“Never apologize; it’s a sign of weakness” er soo last year

Tiden er i mere end en forstand løbet fra cowboy-moralen i John Wayne-replikken fra “The Shadow”, 1960. Der undskyldes nemlig i det offentlige rum som aldrig før, og den mest udbredte måde er at sætte ord på, hvor ked af det, man er. Tendensen har et forskerhold i USA nu sat tal på. De har undersøgt næsten 1700 undskyldninger givet i det offentlige, primært amerikanske, rum i perioden 1953-2021, og studiet er bl.a. interessant, fordi det peger på variationer i valg af strategier gennem tiden.

En undskyldning for bod eller tilgivelse

På dansk har vi kun ordet “undskyldning” til at dække forskellige typer af beklagende udsagn. Én betydning er at ”beklage noget, man har sagt eller gjort”, men i det nye studie er der mere tale om ordets anden hovedbetydning, nemlig ”et forsøg på at forklare en dum eller uheldig handling eller ytring i håb om derved at opnå tilgivelse” (ordnet.dk). 

Sat på spidsen er forskellen mellem de to, at den første gives for modtagerens skyld, mens den sidste fremsættes for ens egen skyld. Man vil gerne tilgives – og man vil gerne videre. På engelsk har man overtaget den græske betegnelse for dette, nemlig apologia, og det er denne type udsagn, de to forskere fra Utah har fokuseret på. 

Hvordan kan man forsvare sig med en undskyldning?

Deres overordnede spørgsmål var: Hvad gør politikere, celebrities, firmaer, religiøse ledere, topatleter og andre, der bliver afsløret i kritisabel adfærd, for at forsvare sig og forsøge at tilbageerobre et mere positivt renommé?

At lægge sig fladt ned er alletiders all time undskyldning

I figur 1 ser man frekvensen af de mest almindelige retoriske strategier. Den klart mest udbredte strategi er tydeligvis at lægge sig fladt ned – altså at indrømme, at man har gjort det kritisable, man beskyldes for, og give udtryk for, at man er meget ked af sin handling og håber på tilgivelse. 

Undskyld på den hurtigste og mest effektive måde

En sådan strategi bruger ikke energi på at tilbagevise anklager eller retfærdiggøre sig og er derfor den mest effektive, når beviserne f.eks. er uomtvistelige. Desuden vurderer mange antageligt, at de lige så godt kan indrømme og bede om tilgivelse med det samme i håbet om, at det vil lukke munden på pressen og andre kritikere, der hurtigt ville bemærke, hvis de i stedet talte udenom eller forsøgte at retfærdiggøre deres handling – hvilket 5 pct. ikke desto mindre gjorde, ifølge opsamlingen.

Vi begyndte først at fortryde for alvor fra 80’erne og frem

Men hvad fortæller studiet os derudover? Først og fremmest siger det noget om, at måden, vi kommunikerer på, udvikler sig over tid og afspejler udviklinger i samfundet. Dykker man f.eks. længere ned i tallene, ser man, at det at udtrykke sorg og fortrydelse for sin adfærd først bliver et markant træk i de sidste tre tidsperioder, som studiet omfatter (80’erne, 90’erne og 2000-tallet). Så, John Wayne, din macho-holdning er passé! Og hvis du ikke tror mig, så se på tallene om at gå til modangreb: I perioden op til 1950 var det en strategi anvendt af 49 pct., hvorimod kun 4 pct. gik den vej i perioden efter 2000.

Det fremgår ikke af studiet, hvor mange eksempler forskerne har fra hver af perioderne, men alt taler for, at det har været lettere for dem at indsamle materiale, jo nyere det er, og derfor er det relevant også at se på absolutte tal. Se tabellen her. 

Tabellen med tiårsintervallerne bekræfter tendensen, vi så ovenfor, nemlig en markant ændring i det relationsarbejde med publikum, som undskyldningerne laver. 

Efter 1980 kom det på mode at ville forbedre sig

Siden 2000 har især tre strategier været anvendt. De to mest almindelige er “mortification”, at indrømme ansvar og bede om tilgivelse, og “bolstering”, som går ud på at vise modtagerne, i hvor høj grad man deler deres værdier og altså ikke er et “ondt monster”. 

