”-talen er alle taleres drømmetale


Martin Luther King Jr.s berømte “I have a dream”-tale runder 60 år . Hvad kan og skal vi lære af den som kommunikatører? For “I have dream”-talen er alle taleres ikoniske drømmetale. 
Få taler kan ændre et lands skæbne. Ingen taler har som “I have dream” ændret, hvordan vi ser på talen som retorik og politik. I dag fylder den berømte tale 60 år. Kilde: Getty Images.
Få taler kan ændre et lands skæbne. Ingen taler har som “I have dream” ændret, hvordan vi ser på talen som retorik og politik. I dag fylder den berømte tale 60 år. Kilde: Getty Images.
Mark Herron, retoriker og ekspert i politiske taler i amerikansk politik

Martin Luther King Jr.s berømte “I have a dream”-tale runder 60 år i dag. Hvad kan den og hvorfor, og hvad kan og skal vi lære af den som kommunikatører? For “I have dream”-talen er alle taleres ikoniske drømmetale. 

Det er i år 60 år siden, borgerrettighedsikonet Martin Luther King Jr. holdt sin berømte ”I have a dream”-tale foran et bølgende menneskehav i Washington D.C. under ”March on Washington for Jobs and Freedom”-protesten. Talen huskes især for anaforen ”I have a dream”, hvor King gentagne gange beskrev en drøm om et fremtidigt USA med større lighed for alle. Talen er dog mere end dette betagende omkvæd.

Kings arv udvikler sig stadig

I dag bliver King både brugt som retorisk helgen af hele det politiske spektrum i USA, der fremhæver hans ord som forsonlige i forhold til andre udgaver af kampen for lige borgerrettigheder i USA, fra Black Power til Black Lives Matter. Samtidig er Kings personlige fejl også sat under lup i forskellige former og detaljer. Det blev han allerede af FBI, mens han levede. Mens offentligheden med tiden også har fået adgang til Kings tilværelse væk fra rampelyset, der var langt fra lige så elegant sammensat som hans ord fra talerstolen.

Resten af borgerrettighedsbevægelsens ledende figurer var også til tider bekymrede for, om King fyldte for meget og kom til at fjerne fokus fra, hvad resten af bevægelsen ønskede at se af politiske forandringer i USA, når det gjaldt en forbedring af afrikansk-amerikaneres vilkår. Men ligesom med John F. Kennedy har Kings menneskelige svagheder endnu ikke fjernet styrken i de offentlige ord, og skal man pege på taler, der huskes af de fleste amerikanere, så er ”I have a dream”-talen svær at komme udenom.

Vejen til drømmen

Allerede inden King holdt talen i 1963, var han en ledende figur i borgerrettighedsbevægelsen, som for alvor tog fart i efterkrigstidens USA. King var ung baptistpræst i byen Montgomery, Alabama, i 1955, hvor et af de mere kendte sammenstød mellem borgerrettighedsbevægelsen og delstatslige samt økonomiske autoriteter fandt sted. Det skete med busboykotten oven på behandlingen af afrikansk-amerikanske Rosa Parks i en af de lokale busser. King var der til at tale om uretfærdighederne, og hans ikkevoldelige appeller som svar på politivolden mod demonstranterne gjorde indtryk på mange. 

Fra politisk hold havde præsident John F. Kennedy under præsidentvalget i 1960 lovet de afrikansk-amerikanske vælgere at gøre noget ved forholdene for udsatte borgere. Især i sydstaterne havde diskriminerende love og segregation været holdt i hævd siden borgerkrigen hundrede år tidligere. Men selvom der var politisk interesse for emnet i Det Hvide Hus, var borgerrettighedsbevægelsen først og fremmest græsrodspræget. Den var drevet frem af et voksende fremmøde ved demonstrationerne og dygtige talere som King. Han forstod, hvordan sagen skulle beskrives i ord, så den ikke kun appellerede til de forurettede minoriteter, men også til den forurettende majoritet i samfundet. Ingen tale etablerede dette bånd af forsoning tydeligere end ”I have a dream”. 

King havde tidligere talt om en drøm for det amerikanske samfund, men kun foran mindre forsamlinger. Ved demonstrationen ”March on Washington for Jobs and Freedom”, afholdt i Washington i 1963, kunne King se frem til at tale for det største publikum, der indtil da havde været samlet på ét sted i USA’s historie, med over 250.000 mennesker. 

Den store protestmarch handlede om rettigheder i forhold til arbejde og løn. Dette emne bar Kings tale også præg af i sin første del. Han var blot én af mange talere på dagen, men King var en garvet retoriker, der næsten dagligt talte foran et publikum. Så budskaberne kunne finpudses over tid, og populære formuleringer kunne gentages for nye publikummer, der ikke havde hørt dem før. Efter sigende var det ikke planlagt, at ”I have a dream”-delen af talen skulle fylde så meget, som den gjorde. Men undervejs tilskyndede bl.a. Mahalia Jackson fra publikum King til at fortælle publikum om “drømmen”. 

Etos-ekko fra Lincoln

Mens emnet om ligeløn var jordnært og kritisk over for grundlæggende forhold i amerikanernes hverdag, så lod King sit publikum vide fra start, at han ville løfte emnet til et højere niveau, f.eks. med sin reference til stedet, hvor talen blev holdt: 

“Five score years ago, a great American, in whose symbolic shadow we stand today, signed the Emancipation Proclamation. This momentous decree came as a great beacon light of hope to millions of Negro slaves who had been seared in the flames of withering injustice. It came as a joyous daybreak to end the long night of their captivity.”

