Bødskov vil have skibsbranche til at løse chikaneproblemer

Erhvervsministeren ser med alvor på undersøgelse, der dokumenterer mobning og chikane på danske skibe.
”Det her er fuldstændigt uacceptabelt," siger erhvervsministeren om en ny undersøgelse, der rammer skibsbranchen hårdt. | Foto: Jens Dresling
”Det her er fuldstændigt uacceptabelt," siger erhvervsministeren om en ny undersøgelse, der rammer skibsbranchen hårdt. | Foto: Jens Dresling

En undersøgelse om chikane og mobning i skibsbranchen viser ifølge erhvervsminister Morten Bødskov (S) store problemer.

Han beder nu Søfartsstyrelsen om sammen med parter i skibsbranchen at finde tiltag, der kan sikre et tryggere arbejdsmiljø, siger han i en pressemeddelelse.

Dernæst vil regeringen se på, om den kan være med til at føre initiativerne ud i livet.

I undersøgelsen siger 17 procent af respondenterne, at de har oplevet mobning på deres arbejdsplads. 11 procent har været udsat for chikane.

”Det her er fuldstændig uacceptabelt, og jeg er ærlig talt overrasket over omfanget. Rapporten antyder endda, at der på trods af undersøgelsen stadig kan være et mørketal,” udtaler han i pressemeddelelsen.

Besvarelsesprocenten i undersøgelsen er på knap 22 procent, 3470 søfarende har svaret.

Undersøgelsen, der altså nu er udkommet, blev sat i gang på baggrund af alvorlige sager om krænkende adfærd på Mærsks skibe.

Problemerne på skibene med chikane og mobning relaterer sig ikke kun til køn, men også til race og kulturelle baggrunde.

Søfartsstyrelsen skal sammen med parterne i branchen levere bud på løsninger, inden året er omme.

Anne W. Trolle, direktør i Danske Rederier, siger i en pressemeddelelse, at krænkelser, chikane og mobning under ingen omstændigheder skal tolereres.

Der er allerede påbegyndt et arbejde for at ændre kulturen til søs, siger Anne W. Trolle.

”Men undersøgelsen viser jo med al tydelighed, at vi ikke er i mål endnu, så vi fortsætter ufortrødent og vil blive ved med at sætte hårdt ind over for den slags opførsel.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu