Er du et mindst mulig mandag-menneske?

Ny tendens afløser Quiet Quitting. Den hedder ”mindst mulig mandag” og har til formål at gøre mandagen mere spiselig for alle, der synes, at mandagen er for hård og brutal.
Hvis du også synes, at mandagen er hård, så læs med her. | Foto: Getty Images
Hvis du også synes, at mandagen er hård, så læs med her. | Foto: Getty Images
Johanne Luise Boesdal

Det udskældte medie TikTok har gjort det igen. Skabt en ny tendens, der ikke falder ud til fordel for arbejdsgiverne verden over, hvilke efterhånden må rive sig tyndhårede af både manglen på arbejdskraft og en arbejdsstyrke, der finder på den ene systematiske undskyldning efter den anden for at slacke med opgaveløsningen – og generelt udtrykke utilfredshed med det arbejdsmarked, vi har bygget op. Og nu løber med tungen ud af halsen efter.

Det nye barn i klassen er ”mindst mulig mandag” (Bare Minimum Monday), som kort fortalt opfordrer til, at du tager en slapper om mandagen for ikke at ødelægge søndagsstemningen med deprimerende tanker om turbotempo, hæsblæsende indbakke og lange møder. Hvis du derimod drysser lidt fredagsstemning ud over mandagen, bliver overgangen fra weekend til hverdag til at holde ud.

Mandag har alle dage været en øv-dag, og derfor er det ikke overraskende, at hashtagget #bareminimumimonday har passeret fire millioner på TikTok, hvor folk deler deres historier om udbrændthed og mandage fra helvede. 

Foto: Getty Images
Foto: Getty Images

Mandag er som november

Mandag er for de fleste af os som november – uendelig lang, kedelig og grå. Opfattelsen af ugens første dag har vi med os helt fra barndommen, skriver Arman Khan for Vice. Vi lærer allerede som skolebørn, at mandag er dagen, hvor du skal tidligt op, transporteres afsted med en tung taske på ryggen for at sidde stille og lytte til en (mandagstræt) lærer. Den mandagsfølelse tager vi med ind i voksenlivet – og gennemlever den ene mandag efter den anden. Suk. 

Marisa Jo er personen, der har sat ord på mandagsutilfredsheden og gjort det til et TikTok-fænomen. Hun fortæller, at hun tidligere overkompenserede for sin modvilje om mandagen, men at det selvfølgelig ikke virkede. I dag er hun gået over til strategien, som hele ”mindst mulig mandag” handler om, nemlig at lave lige nøjagtigt det, hun skal. Og ikke flytte et komma mere.

Sådan tackler vi mandagsmodviljen

”Mindst mulig mandag” løses forskelligt. En fortæller, at hun begynder mandagen med en nem opgave, der ikke kræver den store tankevirksomhed, hvorefter hun løser en sværere inden frokost, så tiden derefter ikke bliver for krævende. En anden starter mandagen med en times keramikkursus, noget, hun elsker og slapper af med, så mandag kommer bedst muligt fra start. Og en tredje fortæller, at han slet og ret performer til et minimum om mandagen – og altid laver en god aftale efter arbejde, så han har noget at se frem til. 

Uanset, hvordan folk tackler mandagstrætheden, er tendensen endnu en i rækken af tendenser og TikTok-fænomener, som tager et opgør med tempoet, kravene og organiseringen af vores arbejde. The Great Resignation blev efterfulgt af Quiet Qitting – og nu Bare Minimum Monday, som det nyeste skud på stammen af fænomener, der udtrykker stor utilfredshed med den herskende arbejdskultur. 

Mindst mulig mandag er sikkert ikke det sidste hashtag, der taler for et anderledes arbejdsmarked – så måske skal arbejdsgiverne begynde at lytte. Og for nu passe på med at gøre mandagen til et maraton for medarbejderne at komme igennem. 

Læs mere her:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også