Talen blev holdt lige foran Lincoln Memorial, og King fremhævede også både Lincolns politik med emancipationsproklamationen, der frigjorde slaver i de rebelske sydstater under borgerkrigen, og så ordet ”score”, der henviste til Lincolns berømte tale, The Gettysburg Address. King lånte dermed af Lincolns etos, talerens troværdighed, og samtidig udnyttede han jubilæet for emancipationen og krigstalen til at bygge bro til tidligere tiders kamp for afrikansk-amerikanske rettigheder. Ekkoet fra fortiden viste, at det ikke kun handlede om ligeløn, men om at anerkende den blodige historie, som emnet om lige rettigheder havde kostet i USA. Og så er der det visuelle sprog, som King mestrede til fulde med brugen af lys og mørke i forhold til lovgivningens håbefulde fyrtårnslys over for flammerne fra slaveriets uretfærdighed.

Knap så positiv begyndelse

Selvom talen huskes for dens drøm om fremtiden, så var indledningen, som det fremgår af citatet ovenfor, klart negativ om den nuværende situation for afrikansk-amerikanere. King fortsatte med at tale om dette i forhold til protestmarchens fokus på ulige økonomi for amerikanerne: 

“In a sense we’ve come to our nation’s capital to cash a check. When the architects of our republic wrote the magnificent words of the Constitution and the Declaration of Independence, they were signing a promissory note to which every American was to fall heir. This note was a promise that all men — yes, Black men as well as white men — would be guaranteed the unalienable rights of life, liberty and the pursuit of happiness. It is obvious today that America has defaulted on this promissory note insofar as her citizens of color are concerned. (…) But we refuse to believe that the bank of justice is bankrupt. We refuse to believe that there are insufficient funds in the great vaults of opportunity of this nation. And so we’ve come to cash this check, a check that will give us upon demand the riches of freedom and the security of justice.

Igen indledte King med referencer til en økonomisk hverdag for amerikanerne, men ved at gøre det til et moralsk spørgsmål løftede han emnet til noget større. Det handlede ikke kun om en enkelt månedsløn, men om den “check” den amerikanske uafhængighedserklæring havde udskrevet til alle amerikanere. Med flere referencer til banker blev det kapitalistiske samfunds fundament inddraget i debatten på lige fod med de mere vidtløftige ord fra uafhængighedserklæringen og forfatningen. 

Fokusskift mod fremtiden

Selvom King var kritisk i sin tale, gik han dog aldrig så langt som til at opfordre til vold mod systemets repræsentanter. Det var bl.a. denne ikke-voldelige tilgang, der gjorde, at han i eftertiden ofte er blevet fremstillet som mindre kontroversiel, end han blev opfattet i samtiden. King var dog en tydelig modstander af status quo og af at lade tiden arbejde i ens favør. Citatet ”The fierce urgency of now”, og en af de andre anaforer i talen “Now is the time…”, viser klart, at King ønskede forandring, selvom det måtte skabe uro i det amerikanske samfund. 

Men en tale er ikke kun talerens, når først den er blevet holdt, og selvom Kings tale rummer meget andet, så er det den sidste tredjedel af talen, der huskes af de fleste. Her fremhæver King et håb om fremtiden: 

”So, even though we face the difficulties of today and tomorrow, I still have a dream. It is a dream deeply rooted in the American dream. I have a dream that one day this nation will rise up and live out the true meaning of its creed: We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal.” 

Kings drøm, der strukturelt bestod af otte gange ”I have a dream…”, handlede om samhørighed mellem tidligere fjender, et retssystem, der er lige for alle, og så drømmen for sine egne børn:

“I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.

King var en rolig taler, der talte drevent, hvor han forlængede stavelser og brugte hyppige pauser. I slutningen af talen blev han langt mere religiøs i sit billedsprog, og hans stemme vibrerede mere og mere. Men fordi han byggede op til dette klimaks igennem talen, blev det ikke overekstatisk, men i stedet en flot afslutning på talen. 

Er Kings drøm dømt ude i nutidens USA?

King selv blev kun 39 år, inden han blev snigmyrdet. Men 60 år efter hans retoriske højdepunkt lever hans ord videre. ”I have a dream”-talen er politisk, men rummer en tidløshed, der også trækker på elementer af lejlighedstalen. En drøm er at række ud mod noget, der endnu ikke har materialiseret sig, mod noget, man ønsker at se ske, hvilket også er formålet med de fleste politiske taler – at flytte folk i en retning. Talen opfordrer til handling og gør det på en måde, så det er svært ikke at ville være en del af projektet, når sidste sætning toner ud. Det er ikke en drøm om noget utopisk, men om, at ordene i de amerikanske civilreligiøse tekster ikke skal vise sig at være dobbeltmoralske. 

Flere af borgerrettighedsforkæmperne har i dag fået en mere offentlig plads i amerikanernes bevidsthed, som f.eks. John Lewis. Men Martin Luther King Jr. tårner stadig over de fleste. Bogstaveligt talt med et monument dedikeret til ham i Washington D.C. En ære, der ellers normalt er forbeholdt landets præsidenter.








Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også