Samme tendens ser man for udviklingen i at tale om “corrective action”, altså hvordan man enten vil arbejde med at forbedre sig selv eller afhjælpe den skade, man har forvoldt. Også dette kom nærmest ikke på tale før efter 1980.

Undskyldningen er blevet personlig

Samlet set tyder tallene på, at personer, der forsvarer sig i det offentlige rum, i stigende grad ser interessen samle sig om, hvem de er som mennesker, og hvordan de håndterer sagen. Behovet for tegn på oprigtighed opleves som tvingende. Kan de overbevise modtagerne om, at de i bund og grund er sympatiske personer, håber de, at vejen til tilgivelse er kortere.

Hvad fortæller studiet os ikke?

Først og fremmest er det svært at se, hvilket belæg forskerne har for at udnævne bestemte strategier som bedre og mere virkningsfulde end andre. Der indgår ingen undersøgelser af receptionen, og frekvensen af noget siger jo ikke i sig selv noget om dets virkning. 

Materialet tæller da også flere undskyldninger end situationer, hvilket i sig selv er et tegn på, at den først valgte strategi ikke gav pote. I bedste fald kan undersøgelsen sige noget om kulturelle strømninger og dermed også give et fingerpeg om, hvad modtagere på et givent tidspunkt forventer af en undskyldning. Genrekrav rykker sig over tid, og det er vigtigt at vide, hvad der forventes, når behovet for at forsvare sig opstår.

En anden svaghed ved studiet er, at det bygger på kodning af temaer og ikke faktiske formuleringer. Paradoksalt nok argumenterer forskerne med, at ”der kan ske en masse retorisk i en sætning”, hvilket netop kunne være en grund til at studere, hvad der sker!

Her hjælper det heller ikke, at forskerne har tilstræbt en høj kodningskorrekthed, for selvom temaet er uomtvisteligt, f.eks. at der er tale om benægtelse, kan den tage mange former. Benægter man f.eks., at noget er sket? At man selv har ansvar for det? Eller at man godt nok har ansvar for det, men ikke havde til hensigt at gøre noget forkert?

Værre er det næsten med vinderstrategien “mortification”, for hvad ligger der i det? 

At nogle siger, de er kede af det, batter jo væsentligt mindre, hvis de f.eks. ”er kede af, hvis nogle har følt sig såret” – alene at gøre skaden hypotetisk er jo at skubbe ansvaret fra sig, og desuden antyder man, at reaktionerne er overdrevne – end hvis de siger noget om, hvor skuffede eller flove de er over egen opførsel. Begge dele risikerer at blive rubriceret som “mortification”, når man ikke ser på den konkrete formulering og sætningsstruktur.

De sociale medier har formet samtidens undskyldning i tempo og fora

Blandt forskernes konklusioner vil jeg fremhæve deres pointe om, at udviklingen i teknologi og sociale medier er en afgørende faktor, når man skal undskylde offentligt. Det handler om tempo og fora.

Anklager kan komme ad mange kanaler og blive spredt hurtigt og uoverskueligt bredt, og det skaber behov for at forsvare sig på tværs af medier og platforme. Men før man forivrer sig med AI-genererede klicheer, er det vigtigt at spørge sig selv om to ting: Vil jeg undskylde? Og skal det absolut ske i dette sekund?

Lex Lizette

En uoprigtig undskyldning er værre end ingen, og en hastigt formuleret undskyldning kan også vise sig at blive et problem. 

Det så vi i forbindelse med den undskyldning, som Lizette Risgaard postede på Facebook i april, men undsagde i august ):

I dag fortryder Lizette Risgaard, at hun lod andre skrive opslaget færdigt, og at hun lyttede til det indhyrede kommunikationsbureau og andres råd om at lægge sig fladt ned i stedet for at tage kampen:

 

siger Lizette Risgaard. 

Det er uskønt, når man tager afstand fra sin egen undskyldning

At skulle tage afstand fra en undskyldning, man selv har udsendt, er ikke ”a good look”. Så hellere tænke over det en dag mere og sige noget, man kan stå inde for.