Hvis du ikke har fulgt med i politik det seneste års tid og i øvrigt undrer dig over, hvad du lige nu laver på kontoret frem for at drikke rosé i sommerhuset, så handler det om store bededag.

Eller rettere fraværet af samme.

Regeringen har med støtte fra Radikale Venstre valgt at lægge den 300 og nogle år gamle helligdag i graven for at tilgodese en mere moderne treenighed: beskæftigelse, offentlige udgifter og den sikkerhedspolitiske situation.

Selvom det blev vedtaget med et robust flertal, var det ikke just populært. Hverken i befolkningen, der da kunne se frem til at skulle arbejde endnu mere, eller hos de øvrige partier, der lige ved og næsten fik samlet mandater nok til at udløse en folkeafstemning.

Det er langt fra hver dag, der bliver afskaffet helligdage i Danmark. Faktisk skal vi over 250 år tilbage i tiden, til 1770, hvor man afskaffede 3. påskedag, 3. pinsedag og 3. juledag, hvor det skete sidst.

Så det er altså et nybrud, at den slags overhovedet kan ske. Men det åbner også op for noget, der kan være interessant for oppositionspartierne. For hvis man kan blive upopulær på at afskaffe en helligdag, så kan man vel også blive populær på at indføre en ny.

Det har nogle interessante perspektiver for de værdibevidste politikere. Især, hvis de forstår at tænke kommunikativt.

Værdipolitik

I debatten omkring afskaffelsen var især Dansk Folkeparti ude at forsvare store bededag med argumenter om, at det var mere end bare en fridag. Det var en kristen helligdag og en vigtig del af vores kulturarv og historie, der med et simpelt flertal blev fjernet. Det måtte netop dét parti være imod.

Men det ligger også ligefor at vende det defensorat om til en offensiv. At ville styrke den nationale bevidsthed ved at indføre en ny helligdag – eller hive en gammel og semiglemt en frem i lyset. Det kunne eksempelvis være ved at love danskerne fri på valdemarsdag. Det er den dag, vi mindes, at vore flag, Dannebrog, faldt ned fra himmelen i 1219. Og det er på samme dato, at Sønderjylland blev genforenet med resten af Danmark.

Alt i alt en dag, der som symbol rammer lige plet ned i Dansk Folkepartis værdisæt, og som de vil have nemt ved at kommunikere vigtigheden i at markere og fejre. Således skal deres kommunikationsafdeling ikke kigge ret langt ned i værktøjskassen for at kunne formulere noget med, at vores nationale særpræg er i fare for at blive udvisket, og vi derfor mere end nogensinde har behov for at markere en så særlig dag.

Eller hvad med grundlovsdag? Det er nok det tætteste, vi i Danmark kommer en nationaldag, og det var faktisk også før i tiden en halv fridag. Kunne et liberalt parti ikke have nemt ved at sælge den som en fridag? Såvel i Liberal Alliance som i Moderaterne og Venstre er det en dag, der allerede føles som en helligdag. Mon ikke man kunne starte en god debat op ved at foreslå den gjort officiel?

En hel dag fri til at tage til grundlovsmøder, høre taler, komme hinanden ved og tænke over borgerlige frihedsrettigheder. Eller hvad man nu ellers kunne finde på at muntre sig med sådan en junidag.

Ville de røde politikere ikke nemt kunne få sig selv til at agitere for, at 1. maj – arbejdernes internationale kampdag – efterhånden fortjener at være en fridag?

Eller er der en fjerde dag, et parti kunne se sig selv vinde point på at fremhæve? F.eks. Jordens dag eller befrielsesdagen eller kongens fødselsdag. Det handler om at finde en, der taler til kernevælgeren og slår partiets brand fast med syvtommersøm.

Alene at foreslå det skal nok kunne starte en debat med dertilhørende interviews. Og det skulle da være en sløv politiker, der ikke ville sidde i Go’ aften Live og fortælle, hvorfor valdemarsdag, grundlovsdag eller Jordens dag bør markeres. 

Skabe kant til regeringen

Der var fra afstemningens afslutning allerede flere partier, der var klar til at genindføre store bededag, så snart det skulle blive muligt. Men det vil være langt stærkere at kaste sine kræfter efter en anden mærkedag, der bedre kommunikerer et værdisæt.

Det kan vise sig at være et stærkt kommunikativt værktøj. Ikke kun af de nævnte værdimæssige årsager, men også, fordi der er bred konsensus om, at danskerne arbejder så rigeligt og lider af mistrivsel og stress. At love en dags mere fritid vil tale godt ind i den dagsorden.

Og så vil det også skabe kant til regeringen: De pisker dig til at arbejde mere, er ligeglade med dit mentale velvære og vores fælles kulturarv, mens vi vil give dig fri og samtidig markere en dato, som har stor betydning for vores kernevælgere. 

Der er endnu ingen partier, der har forsøgt sig med alt det her. Men ballet er åbent. Spørgsmålet er, hvem der vil tage hul på helligdagskrigen.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.