Endnu et k-bureau giver fødselsdagsfri

Afskaffelsen af store bededag har fået Marianne Kalb, der er direktør og medejer i kommunikationsbureauet Kalb, til at give sine medarbejdere fri på deres fødselsdag.
Selvom der ikke flages i hele landet, når rådgiverne i Kalb Kommunikation har fødselsdag, som her ved den daværende kronprins' 50-årsdag, kan de glæde sig over, at de kan holde fri på dagen. | Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Selvom der ikke flages i hele landet, når rådgiverne i Kalb Kommunikation har fødselsdag, som her ved den daværende kronprins' 50-årsdag, kan de glæde sig over, at de kan holde fri på dagen. | Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Fremover kan de ansatte i PR- og kommunikationsbureauet Kalb blive under dynen, når de har fødselsdag. 

Den ekstra fridag kompenserer for, at store bededag er afskaffet. Det skriver mediet Erhverv+, ifølge Journalisten.

Fridagen betyder, at medarbejderne ikke får udbetalt lønnen for den mistede helligdag. 

”Det var rent juhuu, da vi fremlagde ideen. Den var de ansatte med på med det samme,” siger Marianne Kalb, der er direktør og medejer af bureauet, til Erhverv+.

Ifølge Marianne Kalb skyldes medarbejdernes valg, at de går ”endnu højere op i work-life-balance”, end hun har set før. 

Ud over hende består bureauet af tre medarbejdere og en bureauhund, ifølge hjemmesiden.

Også bureauet Help har som led i en ny trivselsstrategi indført, at medarbejderne har fri på deres fødselsdag, ifølge Markedsføring. 

Ændringen er sket på foranledning af partner Charlotte Correll, der undrede sig over, at virksomhedens ”bløde” værdier ikke var besluttet som en del af strategien.

”Det var nærmest en åbenbaring for ledelsesgruppen og bestyrelsen. Vi har gjort det til en del af vores strategi, og vi har sat målene op på linje med vækst. Det handler om, at vi skal være Danmarks mest fleksible bureau og den bedste arbejdsplads i branchen,” sagde Charlotte Correll i den forbindelse til Markedsføring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Læs også

Job

Se flere jobs